Debat

Messerschmidt: Den sikreste vej til at nedbryde EU er at gå løs på Ungarn – prøv bare

DEBAT: EU vil flække midt over, hvis politikere får held med at få EU til at straffe Ungarn økonomisk og politisk for at føre en politik, der bevarer landets kultur, skriver Morten Messerschmidt.

"Er det virkelig EU's
opgave at blande sig i andre landes arbejdsmarkeds- og familiepolitik?" spørger Morten Messerschmidt (DF) i dette indlæg.
"Er det virkelig EU's opgave at blande sig i andre landes arbejdsmarkeds- og familiepolitik?" spørger Morten Messerschmidt (DF) i dette indlæg.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europaparlamentet

Sikke en enighed, vi nu er vidne til blandt EU-tilhængerne. Fra EU-Kommissionen i Danmark til SF's Margrete Auken og Venstres Morten Løkkegaard er der varm enighed om, at EU skal bruge krabasken mod Ungarn og Viktor Orban.

De konservatives EU-kandidat Pernille Weiss forsøger at forklare, hvorfor hun er enig: "Et efterhånden langt liv med flere konfliktfyldte episoder og fænomener i tidens og egen dagbog har gjort mig både mere udholdende, tålmodig og analyserende". 

Efter længere tids læsning finder man ud af, at Pernille Weiss mener, at Viktor Orbans parti, Fidesz, skal smides ud af den såkaldte konservative gruppe EPP, EU-parlamentets største.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Jeg håber faktisk, at de alle tre får deres vilje.

Ren fantasi, at Ungarn skal straffes
Jeg ser nemlig helst, at EU-apparatet bliver mødt med folkelig modstand, når det misbruger sin magt og blander sig i de europæiske landes domstolspraksis, deres arbejdsmarkedsforhold, grænsekontrol og håndtering af ulovlig indvandring.

Hvis EU-ekstremisterne nede i EU-Parlamentet skulle få held til at få EU-kommissionen til at straffe Ungarn politisk og økonomisk, vil det blive mødt med en modstand – ikke bare i Ungarn – som vil sætte en effektiv stopper for yderligere forsøg på politisk og ideologisk ensretning i al overskuelig fremtid.

Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europaparlamentet

Og hvis EU-ekstremisterne nede i EU-Parlamentet skulle få held til at få EU-kommissionen til at straffe Ungarn politisk og økonomisk, vil det blive mødt med en modstand – ikke bare i Ungarn – som vil sætte en effektiv stopper for yderligere forsøg på politisk og ideologisk ensretning i al overskuelig fremtid.

Men det er den slags fantasier, som kun trives inden for glasvæggene i EU-parlamentets lydtætte osteklokke.

For det er jo ren fantasi at forestille sig, at for eksempel Polen vil gå med til en forfølgelse af Ungarn, som rent teoretisk kunne ende med, at Ungarn blev frataget stemmeretten i EU; et polsk veto er lige så sikkert som pax vobis i en katolsk kirke.  

Ligesom det er fri fantasi at forestille sig, at den konservative gruppe EPP er parat til at give afkald på generationers politisk magt ved at ofre Ungarn til de højtråbende EU-parlamentarikere og hærskaren af ikke-valgte pressionsgrupper og ngo'er.

Politisk selvmord med økonomiske sanktioner
Men hvad så med at skære i EU's tilskud til Ungarn? Og til Polen, som også forsøges lyst i band?

Jamen gør det dog! Det ville være politisk selvmord for hele det fælles-europæiske projekt.

At tildele eller inddrage økonomiske midler efter en række kriterier for god opførsel (defineret af EU-domstolen, Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, Amnesty International, LGBT-bevægelsen, Kvinfo, Greta Thunberg, Greenpeace og ... fortsæt selv listen) vil flække EU på kryds og tværs: I dag Ungarn, i morgen Italien og Østrig, i overmorgen Danmark, Slovakiet og Tjekkiet. 

Og hvad er det i grunden, som ophidser de danske EU-elskere? Morten Løkkegaard simulerer bekymring over de ungarnske lønmodtagere! Kandidaten for Danmarks liberale parti vil have EU til at blande sig i Ungarns regler for overarbejde! Men han vil ikke have EU til at blande sig i de danske dagpengeregler, vel?

Læs også

Det er også blevet fremstillet som suspekt, at Viktor Orban og hans parti vil stimulere ungarerne til at stifte familie og få flere børn ved for eksempel at give livsvarig skattefrihed til de ungarske kvinder, som får fire børn.

Hvorfor? Fordi Ungarn er i vækst og har brug for alle hænder. Hundredtusinder er emigreret. Samtidig har Ungarn en foruroligende lav fødselsrate – i øvrigt som resten af Europa. Viktor Orban har åbent og ærligt sagt, at Ungarn bør befolkes af sine egne børn, helst opvokset i solide kernefamilier, for derved at bevare sin kristne kultur og tradition, i stedet for at aftage et befolkningsoverskud fra Afrika eller den islamiske verden og dermed invitere utryghed, kiv og strid inden døre.

Fratag EU-Parlamentet stemmeretten
Er det virkelig EU's opgave at blande sig i andre landes arbejdsmarkeds- og familiepolitik? Må et land ikke have lov at føre en politik for at bevare sin kultur?

Synes man ikke i EU, at Brexit er en tilpas stor forskrækkelse? Eller er man så døv og blind, at man mener at kunne hovere over at være sluppet af med de besværlige briter?

Bag EU-elskernes forlorne bekymring for de ungarske borgere, som langt overvejende støtter Orbans konservatisme, lurer i virkeligheden EU's frygt for at miste sin legitimitet. Migrantkrisen førte til EU-elitens største politiske og moralske nederlag nogensinde. Og hvem forsvarede dengang Europas ydre grænser? Ungarn og Viktor Orban, der med rette kræver at få refunderet udgifterne til det hegn, som de rejste på europæernes vegne.

Hvis nogen skal have frataget stemmeretten i EU, er det ikke Ungarn, men EU-Parlamentet.

Og hvis nogen fortjener at blive straffet af europæerne, så bør det være de politikere, som skubbede den trojanske hest inden for murene, mens befolkningen blev lullet i søvn med ordene "Wir schaffen das!"

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)

0:000:00