Mette Frederiksen: De mindste børn kan begynde i skole og daginstitutioner næste uge

GENÅBNING: Daginstitutioner og de mindste skoleklasser åbner formentlig på onsdag efter påske, men 9.-klassernes eksaminer bliver aflyst, annoncerede statsminister Mette Frederiksen mandag aften. Virksomheder som caféer og restauranter skal fortsat holde lukket, og alle sommerfestivaler aflyses. Frederiksen afviser at have en strategi om flokimmunitet.

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Peter Pagh-Schlegel

Hvis smittetallene fortsat holder sig på den såkaldt grønne kurve, vil børnehaver og vuggestuer åbne igen onsdag 15. april, og undervisningen vil gradvis blive genoptaget i folkeskolen fra 0. til 5. klasse.

Det annoncerer statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde mandag aften, som hun kalder "første fase" i genåbningen af det danske samfund.

Det er en uge siden, at statsministeren første gang præsenterede muligheden for en "forsigtig" og "gradvis" genåbning af samfundet, men også i dag advarer hun om, at borgerne ikke skal tage for let på det.

"Det her forudsætter, at tallene er stabile, at vores adfærd er ansvarlig. Ikke kun i en uge, men i lang tid fremover. Hvis vi kan se over påsken, at tingene skrider, at vi ikke længere løfter ansvaret, så er beskeden meget klar: Så kommer vi ikke til efter påske at åbne Danmark igen," siger Mette Frederiksen.

Eleverne i folkeskolens højere klassetrin skal fortsat blive hjemme, men vil også fortsat skulle passe skolen hjemmefra. Til gengæld aflyses afgangseksaminerne for 9.-klasses-eleverne. I stedet vil deres årskarakter tælle som eksamenskarakter.

Frederiksen havde også en besked til eleverne på HF, gymnasier, erhvervsskoler og sundhedsuddannelser: "Regeringens forslag er, at I skal have lov at gå til eksamen på en anden og mere begrænset måde".

Festivaler aflyses frem til september
Åbningen af dele af samfundet betyder også, at andre dele af samfundet må polstre sig med endnu mere tålmodighed.

Restauranter, caféer, biografer, biblioteker, frisører og storcentre må fortsat vente med at holde åbent. Her forlænges lukningen foreløbig til 10. maj.

Når det gælder større forsamlinger, bliver forbuddet forlænget helt til september måned. Selv om statsministeren ikke vil komme ind på, hvad der præcis definerer en "større forsamling", gør hun klart, at det for eksempel omhandler sommerens musikfestivaler.

"Til alle jer, der har arbejdet hårdt med at planlægge festivaler, markeder og andre store begivenheder hen over sommeren har jeg desværre også en alvorlig melding. Forbuddet mod de store forsamlinger fastholdes til og med august. Jeg ved, det er en træls besked at få. I er rigtigt mange ildsjæle, der har slidt og slæbt for at få disse fantastiske arrangementer på benene," siger Mette Frederiksen.

Læs også

Ingen strategi om flokimmunitet
Under pressemødet blev der desuden spurgt ind til, om regeringen har en bevidst strategi om at skabe flokimmunitet ved at få flere til at smitte hinanden som et resultat af samfundsåbningen. Det afviste statsministeren pure.

"Vi har ikke en strategi i Danmark, der handler om flokimmunitet. Men indtil vi har en effektiv behandling eller vaccine, må vi erkende, at flere vil blive smittet," sagde statsministeren.

Også Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut, der tidligere har talt om flokimmunitet, bakker statsministerens udsagn op.

"Det er en strategi at sørge for, at smittekurven får et knæk. Det er ikke som sådan en strategi at opnå immunitet. Det er en strategi at sørge for, at folk ikke bliver smittet," siger Kåre Mølbak.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00