Mens Løkke igen har ryggen mod muren: Her er syv nedslag fra en dramatisk karriere i dansk politik

PORTRÆT: Han kuppede sig til magten i VU, blev nær væltet af en stribe bilagssager og fik Kristian Jensen til at strække våben i 11. time. Nu ligner han igen en færdig mand efter nedsmeltningen i blå blok ved valget onsdag. Men han er stadig formand for Venstre.

Foto: Scanpix
Rasmus Dahl Løppenthin

 Kuppede sig til magten i VU

Lars Løkke Rasmussen er kendt som en mand med en særegen evne til at finde en vej ud af ellers umulige situationer. Men også hans vej ind i toppen af Venstres Ungdom var særegen, viser et longread fra TV 2.

"Du må undskylde mig, men jeg tror aldrig – jeg tror aldrig – det er sket før, at VU har væltet en landsformand efter blot et enkelt år," skulle daværende folketingsmedlem Anders Fogh Rasmussen have sagt direkte henvendt til Løkke, efter han i juni 1986 havde kuppet sig til posten som formand i Venstres Ungdom.

Forud var gået 12 måneder, hvor den røde fløj helt uhørt og i al hemmelighed havde kørt det 21-årige byrådsmedlem Lars Løkke Rasmussen i stilling som modkandidat til daværende VU-formand Lars Møller Sørensen. 

Ifølge TV 2 havde han uden at bekende kulør rejst rundt til lokalforeninger og holdt foredrag om sine rejser bag jerntæppet i Øst. Imens blev medlemmerne kimet ned af en ringehær, som lod forstå, at Lars Løkke Rasmussen ville udfordre den sorte Lars Møller Sørensen. Og at det nok ville være en god idé at stemme på Lars Løkke Rasmussen.

Foto: Scanpix
Foto: Scanpix
Foto: Scanpix

I løbet af foråret 1986 slap hemmeligheden ud, og i juni-nummeret af bladet Liberal Debat forklarede Lars Løkke Rasmussen, at han nærmest følte sig forpligtet til at række ud efter formandsposten.

"Jeg har fået stadig flere opfordringer, som har været af en sådan karakter og et antal, at jeg ikke har kunnet sidde dem overhørig," sagde han.

Foto: Scanpix
Foto: Scanpix
Foto:

Missionen lykkedes. Ved et landsstævne på Løkkes hjemmebane i Nordsjælland vandt udfordreren i slutningen af juni 1986 med stemmerne 219 mod 150.

Han var VU-formand frem til 1989.

"Jeg tror, at mange var bange for ham"


Løkke på Venstres landsmøde i 2000. Foto: Scanpix.

Løkke fortsatte de efterfølgende år sin opstigning i dansk politik. Ud over erfaringerne fra VU kunne han også trække på en succesrig tid fra Græsted Byråd, hvor han blev valgt ind i 1985. Her blev han hurtigt kendt som et engageret byrådsmedlem, der gerne brugte mange timer på forvaltningskontorerne for at få embedsmændene til at gøre ham klogere på kommunens tekniske krinkelkroge.

Han blev viceborgmester i Græsted i 1994; samme år blev han valgt til Folketinget. I 1998 blev han som 33-årig landets yngste amtsborgmester nogensinde, da han overtog den politiske styring af Frederiksborg Amt.

Han var dog ikke en ubetinget succes på posten. Han fik godt nok gennemført en såkaldt perspektivplan, som adresserede nogle mindre trafikale problemer i amtet. Men ifølge Politiken fik han ikke løst amtets problemer med sygehusene, fordi han også forsøgte at passe sin poster som folketingsmand og næstformand i Venstre.

Berlingske har i et portræt betegnet ham som "den kontroversielle amtsborgmester, der forsøgte at udlicitere det halve Frederiksborg".

Derudover mener flere, at han var brutal over for amtets embedsmænd.

"Jeg tror, at mange var bange for ham," sagde tidligere borgmester og medlem af amtsrådet Finn Hansen (K) mange år senere til Ritzau.

Løkke var allerede dengang voldsomt stærk på teknikken. Men han kunne også være intimiderende.

"På den ene side er han en af de dygtigste politikere, jeg har mødt, men på det menneskelige plan har han en besynderlig brist, hvor han kunne finde på at ydmyge folk under møder; jeg tror, at folk var bange for ham," har socialdemokraten Carsten Bo Jensen sagt.

Måske var det derfor, Løkke efter valget i 2001 var tæt på at blive kuppet. Typisk for dansk politisk største overlever undveg han dog, da Helsingørs borgmester, Per Tærsbøl (K), endte med at bakke op om den siddende borgmester.

Kort efter forlod Lars Løkke Rasmussen amtsrådet for at blive indenrigs- og sundhedsminister i Anders Fogh Rasmussens regering. Han efterlod et hul i amtskassen på 150 millioner kroner, som siden gav ham en næse fra Justitsministeriet.

Få år senere gennemførte han som indenrigs- og sundhedsminister en strukturreform, som sammenlagde en stribe kommuner, amterne blev nedlagt, og regionerne var en realitet.

"Det er ikke altid lige sjovt at beskæftige sig med politik" 


Løkke under presseorkan ved sin første bilagssag i 2008. Foto: Scanpix.

Efter en succesfuld periode som indenrigs- og sundhedsminister blev Lars Løkke Rasmussen finansminister efter valget i 2007. Og Anders Fogh Rasmussen havde hugget arvefølgen i sten ved offentligt at erklære, at Løkke ville være egnet som statsminister.

Alligevel blev den sidste del af nullerne en omtumlet periode i Løkkes politiske liv. Først og fremmest blev han ramt af den første af flere bilagsskandaler. 

Det kom frem, at han som amtsborgmester og minister havde ladet skatteyderne betale for restaurantbesøg, taxakørsel og hotelovernatninger. Sagen kørte i måneder, og embedsmænd i Finansministeriet skulle ifølge Berlingske have overvejet, om deres minister mon skulle forfølge en civil karriere.

Løkke var også selv ved at få nok.

"Det er ikke altid lige sjovt at beskæftige sig med politik," sagde en tydeligt udbrændt Løkke fra talerstolen ved Venstres landsmøde i Herning i 2008.

"Og i et svagt menneskeligt øjeblik – og dem er jeg bestemt leveringsdygtig i – kan man endda finde på at spørge sig selv, hvorfor man egentlig gider," fortsatte han.

Ifølge Politiken tog bekymrede venner i Løkkes inderkreds affære og sendte efterfølgende næstformanden og familien på tre ugers ferie i Carl Holsts ferielejlighed på Tenerife. 

Det lykkedes siden at dysse sagen ned. Lars Løkke tilbagetalte flere beløb og donerede også penge til velgørende formål, ligesom Venstres partikasse også betalte et større beløb.

"Det er en stor dag for Lille Lars fra Græsted"


En udkørt Løkke under COP15 i 2009. Foto: Scanpix.

I marts 2009 blev Anders Fogh Rasmussen generalsekretær for Nato og overlod som ventet styringen til Lars Løkke Rasmussen. Hans første tid som statsminister blev dog særdeles tumultarisk.

"Det er en stor dag for Lille Lars fra Græsted," sagde Løkke fra talerstolen ved det ekstraordinære landsmøde, hvor han officielt overtog efter Fogh.

Problemet for ham var imidlertid, at han hang fast i en fortælling om en vikar, som var overmatchet. Meningsmålingerne var rædderlige, og Løkke fik massiv kritik for sin optræden ved det stort anlagte COP15.

Regeringen og især klimaminister Connie Hedegaard (K) havde sat alt ind på, at verden med Danmark som forhandlingsleder skulle lande en stor og bindende klimaaftale.

Men det kiksede.

Tilbage stod billedet af en udkørt Løkke, som foran FN-forsamlingen snublede i formalia og sagde de ikoniske ord.

"I know I ganged the ... I banged. I made this banging."

De politiske kommentatorer var også nådesløse i deres dom over Løkke i den periode.

"Hvis man ser på den politiske historie, så vil folk ikke have naboen som statsminister," sagde Niels Krause-Kjær til Ritzau i 2010 og fortsatte.

"Lille Lars fra Græsted kan ikke vinde et valg. Det er kun statsminister Lars Løkke Rasmussen, der har en mulighed for at vinde et valg."

 Gav efterlønnen kniven


Efterlønnen skal afskaffes, sagde Løkke under sin nytårstale i 2011. Foto: Scanpix.

Løkke havde længe været en presset mand, da han 1. januar 2011 holdt sin anden nytårstale som statsminister. Men pludselig gik han i offensiven med et markant udspil

"For alle jer, der er under 45 år, foreslår vi, at efterlønnen helt afskaffes. For resten af jer vil vi ændre efterlønnen, så ændringerne er størst for de yngste af jer og mindst for de ældste," sagde han.

Få dage efter viste en meningsmåling overraskende, at mere end 40 procent stod bag Løkke. Og i løbet af foråret lykkedes det at få både R og DF med om bord i en aftale, der var med til at give statsministeren momentum.

Rød blok havde længe ført solidt, men på valgdagen i september 2011 tabte blå blok i en knivskarp afgørelse, hvor Venstre endda gik frem til 47 mandater. 

"Kære Helle. Pas godt på nøglerne. De er kun til låns," sagde en selvsikker Lars Løkke Rasmussen og mødte euforisk jubel fra VU'erne til valgfesten på Islands Brygge.

De efterfølgende måneder red Lars Løkke på en bølge af medvind og positive meningsmålinger.

Men så kom en ny tsunami af skandaler.

"En ræv, der lige er sluppet godt fra at stjæle endnu en af bondens høns"

Løkke efter at have landet den famøse aftale i kælderen i 2014. Foto: Scanpix.

Under Venstres landsmøde i 2013 var en stribe journalister interesserede i at høre om formandens rejsevaner, når han var i tjeneste for den internationale klimaorganisation GGGI.

"Jeg har ikke nogen kommentarer," forsøgte en tydeligt irriteret V-formand.

Senere gjorde han det klart, at organisationens rejseregler blev fulgt til punkt og prikke.

Men det lukkede ikke sagen ned. For befolkningen var forarget over, at han fløj på 1. klasse til 64.000 kroner per billet, ligesom han indtog champagne og kaviar på sine rejser.

I foråret 2014 kom det så frem, at også Venstres partikasse havde betalt 152.000 kroner for at "ekvipere" formanden med dyre jakkesæt fra en eksklusiv herretøjsforretning på Frederiksberg. Baglandet var i oprør.

Og oven på et rædsomt europaparlamentsvalg i maj var stemningen på kogepunktet. På et tidspunkt rejste ti V-medlemmer sig på et gruppemøde for at kræve formandens afgang.

Nu skulle Kristian Jensen være formand.

Oprørerne fik mobiliseret et ekstraordinært landsmøde 3. juni 2014 i Odense Congress Center. I løbet af dagen havde talrige politiske kommentatorer erfaret, at Løkke ville trække sig, og de stod i timevis og botaniserede i V-formandens politiske nekrolog.

Kristian Jensen skulle bare gribe ud efter magten. Men han tøvede, og det udnyttede overleveren Løkke Rasmussen.

Han fik lokket Kristian Jensen ned i en kælder, hvor han lod forstå, at han agtede at køre Søren Gade i stilling som modkandidat. Om de ikke i stedet kunne indgå en aftale om at være et stærkt formandskab?

Jensen accepterede, og de gik sammen op og mødte en måbende presse. Her tog Niels Ahlmann Olesen et ikonisk billede.

"Lars Løkke Rasmussen ligner en ræv, der lige er sluppet godt fra at stjæle endnu en af bondens høns," sagde fotografen senere.

"Magten skifter"

Løkke fortsætter som V-formand trods nedsmeltningen i blå blok. Foto: Scanpix.

Nu står han så i en umulig situation igen. Den seneste periode som statsminister har været præget af dyb splittelse i blå blok, som nedsmeltede.

Men Venstre fik et flot resultat. Efter en valgkamp, hvor Løkke både udgav en samtalebog og mere end flirtede med Mette Frederiksen, gik V hele ni mandater frem.

Det er ikke længere indlysende, at Løkke på den korte bane er en færdig mand i dansk politik.

Han sagde heller ikke et ord om at stoppe som V-formand i sin tale.

"Magten skifter," lod han forstå. Alligevel har han ikke opgivet ambitionen om at fortsætte som statsminister, selvom han i morgen begærer sin afsked til dronningen.

"Repræsentanter fra Venstre vil til dronningen anbefale, at der dannes en regering under min fortsatte ledelse med ambition om at bygge bro over midten i dansk politik."

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt så Løkkes tale og kunne ikke holde smilet tilbage på DR.

"Det er typisk Lars. Han forsøger at skabe så meget forvirring som muligt for at bringe sig selv i spil."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00