Kommentar af 
Michael Baggesen Klitgaard

Michael B. Klitgaard: Det er ledelse og ikke ideologi, der er de borgerliges problem

KOMMENTAR: Det bliver ikke ideologiske debatter, der løser krisen i blå blok. Det er nærmere stærk ledelse og grundlæggende troværdighed, der skal fokus på, hvis de borgerlige for alvor skal udfordre den siddende regering, skriver Michael Baggesen Klitgaard.

Tidl. statsminister og V-formand Lars Løkke Rasmussen fik skylden for blå bloks kollaps ved valget i 2019. Men kimen til nederlaget blev sået med DF-formand Kristian Thulesen Dahls tøven og tidl. LA-formand Anders Samuelsens overmod, skriver Michael B. Klitgaard.
Tidl. statsminister og V-formand Lars Løkke Rasmussen fik skylden for blå bloks kollaps ved valget i 2019. Men kimen til nederlaget blev sået med DF-formand Kristian Thulesen Dahls tøven og tidl. LA-formand Anders Samuelsens overmod, skriver Michael B. Klitgaard.Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det borgerlige alternativ til den nuværende regering kan ikke finde fodfæste. En af årsagerne er, at samarbejdet mellem de borgerlige partier lider under det forhold, at særligt Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fejlfortolkede det mandat, de blev givet. Det ene parti ville have magten, men kunne ikke forvalte den. Det andet kunne tage magten, men ville ikke røre ved den.    

Det siger ikke så lidt om de borgerlige partiers problemer med at skabe fælles fodslag, at Corona-pandemiens eneret på opmærksomhed i medierne, er blevet udfordret af netop den problematik. Talrige er indslagene i såvel trykte som elektroniske medier, der siden valget i 2019 og især siden foråret har beskæftiget sig med ’krisen i blå blok’.  

I den dybdegående ende af skalaen er Weekendavisens nu tilendebragte serie af interviews med borgerlige personligheder og intellektuelle som Liberal Alliances Henrik Dahl og tidligere litterær direktør på Gyldendal, Johannes Riis. Hver især bidrog de med skarpe iagttagelser og selvkritiske analyser af de borgerlige partiers problemer.

I et angiveligt forsøg på kigge ind i (som det jo hedder) borgerlighedens fremtid, bestod seriens finale i et gruppeinterview med fire yngre borgerlige stemmer fra Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. De unge borgerlige politikere er nok meget uenige om hvor vidt skatten skal op og velfærden ned, eller omvendt, men er til gengæld forbløffende enige om, at problemet i den borgerlige lejr skyldes manglende fodslag om en grundlæggende ideologisk retning.

Fakta
Michael Baggesen Klitgaard (født 1971) er leder af Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected].

I Weekendavisens artikel fra d. 24. juli lyder det således, at de borgerlige partier mangler ”en positiv vision”, at partierne skal samles om at give ”borgerlige svar på tidens udfordringer”, at borgerlige politikere ikke er skrivende nok og udgiver for få bøger, ”der formulerer brede, intellektuelle tanker”. Det summerer alt i alt op til, at der simpelthen mangler ”en samlet, positiv borgerlig fortælling”.

Det kan undre, at problemerne gøres til et spørgsmål om ideologi og en samlende fortælling. Dels af den simple årsag, at selv behjertede forsøg på at finde hovedplottet er mere egnet til eskalere uenighederne end til bilægge dem. Den samlede fortælling vil jo altså skulle rumme Liberal Alliances bestræbelser på at reducere velfærdsstatens omfordelende skatter, og finansiere reduktionen med en tilsvarende rundbarbering af en række social- og uddannelsespolitiske programmer.

Det er ikke gjort med, at den borgerlige leder er en troværdig alternativ statsministerkandidat. Der skal også være troværdighed om samarbejdet på tværs af borgerlige partier. 

Michael Baggesen Klitgaard
Leder af Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet

Og samtidig give plads til Dansk Folkepartis bestræbelser på at være et alternativt socialdemokrati, der omfavner velfærdsstaten og dens høje skatter, og gerne undgår at gøre udlændinge til en del af omfavnelsen. For der skal også være plads til de nationalkonservative, som gerne bruger statsmagten til at regulere, hvordan folk må klæde sig, samt liberale som ikke kan se, hvorfor staten skal blande sig i det.  

Ideologiske debatter i den borgerlige lejr er nok næsten lige så ubrugelige som fundament for et slagkraftigt alternativ til den nuværende regering, som ophedede diskussioner mellem rettroende marxister og reformvenlige socialister var det i 1970’erne. De unge borgerlige stemmer kan til gengæld trøste sig med, at problemet nok ligger et andet sted, og i virkeligheden er mere simpelt. Det ligner til forveksling det, Socialdemokratiet stod med efter Nyrup-æraen.

Op gennem 00’erne blev der gjort ikke så lidt ud af diskussionen om ’det manglende socialdemokratiske projekt’. Det viste sig, at mangelvaren var intern ro om ledelsesforholdene og en udlændingepolitisk linje, de blå Bjarner er med på. Mangelvaren på den borgerlige fløj er på samme måde ud til at være en ledelse, der vurderes til at have så store kompetencer, at vælgerne føler sig trygge ved at lægge magten i dens hænder.

Men det er ikke gjort med, at den borgerlige leder er en troværdig alternativ statsministerkandidat. Der skal også være troværdighed om samarbejdet på tværs af borgerlige partier. Det borgerlige samarbejde kollapsede spektakulært op mod valget i 2019. Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen er udpeget som skyldig for den begivenhed, fordi han med tilnærmelserne til Socialdemokratiet reelt undsagde de andre borgerlige partier. Men årsagen til kollapset ligger på tidligere tidspunkter.

Første kritiske tidspunkt er da Dansk Folkeparti efter 2015 valget, som landets største borgerlige parti, kunne samle regeringsmagten op, og tiltage sig kontrollen over det magtapparat, der mere end noget andet giver adgang til politisk indflydelse. Partiet havde i situationen styr på både partitropperne og vælgerne, og viste i 00’erne, at det både er dueligt og manøvredygtigt i parlamentarisk sammenhæng. Partiet kunne tage magten, men ville ikke.

Næste kritiske moment er november 2016, da Liberal Alliance ville tage magten, men ikke kunne forvalte den. Det skortede ikke på advarsler da Anders Samuelsens kæmpede sig i regering på ryggen af ultimative krav. Anskuelsesundervisningen stod Socialistisk Folkeparti for, da Villy Søvndal, Anette Wilhelmsen og Co. gjorde sig praktiske erfaringer med regeringsarbejdet under Thorning-Corydon regimet. Men ’vi kommer ikke til at lave en SF’, affejede LA-ledelsen kritikerne, hvorpå LA gjorde lige præcis det og endte som en græsk tragedie.  

-----

Michael Baggesen Klitgaard (født 1971) er leder af Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Samuelsen

Adm. direktør, UV Medico, fhv. udenrigsminister, politisk leder og MF (LA)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1993)

Henrik Dahl

MF (LA), forfatter, foredragsholder
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1987), MA (Pennsylvania 1988), ph.d. (Handelshøjskolen i København 1993)

Johannes Riis

Forlægger, Gyldendal, fhv. litterær direktør
mag.art. i litteraturhistorie (Aarhus Uni. 1978)

0:000:00