Martin Lidegaard: Krisen giver os tre dyrebare erfaringer

Alle kriser rummer også muligheder, og allerede nu tegner der sig tre store erkendelser, som vi kan tage med os videre fra coronakrisen.

For det første har vi på få uger gjort os dyrekøbte og dyrebare erfaringer med, hvordan man bedst håndterer pandemier i praksis. Corona har ramt alle lande, og vi har håndteret det forskelligt.

Hvis vi forstår at lave en fælles international evaluering af alle de forskellige typer af håndtering, vil vi have fået en hel uvurderlig viden og erfaring med os.

Det kræver mod og ærlighed. For alle regeringer og myndigheder har ufrivilligt deltaget i et kæmpe eksperiment, hvor der med sikkerhed er blevet begået fejl undervejs. Det må vi turde erkende åbent for at kunne lære af det.

Kina er for eksempel gået efter helt at udrydde virussen gennem omfattende testprogrammer med efterfølgende isolering, mens de fleste lande i Europa er gået efter en langsigtet flokimmunitet i et kontrolleret smitteforløb, der hele tiden sikrer kapacitet nok i sundhedsvæsenet.

Men selv i Europa er der store forskelle i de valgte strategier.

Lad os ikke glemme, at corona trods alt er et midlertidigt fænomen, der i et historisk perspektiv forhåbentlig bliver en krusning på overfalden.

Martin Lidegaard

Hvad bliver for eksempel resultatet af den svenske strategi i forhold til den danske, når begge lande formodentlig skal igennem det samme relative antal smittede borgere, før første runde af covid-19 har lagt sig?

Flere økonomer mener, at smittekurven i Danmark ligefrem er for flad, så vi giver coronakrisen et længere liv end nødvendigt med alle de omkostninger og ofre, det også har for virkelige mennesker og deres liv.

Omvendt er situationen i Stockholm kritisk i disse dage med en voldsom stigning i antal smittede og en risiko for at løbe tør for intensive sengepladser om kort tid.

Hvem gør det klogeste? Det er umuligt at vide nu, og derfor er det så vigtigt at evaluere bagefter. Det mest sandsynlige er, at de fleste lande både har gjort noget klogt og noget mindre klogt. Begge dele må og skal vi lære af.

Det fører til den anden erkendelse. Krisen har vist, hvor lille verden er blevet.

Vi holder i bogstaveligste forstand hinandens liv i vores hænder og har aldrig haft mere brug for internationale institutioner som FN og WHO til at guide os og foretage fælles og sundhedsfaglige opsamlinger på, hvad der virker, og samtidig forsøge sig med international koordination og assistance, når næste storm bryder ud.

Det kræver, at alle lande engagerer sig og bidrager til både FN og WHO. Det er dybt bekymrende, at der overhovedet kan opstå en mistanke om, at WHO er for kinesisk domineret, uanset om det er sandt eller ej.

Derfor er det så afgørende, at også USA, EU og vi selv kaster vores ekspertise, økonomiske ressourcer og politiske kapital ind i verdensorganisationen.

Det samme gælder i forhold til EU selv.

Det er kun naturligt, at de enkelte stater først kærer sig om egne borgere, men lige så nødvendigt, at vi derefter også kan kigge ud over egne grænser.

Det er godt endelig at opleve europæisk solidaritet i form af Tyskland og Frankrig, der leverer hjælp til det hårdt plagede Italien og til Spanien.

Og mon for pokker da ikke, at eftertanken også snart vil ramme den danske regering, så man ikke kun spørger, hvad alle andre kan gøre for Danmark, men også, hvad vi kan gøre eksempelvis for Italien og Spanien, som hundredtusindvis af danskere besøger hvert år?

Skulle vi ikke kunne tilbyde en lignende hjælp med den overkapacitet, som vi har i disse dage?

Jeg håber det. Ligesom jeg håber, at denne solidaritet med andre lande, forståelsen af, hvor afhængige vi er af hinanden, vil være den anden erkendelse, som vi tager med os.