Merete Riisager anmelder: Vi skal have flere som Ritt

Af Merete Riisager, 
Fhv. undervisningsminister og MF (LA)

Ritt Bjerregaard er et bemærkelsesværdigt menneske.

Det vidste jeg godt, før jeg læste tredje bind af hendes erindringer, men jeg er kun blevet bekræftet i min opfattelse.

Hun er politisk historie i levende live, en ur-kraft og en kvindesagsforkæmper i ordets oprindelige betydning. Hun har kastet sig ud i drabelige politiske slag og trådt op på øl-kassen til skue, spot og spe uden at skåne sig selv. Derfor føler jeg mig både betaget og underholdt, når jeg læser ”Udenfor”. Det tror jeg, mange andre læsere, vil være enige i.

Ritt sidder ikke og venter på chancen
De unge gider ikke lære af de ældre. Det gjorde Ritt heller ikke, da hun var ung. Sådan konkluderer Ritt Bjerregaard selv i tredje værk af sine erindringer. Men der er nu meget, min generation af kvinder kan lære af den aldrende politiker. Ritts forhold til magten er uprætentiøst og præget af den opfattelse, at hun selv må regne med at gøre alt arbejdet. Hun sidder ikke og venter på, at hun får chancen, eller at nogen skal give hende anerkendelse og opdage hendes talent.

Der er meget, min generation af kvinder kan lære af den aldrende politiker. Ritts forhold til magten er uprætentiøst og præget af den opfattelse, at hun selv må regne med at gøre alt arbejdet.

Merete Riisager

Hun arbejder hårdt, træder frem, bygger alliancer og placerer sig der, hvor magten er. Ritt er et efterkrigsbarn og en slider. I de mange år med hendes mand historikeren Søren, taler de om, at hvis katastrofen indtræffer, kan de trække sig tilbage til landstedet Stestrup Old og leve af afgrøderne der. Det er i årene med koldkrig og frygt for atomkrig, tanken opstår, og det bliver selvsagt aldrig aktuelt. Men idéen er sigende for Ritt, der tager mange chancer i livet, men som også har skabt sig et ståsted, hvor hun kan træde tilbage og genvinde kræfterne: hendes forældre, Søren, vennerne, landstedet og de fynske æbler.

I min generation er det mere moderne blandt fremtrædende kvinder at skrive læserbreve om, hvor uretfærdigt det er, at man som moderedaktør eller kommunikationsrådgiver ikke får tilbudt tunge direktørposter eller pladser i attraktive bestyrelser. Vi er en generation, der har haft det let, og derfor forventer vi os ofte meget af tilværelsen uden at være villige til at gøre den indsats, der fører os i retning af mulighederne. Vi vil have det hele til den halve pris. Med Ritt er det omvendt. Hun bringer sig selv i spil og tager ufatteligt mange tæsk med en sammenbidthed, der er en garvet bokser værdig. Hun ærgrer sig, når tingene går skævt, men hun genfinder fodfæstet og finder ud af, hvad hendes næste træk skal være.

Den gode udvikling skal komme fra staten og EU
Rent politisk er det naturligvis interessant at være blå som himlen og havet og læse en erindringsbog af en rød politiker. Ritt er socialdemokrat med stort S, så hun tror fuldt og fast på, at den gode udvikling skal komme fra staten og fra EU. Civilsamfundet fylder ikke ret meget. Hun beskriver blandt andet forløbet omkring euroen, og hvor knusende nederlaget var, da danskerne valgte euroen fra. Poul Nyrup var tæt på tårer.

Regulering betragtes helt overvejende som positivt, og Ritt ser det som sin opgave at stille sig i spidsen for dette. I årene som kommissær får Ritt mulighed for at arbejde med sine hjertesager miljø, fødevarer og klima, og hun trækker tråde tilbage til sin tid som fødevareminister i Danmark.

Jeg har stor sympati for hendes kamp imod forurening og for miljø og fødevarer af høj kvalitet, men efterlyser selvsagt lidt flere refleksioner over, hvad den endeløse ”kultiveringstilgang” også kan have af bi-effekter. På side 288 undrer Ritt sig over den besværlige og bureaukratiske kontrol af økologisk æbleproduktion i Danmark, men der er ikke så mange overvejelser bogen igennem over, hvordan man holder balancen mellem nødvendig regulering og dræbende overregulering.

Bogen kan læses på flere forskellige måder. Både som et historisk nedslag i Ritts 40-årige politiske karriere og som en personskildring af et interessant menneske. I ”Udenfor”, møder vi igen andre fremtrædende politikere som Poul Nyrup, Anker Jørgensen, Svend Auken, Mogens Lykketoft, Karen Jespersen, Helle Thorning med flere. Ritt Bjerregaard lader ikke til at have haft et uproblematisk forhold til nogen af dem, og talemåden om at ”hvis du vil have en ven i politik, så køb en hund”, springer frem på pandelappen.

Vil helst have et EU med dyb integration
Ritt gør sig i bogen interessante overvejelser over store historiske begivenheder som eksempelvis EU´s øst-udvidelse, som hun er ganske kritisk over for. Ritt mener, det vil være svært for EU at opretholde retsstatsprincipperne med deltagelsen af østlande som Ungarn, Polen og Tjekkiet. Hun er kritisk over for, at landene ikke accepterer den monetære union, og at de undlader at implementere en del lovgivning fra EU.

Det er tydeligt, at hun hellere så et EU med dyb integration, end et EU der arbejder i forskellige niveauer af integration. Det er et dilemma i EU, at mange af de ”gamle lande” ikke accepter mere moderat integration, og man kunne også fremføre den holdning, at det netop er denne kompromisløshed og krav om opgivelse af suverænitet og demokratisk handlekraft i medlemslandene, der kan blive farlig for EU´s succes og beståen fremadrettet. Men Ritt er som sagt til fuld integration og Danmark ind i ”kernen af EU”.

Politiske kabinetter som værn mod bureaukratisering
Ritt er et sted i livet, hvor hendes betragtninger ikke koster noget i forhold til hendes egen karriere. Det er befriende. Eksempelvis skriver hun: ”Jeg fandt konstruktionen med et kabinet meget lærerig og nyttig; den burde kunne bruges i ministerierne i Danmark. (…) I Danmark er embedsmændene, ikke mindst Udenrigsministeriet, indimellem tæt på at optræde i en politisk funktion, selvom de netop ikke er politisk ansatte rådgivere. Det medfører en voldsom bureaukratisering og en manglende politisk styring. – Det ville være rart at se en ændring her.” I dette tilfælde er jeg kommet frem til den samme konklusion – efter en langt kortere politisk karriere, end den Ritt har præsteret.

”Udenfor” kan som nævnt også læses som en personskildring, hvor man hopper lidt lettere hen over de lange beskrivelser af møder, begivenheder og personer. Ritt Bjerregaard er kendt for at være en hård negl, men i denne bog titter hun også frem som menneske. Det er yderst klædeligt. Hun sidder i æbleplantagen og taler med sin afdøde far, og hun gør sig tanker om sin egen alderdom og kræftsygdom. Hun nævner nærmest i en bisætning, at hun i sit liv har haft to graviditeter uden for livmoderen. Hun fortæller om sine personlige kampe med en fagbevægelse, hun opfattede som mandsdomineret og stivnakket og viser både muligheder og omkostninger ved et liv i top-politik på en direkte og upyntet måde.

Flere som Ritt
Jeg havde for et par år siden fornøjelsen af at spise frokost med Ritt Bjerregaard i ministerkontoret i Undervisningsministeriet. Det var en meget fin oplevelse. Hun var generøs med at øse af sine erfaringer fra dengang, hun selv sad der, og sin viden om, hvordan institutioner og regeringssamarbejde havde udviklet sig over årene. Der er nogle kvinder, der er gode til at dømme andre kvinder hårdt, og som er nærige med at øse af deres viden og erfaring til andre kvinder. Ritt er ikke en sådan kvinde. Hvis der var flere af hendes slags, tror jeg, vi ville se mere velafbalancerede statistikker for kvinders deltagelse i ledelse i både det offentlige og det private. Men vi, der er i gang, kan stadig nå at lære et og andet.

Når man kan skrive et erindringsværk i tre bind uden at kede læseren, har man i sandhed fået noget ud af tilværelsen. Jeg synes, Ritt Bjerregaard har gjort os andre en tjeneste ved at skrive så grundigt om det fantastiske liv, hun har levet, og det var en fornøjelse at læse ”Udenfor”