Analyse af 
Erik Holstein

Mette Frederiksen har et stærkt udgangspunkt

ANALYSE: Med en politisk linje i trit med kernevælgerne og en stærk økonomi som bagtæppe har Mette Frederiksen et langt bedre udgangspunkt end Thorning. Men det kan blive dyrt, at Thulesen føler sig snydt af sin tidligere alliancepartner.

Som altid var der højt humør ved udnævnelsen af en ny regering. Og denne gang&nbsp;har ministrene mere at grine af end i 2011.<br>
Som altid var der højt humør ved udnævnelsen af en ny regering. Og denne gang har ministrene mere at grine af end i 2011.
Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Erik Holstein

Stemningen er markant anderledes, end da en forslået Helle Thorning-Schmidt (S) kom vaklende ud af Det Sorte Tårn i efteråret 2011. Blandt socialdemokraterne er der denne gang glæde og optimisme over den nye regerings politiske grundlag og et ministerhold, der indeholder stærke ideologiske esser.

Der er ikke smertefulde reformer i sigte, og i ”forståelsespapiret” mellem S, SF, EL og R forpligter regeringen sig til at bekæmpe den stigende ulighed. Det er lagt op til en klassisk venstresocialdemokratisk linje, og partiet tager et meget direkte opgør med Thorning-Corydon-æraen.

Det blev torsdag banket fast i en bemærkelsesværdig leder i det socialdemokratiske hoforgan, netavisen Pio. Her blev ”nødvendighedens politik” erklæret for død, ”Det Sorte Tårn kastet i grus”, og ”Bjarne Corydons onde teknokratiske ånd fordrevet”. Intet mindre.

Interessant nok indeholder lederen også et par grundige spark til Radikale, mens Enhedslisten får ros for en pragmatisk forhandlingsstil under det tre uger lange tovtrækkeri.

Den socialdemokratiske masterplan lykkedes lidt for godt. Thulesens nederlag blev alt for stort, og dermed mistede Mette Frederiksen nogle manøvremuligheder.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Ideologerne rykker frem
Den nye socialdemokratiske kurs blev yderligere understreget med torsdagens ministerudnævnelser. Her er tale om en regering præget af ideologer frem for teknokrater.

Den nye beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard, har længe været i front mod finanskapitalen, mens boligminister Kaare Dybvad har kastet sig ind i kampen mod parallelsamfund og det opdelte Danmark, inspireret af forfatteren Lars Olsen.

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil er sammen med uddannelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen gået i clinch med Finansministeriets regnemetoder, mens integrations- og udlændingeminister Mattias Tesfaye har skabt et venstreorienteret grundlag for en stram udlændingepolitik.

Det er ministre, der afspejler den kombination af en venstresocialdemokratisk økonomisk politik og en stram udlændingepolitik, som er statsminister Mette Frederiksens særkende. Det miks flugter godt med de socialdemokratiske kernevælgere, og alene det giver et bedre udgangspunkt end det, Thorning havde i 2011.

Dyb krise
Der er også rent objektive fordele, der gør den nye regerings opgave lettere. Thorning fik en uriaspost i 2011, hvor hun ikke alene blev tvunget til at gennemføre borgerlige reformer, men også måtte kæmpe med en dyb økonomisk krise. Her er Mette Frederiksen anderledes heldig: Hun overtager en super stærk økonomi.

Samtidig har socialdemokraterne denne gang været mere forsigtige med at afgive løfter, belært af de konstante beskyldninger om løftebrud sidste gang. Den mere tilbageholdende stil var en ulempe i valgkampen, hvor Mette Frederiksen havde svært ved at mobilisere den store entusiasme. Men efterfølgende er det en fordel, at forventningerne ikke er skruet vildt i vejret.

Kampen om de nedslidte
Men på et punkt er der et betydeligt forventningspres: Det socialdemokratiske udspil om tidligere pension til nedslidte var den perfekte ouverture til valgkampen, et tema, der viste sig at have meget bred appel. Her kan det blive svært at levere.

Socialdemokraternes udspil er ikke nævnt i forståelsespapiret mellem de fire partier af den simple grund, at Radikale ikke er med på idéen. Radikale holder sig til den aftale om seniorpension, partiet indgik med VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti kort før valget.

Dermed er det op til Dansk Folkeparti, om den socialdemokratiske kongstanke bliver til virkelighed. DF-formand Kristian Thulesen Dahl har hidtil afvist at hjælpe, medmindre socialdemokraterne tog skridtet helt ud og opsagde velfærdsforliget inden valget.

Det skete ikke, men den socialdemokratiske kalkule er, at Thulesen ikke kan holde til at sige nej til tidligere pension til nedslidte med henvisning til ”noget forligsjura”. Det ville under normale omstændigheder være rigtigt, men meget er ændret på få måneder.

DF's nederlag for stort
Thulesen var ikke inviteret om bord i det socialdemokratiske udspil, da det kom i januar – selvom de to partier havde opbygget et tillidsfuldt samarbejde. DF-formanden fandt aldrig sine ben i sagen, og det blev indledningen til den store nedtur.

Efter det katastrofale valgnederlag er Thulesens lyst til at hjælpe Mette Frederiksen meget begrænset. Det gør det tvivlsomt, om ”Arne” – fra de socialdemokratiske valgplakater – får den tidligere pension, han havde håbet på.

På sin vis lykkedes den socialdemokratiske masterplan for godt. Kombinationen af Mette Frederiksens succes med at vinde stemmer over midten og reaktionen mod Rasmus Paludans (SK) ekstreme optræden medvirkede til nedsmeltningen af DF. Men Thulesens nederlag var alt for stort – set med socialdemokratiske øjne.

FOA-flertallet røg
Planen om at surfe fra side til side i folketingssalen er nu blevet sværere at udføre. Socialdemokraterne havde håbet at udnytte det såkaldte FOA-flertal mellem S, SF og DF, men det flertal er helt væk nu. Og Thulesen er så presset, at han er tvunget ud i en mere bidsk position over for Mette Frederiksen.

Fra en socialdemokratisk synsvinkel havde det givet bedre manøvremuligheder, hvis valget var kommet i januar, hvor DF lå til 17 procent, mens Radikale tumlede rundt omkring 6 procent. I bagklogskabens lys havde det været klogere af socialdemokraterne at fremlægge forslaget om tidligere pension til nedslidte i et parløb med DF.

To smalle regeringer
Sammenlignet med Lars Løkkes Rasmussens smalle Venstre-regering fra 2015 til 2016 står S-regeringen alligevel med et bedre udgangspunkt.

I modsætning til Løkke har Mette Frederiksen den fordel, at hun i princippet har flertal for alle centrale dele af sit partis politik – såvel i befolkningen som i Folketinget.

Det gælder hovedlinjen i den socialdemokratiske velfærdspolitik, det gælder den stramme udlændingepolitik, og det gælder miljø og klima.

Grøn regning i horisonten
Klima er det kit, der skal binde den socialdemokratiske regering sammen med alle tre støttepartier. Her har S fra starten været villig til at give indrømmelser.

Det var derfor ikke overraskende, at Socialdemokratiet gik med til at reducere CO2-udslippet med hele 70 procent i 2030. Det er en dyr plan, der kan give problemer på længere sigt, hvis omkostningerne for almindelige danskere ikke håndteres med omhu. Hvis nogen er tvivl, kan man se på De Gule Veste i Frankrig.

Men det varer et stykke tid, før det for alvor kommer til at gøre ondt, og lige nu er det reelt umuligt at danne sig et overblik over omkostningerne ved den grønne omstilling. Det kommer meget an på den teknologiske udvikling – og hvor meget danske virksomheder kan tjene ind, hvis Danmark bliver førende på hele den grønne teknologi.

Hjørner af udlændingepolitikken
Udlændingepolitikken er det emne, der skaber størst splid i forhold til det parlamentariske grundlag. Her gav Mette Frederiksen temmelig mange indrømmelser under regeringsforhandlingerne.

De fleste indrømmelser var ventede og relativt uproblematiske. Lindholm ryger, der tages igen kvoteflygtninge, de lave ydelser bliver hævet noget – og de afviste asylansøgere bliver placeret på et andet center end Sjælsmark. Intet af dette strider mod udsagn i valgkampen.

Paradigmeskiftet
På et enkelt punkt har socialdemokraterne imidlertid bevæget sig ud i et farligt grænseland. Det gælder DF's hjertebarn, paradigmeskiftet, som Mette Frederiksen i valgkampen gav indtryk af, ville blive opretholdt.

Kernen i det sprogligt umulige begreb er, at flygtninge skal sendes hjem, så snart der bliver fred i hjemlandet. Her fik Radikale indført en passus om, at flygtninge faktisk kan få lov at blive i Danmark - selvom der bliver fred i hjemlandet. Betingelsen er, at de er i arbejde og i mindst to år har arbejdet i samme branche.

På det principielle plan er det ubetinget et brud med paradigmeskiftet.

Socialdemokraternes argumentation er, at det i praksis ikke vil have nævneværdig betydning, fordi kun et meget lille antal flygtninge anvendte denne kattelem sidst, der var mulighed for det i lovgivningen.

Det ændrer bare ikke ved, at netop den indrømmelse giver et reelt angrebspunkt for de blå partier. Som de allerede har udnyttet.

Mettes akilleshæl
Med de mange DF-vælgere, man har fået ind i folden, er socialdemokraterne stadig sårbare, når det gælder udlændingepolitikken. Hvis Thulesen op til næste valgkamp kan præsentere en kurve, der viser, at tilstrømningen af ikkevestlige migranter og flygtninge igen er steget under en S-regering, får Mette Frederiksen store problemer.

Det er S-ledelsen opmærksom på, og ”den brede udlændingepolitik” vil blive afhandlet med de blå partier. Hovedtegningen er ikke ændret, selvom manøvremulighederne er blevet færre.

De næste fire år bliver svære, og der kommer masser af parlamentariske kriser. Mette Frederiksen får brug for al sin balanceevne, for der er mange lumske skær, der lurer under hendes skib. Men hun har et solidt ideologisk søkort at manøvrere efter.

Det manglede Helle Thorning-Schmidt, da hun indtog Statsministeriet for otte år siden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00