Mette Frederiksen vinder Ting-prisen for corona-taler: ”Den suverænt sværeste opgave, jeg nogensinde kommer til at møde”

PRIS: Generationers tillid til samfundet var på spil, da covid-19 ramte. Og lovgivning er ikke tilstrækkeligt, når "helt almindelig opførsel potentielt kan slå andre mennesker ihjel". Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), da hun modtog årets Ting-pris.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Karl Emil Frost

”Det utroligt specielle i marts måned var, at en statsministertale for første gang i moderne tid handlede om liv og død.”

Det sagde statsminister Mette Frederiksen (S), da hun i Altingets gård modtog Ting-Prisen, der hvert år bliver uddelt af Altinget til en dansk politiker, der gennem sin politiske kommunikation har formået at bringe Christiansborg tættere på vælgerne.

Inden Mette Frederiksen den 11. marts tonede frem på danskernes tv-skærme og med ét lagde hele samfundet i dvale i kampen mod coronasmitte, havde hun selv set billederne fra lande, hvor militærkøretøjer hentede ligene. Hvor man forholdt sig til, om skøjtebaner skulle bruges til at opbevare ofrene for den globale pandemi.

Og et enkelt spørgsmål definerede fra begyndelsen, hvordan hun besluttede at håndtere krisen, og hvordan hun talte til danskerne foran de snurrene kameraer i Spejlsalen, fortalte Mette Frederiksen i takketalen, som du kan se i fuld længde i videoen i bunden af artiklen.

”Hvad ville det gøre ved vores samfund, hvis det var dén oplevelse og dén erfaring, som ville blive givet videre til de næste generationer? At den dag, hvor lokummet brænder – for at sige det rent ud – så vil samfundet ikke være der for os?,” sagde statsministeren.

Kunne sætte tilliden over styr
Covid-19 var nemlig begivenheden, som havde potentiale til at vende det hele på hovedet og sætte danskernes grundlæggende tillid til samfundet over styr, lød analysen i Statsministeriet.

Og da pandemien for alvor fik fat i foråret, havde talerne i Statsministeriet et afgørende formål.

”Vi skulle insistere og holde fast i vores samfundsmodel og turde tro på, at den også kunne få os igennem den her krise, og så skulle vi tale op til hinanden,” Sagde Mette Frederiksen

For selvom man kan komme langt med lovgivning og påbud, så er det ikke tilstrækkeligt, ”når vi holder hinandens liv i hænderne, og helt almindelig opførsel potentielt kan slå et andet menneske ihjel”, lød det.

"Vi skulle fremme det allerbedste i os og fremme troen på, at fællesskabet er den rigtige ramme for hver enkeltes adfærd,” sagde statsministeren og tilføjede:

”Men vi skulle også kommunikere og formulere helt konkrete budskaber: Hvornår lukker skolerne, og hvornår åbner de igen? Hvem skal arbejde hjemme, og hvem skal ikke? Hvad med den offentlige sektor, og hvad med den private?” sagde Mette Frederiksen.

Hun understregede, at hun deler prisen med alle de mennesker, som hjælper hende med at forme talerne.

”Det, vi skulle præstere og formulere i marts, er suverænt den sværeste kommunikationsopgave, jeg nogensinde kommer til at møde.”

Ord, som tvang os til at lytte
At statsministeren var dybt afhængig af sine ords tyngde, da krisen ramte, blev fremhævet af chefredaktør for Altinget og Mandag Morgen, Jakob Nielsen, inden han overrakte prisen.

”Da du trådte ind i det rum til de pressemøder, havde du til syvende og sidst ikke andet end dine ord. Man kan nemlig ikke forbyde sig ud af corona. Folk skal være med,” sagde Jakob Nielsen.

Og det sikrede statsministeren med ord om at stå sammen ved at holde afstand, ved at introducerede begrebet samfundssind og med den berømte sætning om, at vi beder de svageste om at være de stærkeste, sagde han og konstaterede:

"Det var ord, som tvang os til at lytte."

Men Jakob Nielsen understregede, at en statsministers ord kun kan vække genklang i befolkningen, så længe der hersker grundlæggende tillid til det politiske system.

”Når historikerne skal se på denne her vilde periode af danmarkshistorien, tror jeg, de vil konkludere, at tilliden måske mere end noget andet var det, der bar danskerne gennem krisen,” sagde han og brugte anledningen til at opfordre statsministeren til at ændre offentlighedsloven for at skabe større gennemsigtighed.  

”Vi har slået fast, at ord var statsministerens vigtigste våben i kampen mod corona. Men uden tilliden havde ordene ikke virket. Ord uden tillid er som et gevær uden patroner."

Se talerne i videoen her. Jakob Nielsen taler fra minut 3 og Mette Frederiksen fra minut 12:

 

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Jakob Nielsen

Ansv. chefredaktør, Altinget
journalist (DMJX 1998)

0:000:00