Martin Lidegaard: Verden bliver mere ulige – og mere lige

I sidste uge udgav Oxfam Ibis sin årlige rapport om den globale ulighed, og endnu en gang blev verdens himmelråbende uretfærdighed udstillet.

Ifølge rapporten ejer verdens ene rigeste procent dobbelt så meget som de resterende 6,9 milliarder mennesker. Dertil kommer, at antallet af mennesker, der er ramt af sult, efter en række positive år nu har været stigende de seneste tre år.

Ifølge en FN-rapport fra i sommer er der nu 821 millioner kronisk underernærede mennesker i verden – en stigning fra 811 millioner året før. Dertil kommer, at kvinder generelt er langt hårdere ramt af fattigdom end mænd, der til gengæld udgør ni ud af ti dollarmilliardærer på globalt niveau. Endelig ser både klima og konflikter ud til at kunne forværre alle disse tal i de kommende år.

Der er med andre ord rigeligt rum til forbedring og til handling, og måske var det netop den erkendelse, der i samme uge fik verdens rigeste og mest magtfulde mennesker til at bruge Davos-konferencen til – endnu en gang – at forsøge sig med lanceringen af en ny, grønnere og mere socialt balanceret form for kapitalisme.

Et tiltrængt og helt nødvendigt tiltag skulle man mene. Og dog blussede en heftig debat op, hvor Cepos og andre aktører gjorde opmærksom på, at selv om gabet mellem verdens rigeste og fattigste vokser, har den overordnede sociale udvikling på globalt niveau faktisk været positiv over de seneste årtier.

Andelen af fattige har således aldrig været mindre på globalt niveau, ligesom middelklassen er støt voksende. Godt nok defineres middelklassen meget bredt, og man skal kun tjene 5,5 dollar om dagen for at komme i den kategori. Men uomtvisteligt er det, at verden er blevet mere lige, hvis man i stedet for at sammenligne de absolut rigeste og fattigste indbyggere for eksempel kigger på forholdet mellem verdens rige og fattige lande.

Det ville være befriende, hvis de sædvanlige aktører i den offentlige debat kunne komme lidt længere end de vanlige ideologiske slagord og ned i substansen.

Martin Lidegaard

Og begge dele kan godt være rigtige. Den økonomiske udvikling i lande som Kina og Indien har været markant større end i Vesten de forgangne år, og dermed er uligheden mellem de nye vækstøkonomier og de rige landet faldet. Men samtidig er gabet mellem de rigeste og de fattigste i alle lande vokset dramatisk.

I Indien vurderes det således, at der lever flere fattige mennesker under fattigdomsgrænsen, end der gør i hele Afrika syd for Sahara. Tilsvarende har den økonomiske ulighed i verdens rigeste land USA udviklet sig helt forrykt, idet underklassen er vokset, middelklassen knapt har mærket noget til globaliseringens værditilvækst, mens få rige mennesker har skummet al fløden og er blevet ekstremt velhavende. I Danmark er sket en lille stigning i den økonomiske ulighed, men slet ikke noget, der tåler sammenligning med de nævnte eksempler.

Hvis man virkelig vil den globale ulighed til livs, er begge erkendelser afgørende.

Fjenden af social lighed er ikke global handel, markedsøkonomi eller kapitalisme som sådan. Faktisk er det typisk den nationale markedsgørelse af især landbrugssektoren, kombineret med øget global handel, der har været opskriften på udvikling og velfærd i langt de fleste vækstøkonomier, og som dermed har trukket over en milliard mennesker ud af fattigdom og ind i den globale middelklasse.

Omvendt er det manglen på national, regional og international regulering – ikke mindst i forhold til effektiv beskatning af verdens uhyre overskud og formuer – samt fraværet af uddannelse og rettigheder til alle verdens fattige – ikke mindst kvinderne – der er den egentlige årsag til den eksisterende ulighed og fattigdom i verden.

Det ville derfor være befriende, hvis de sædvanlige aktører i den offentlige debat kunne komme lidt længere end de vanlige ideologiske slagord og ned i substansen.

Tænk, hvis Oxfam Ibis turde supplere sin glimrende rapport med en uforbeholden anbefaling af EU og WTO som de helt nødvendige institutioner, der har potentialet til at sætte globale sociale standarder for alle og sikre en effektiv beskatning med mindre skattely i verden.

Hverken EU eller WTO har været perfekte i kampen mod global ulighed, for nu at sige det på jysk. Men uden disse regionale og globale institutioner, uden internationale spilleregler og uden en organiseret politisk arena at tage kampen på er det simpelthen umuligt at lave fremskridt. Derfor er den største trussel mod den globale kamp for lighed og klima måske den uhellige alliance, som den yderste højrefløj med Trump i spidsen og den yderste venstrefløj har indgået for at bekæmpe de samme institutioner.