Medlem af Alternativet: Hvis partiet skal blomstre, skal det gøre op med uklar magtfordeling

Af Mark Desholm
Ph.d. og medlem af Alternativet

Folketingsvalget er nu vel overstået, og politikerne og medierne har været på stikkerne i forhold til at forklare og udlægge, hvad de forskellige politiske partier mener politisk om dette og hint. Men det er langt fra kun den førte politik, der har fået spalteplads i aviserne og sekunder i fjernsynet - nej personsager og interne konflikter i partierne fylder nemlig mere og mere i det sensationsdrevne mediebillede.

Når det gælder Alternativet, så forsøger Uffe Elbæk og hans elskede Å (Alternativet) desperat at råbe deres politiske budskaber ud til det danske folk. Men det er ikke let at trænge igennem mediernes manipulerende filtre, hvor interne personkonflikter og skandaler ofte favoriseres på bekostning af de politiske budskaber.

Under valgkampen kunne man hos TV2’s besserwissere se et "ud-af-kontekst" klip fra Alternativets sidste landsmøde, hvor Uffe siger: ”I befinder jer i en organisation, der er i frit fald – i fuldstændig opløsning.” De glemte lige at fortælle, at Uffe her ironisk refererede til pressens udtalelser.

Landsmødedeltagerne skraldgrinede efterfølgende. Et typisk eksempel på hvordan citater kan "fake news-gøres" til støtte for ens egen politiske analyser. Men min analyse er den, at offentligheden ikke kan få lov til at se Alternativets grønne "politik-skov" for bare konflikttræer plantet i mediemulden af selveste pressen selv.

Internt personfnidder
Men lad os som et eksempel tage den seneste interne personfnidder, hvor to medlemmer af Alternativets hovedbestyrelse vælger at gå før valget og bevidst smække med døren. Pressen elskede det og blæste det ud af proportioner ved at skrue op for volumen på dørens resulterende brag. Det kan være svært, at vurdere hvorfor de gik – det ved de selvfølgelig kun selv.

Hos Å kan alle komme direkte ind fra gaden og være med til politikudvikling – også ikke-medlemmer. Wauw, jeg var helt solgt. 

Mark Desholm
Ph.d. og medlem af Alternativet

Men jeg har efterhånden set flere partimedlemmer gå i vrede, og jeg fornemmer et mønster i deres adfærd – et mønster der i min optik bunder i: 1) uindfriede personlige ambitioner om magt og indflydelse og som springer ud af 2) en udpræget blindhed med hensyn til Alternativets organisatoriske opbygning og dermed magtfordeling.

Jeg meldte mig selv ind i partiet/bevægelsen lige efter folketingsvalget i 2015, hvor mit indre politiske dyr igen blev vækket til live, som ved mange forrige valg. Men denne gang havde Uffe virkelig tændt for lyset for enden af min politiske tunnel. Her var et humanistisk parti, med en skarp grøn profil, et drøm om en ny politisk kultur og en ægte inddragende tilgang til politikudvikling.

Sidstnævnte blev jeg bekræftet i, da jeg efter to minutter i partiets lokaler i København, fandt mig selv inddraget i at udvikle Alternativets hjemløsepolitik. Hos Å kan alle nemlig komme direkte ind fra gaden og være med til politikudvikling – også ikke-medlemmer. Wauw, jeg var helt solgt. Så ja, alle kan blive hørt og bidrage, men det er selvfølgelig ikke lig med endegyldig magt til at få alle sine geniale idéer igennem. Og det er her i magtfordelingens tåger, at den organisatoriske blindhed indtræffer for mange – vist ikke for alle i Alternativet.    

Før valget i 2015 var der ikke så mange, der troede på "projekt Alternativet". Men efter entréen i Folketinget oplevede jeg mange "MF-wannabees" dukke op i Å’s lokaler i København. Mange lykkeriddere så Å som et muligt og hurtigt smuthul ind i magtens korridorer. Men magthullet var måske for småt til de store ridder-egoer, og mange magthungrende folk faldt fra én efter én.

Alternativets organisationsdiagram
Og umiddelbart kan jeg godt forstå, at folk troede hullet var større end det i virkeligheden er, for Alternativets organisation og magtstruktur er ret speciel og temmelig uoverskueligt på flere områder. Så uoverskuelig at det måske er derfor, at partiets hjemmeside ikke en gang præsentere det ellers så obligatorisk organisationsdiagram. Derfor har jeg her lavet mit eget, som er blevet til via en debat blandt Å-medlemmer i en lukket og intern Å-facebookgruppe – så i den ægte alternativistiske ånd, hvor flere ved mere.

Den ekstremt inddragende komponent i Å-bevægelsens dna har fostret en ikke-set-før politisk del i organisationen, der er kilet ind imellem den parlamentariske del og organisatoriske del. Det primære organ her kaldes Politisk Forum (PoFO), og det er her alle strategiske og politiske beslutninger tages i fællesskab. Og ordet ”fællesskab” skal tages bogstaveligt, idet PoFO’s medlemmer kommer fra stort set alle dele af Alternativet – både storkredsene, Alternativets Unge, Hovedbestyrelsen, Folketinget (både Uffe og MF’ere), byrådene og regionsrådene.

De politiske forslag bliver i første omgang udarbejdet i de politiske laboratorier, hvor alle som sagt kan deltage, og så sendt til bearbejdning og afstemning i PoFO. Men denne inddragende konstruktion for politikudvikling betyder så til gengæld også, at for eksempel hovedbestyrelsens direkte indflydelse på den vedtagne politik er ikke-eksisterende – de gode folk her skal primært beskæftige sig med den organisatoriske del af Å.

I noget mindre omfang har Daglig Politisk Ledelse (politisk leder, gruppeforperson og politisk ordfører) og landsmødet (Å’s årlige generalforsamling hvor alle medlemmer kan deltage) også en aktie i den politiske del og dermed lidt politisk magt, idet førstnævnte kan fastlægge den daglige politiske linje med reference til partiprogrammet (beslutte og udtale sig om hvad Alternativets officielle politik egentlig er til medierne, hvis for eksempel et byrådsmedlem kommer med vilde udtalelser på partiets vegne), og sidstnævnte et par gange har vedtaget politik på det generelle plan (for eksempel at Alternativet skulle udarbejde en politik for borgerløn).

Den vedtagne politik på de forskellige områder bliver så givet videre til de folkevalgte i den parlamentariske del af Å, som så selv står for oversættelsen til det konkrete parlamentariske arbejde på Borgen og i byrådene og så videre. 

Den gode Uffe
Og så har vi den gode Uffe, der tilsyneladende fungere som skydeskive for de interne kritikere, der mest opererer eksternt både på de sociale og normale medier. Denne alfaderlige stifter af Alternativet (sammen med Josephine Fock og få andre) bliver ansvarliggjort for dette og hint over alt i organisationen. Men rent organisatorisk er Uffe jo afskåret fra en kæmpe indflydelse i hovedbestyrelsen idet Alternativets grønne bankende hjerte – PoFO – ligger som en blød stødpude imellem den parlamentariske og organisatoriske del.

Men stødpuden absorberer magtslag fra begge sider, og måske ligger utilfredsheden netop gemt lige her i hjertet af Alternativet. Tager vi igen de nyligt udtrådte medlemmer af hovedbestyrelsen, så kunne deres frustrationer nemt tænkes, at stamme fra netop mangel på magt over den officielle politik, hvad der foregår i Folketinget, og dermed over hvad der kommer i medierne omkring Alternativet.

For det er jo sjældent, at journalisterne ringer hovedbestyrelsesmedlemmer op for lige at høre om det sidste nye. Så Uffes reelle magt har han i meget høj grad uddelegeret til alle dele af bevægelsen Alternativet, og derfor kan han heller ikke holdes ansvarlig for alt, hvad der sker af fejl og misforståelser i organisationen.

Som jeg ser det, peger kritikerne derfor uvidende lige så meget på sig selv med skyldspegefingeren som på Uffe, og måske famler medlemmerne generelt bare i blinde som vildfarne i Alternativets organisatoriske tåge, fordi magtfordelingen og organisationsstrukturen er uklar og uoverskuelig for alle. Dette gælder jo nok i høj grad også for journalisterne, der naivt løber med på de faktisk ret få kritiske medlemmer og eks-medlemmer.

Mindre magt til enkeltpersoner
P.t. står Alternativet over for en intern evalueringsproces, og måske kunne nærværende organisationsdiagram være et fornuftigt sted at starte snakken om fremtiden. Måske er det ikke så vigtigt, hvem der sagde hvad og hvorfor? Mere vigtigt er det måske at få organisationstågen til at lette, og overveje om magten reelt er placeret der, hvor det er smartest.

Men fakta er, at Alternativet har den mest grønne og klima-progressive politik i dette land, og så er den oven i købet udviklet organisk nedefra og op igennem de politiske laboratorier og Politisk Forum, hvor alle kan komme ind fra Å-bevægelsen eller direkte fra gaden og bidrage til processen og idéerne – det bliver ikke mere inddragende og dermed demokratisk.

Men med muligheden for, at alle kan bidrage, følger også logisk mindre magt til enkeltpersoner, og det er i min optik netop dette forhold, der har fået magt-lykkeridderne til at give op i Alternativets organisatoriske tåger. Vil man have magt i Alternativet i dag, så skal man blive folkevalgt til et af de parlamentariske organer eller medlemsvalgt til PoFO - husk det nu - I nuværende og fremtidige grønne lykkeriddere af Alternativet.