Michael B. Klitgaard: Intensiv magtkritik skaber dilemma for medierne under coronakrisen

At overkomme covid-19-krisen med færrest mulige omkostninger kræver, at vi alle ændrer adfærd, og myndighederne har taget flere instrumenter i brug for at få os til at gøre det: information, lovindgreb og økonomiske incitamenter.

Uanset typen af de anvendte instrumenter er medierne vigtige for den samlede bestræbelse på at få dem til at virke og opnå de tilsigtede ændringer i vores adfærd.

Skal vi gennem krisen så skånsomt som muligt, kræver det, at medierne anerkender, at de skal mestre en vanskelig balancegang og meget gerne overveje effekten af mediernes ageren på den samlede kapacitet til at løse krisen.

Frie medier er en afgørende søjle i et liberalt demokrati, og den forvitrer, hvis medierne gøres til et evigt lydigt transmissionsled for regeringens budskaber ud til borgerne.

Men skal det lykkes at få et helt samfund til hurtigst muligt at ændre adfærd, er medierne en afgørende kanal for smidigt og effektivt at få regeringens budskaber ud til de borgere, som skal ændre på rutiner og vaner.

Problematikken er, at hvis medierne i en krisetid intensivt dyrker magtkritikken, kan det reducere den samlede kapacitet til at løse den krise, som vi kollektivt står overfor.  

Det handler ikke om at lægge rettigheden til at stille kritiske spørgsmål fra sig. Det handler om en ekstra gang at overveje effekten af spørgsmålene, inden de stilles.

Michael Baggesen Klitgaard

Efter pressemødet i Udenrigsministeriet 14. marts fandt dele af medierne anledning til at lægge et større lod i skålen for magtkritik.

På pressemødet sagde Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, at grænselukningen er en politisk beslutning, som ikke understøttes af sundhedsfaglige anbefalinger.

Senere berettede Politiken, at styrelsens tidligere direktør heller ikke kunne finde et sundhedsmæssigt belæg for grænselukningen.

Berlingske kørte derpå historien, at Sundhedsstyrelsen forud for hasteloven, som blev lodset gennem Folketinget tidligere på ugen, havde betvivlet det sundhedsfaglige belæg for flere af hastelovens elementer.

Det er svært at skose pressen for at stille kritiske spørgsmål til en regering, som gennemfører vidtgående politiske indgreb. Det er pressen, der gør det, som pressen skal gøre.

Men effekten kan samtidig være, at den politiske beslutningsproces forsinkes, og at de adfærdsændringer, der skal bringe os ud af covid-19-krisen, indtræder senere og med svagere effekter end ønsket.

Det opfattes med rette som en demokratisk værdi, at beslutningsprocessen kan forsinkes, fordi det giver mulighed for at stille relevante kritiske spørgsmål, belyse eventuelle udeståender og ideelt set hindre magthaverne i brutalt at køre hen over politiske mindretal.

I den konkrete situation er tid bare en meget knap ressource, og politiske beslutninger træffes under indtryk af større og flere usikkerheder end normalt, herunder endog meget stor usikkerhed om den samlede effekt af politiske initiativer på en række dimensioner ud over de rent sundhedsfaglige.

I en sådan situation understøttes kriseløsningsevnen af fravær af traditionelle ideologiske og partipolitiske stridigheder.

Kan sådanne bilægges for en stund, øges befolkningens villighed til at agere på baggrund af opfattelsen, at vi er i en situation, som kræver ofre af alle.

Det er derfor, at statsminister Mette Frederiksen (S) igen og igen understreger, hvor glad hun er for Folketingets brede samarbejde om opgaven.  

Fraværet af tydelige partipolitiske konflikter bidrager til, at vi kan få alle landets borgere med og ikke kun cirka den halvdel, hvis politiske sympatier ligger hos regeringen.

Derfor er det også et stærkt, men lidet bemærket led i det politiske lederskab, når oppositionspolitikere som den konservative Mette Abildgaard erklærer, at hun føler sig tryg ved statsministerens krisehåndtering.

Det understøtter regeringens evne til at opnå adfærdsændringer i den del af befolkningen, som i øvrigt gerne ser Mette Frederiksen vippet af pinden.

Splittelse og polarisering langs partipolitiske skillelinjer er eksempelvis en af de faktorer, som hæmmer USA’s evne til at respondere på krisen.