Kommentar af 
Michael Baggesen Klitgaard

Michael B. Klitgaard: Skattepolemik spænder ben for regeringen

KOMMENTAR: Regeringspartierne er uenige om, hvorvidt finansielle hensyn, virksomhedernes interesser, eller vælgerholdninger skal dominere i skattepolitikken. Derfor spænder den ben for sig selv. Selv på en skat, hvor de tre hensyn relativt let kan forenes.

Løkke, Samuelsen og Pape kan ikke blive enige om skattepolitikken, skriver Michael Baggesen Klitgaard. 
Løkke, Samuelsen og Pape kan ikke blive enige om skattepolitikken, skriver Michael Baggesen Klitgaard. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark har haft mange skatteministre. For nogle år siden forklarede en af dem overfor mig, at når regeringer sætter pakken af skatter og afgifter sammen, sker det i en afvejning af tre forskellige hensyn.

Det ene hensyn er, at der skal kroner i kassen. Den offentlige sektor er en dyr foreteelse i moderne demokratier, og kræver et stort provenu inddrevet så smertefrit som muligt, så offentlig service, landets og borgernes sikkerhed kan finansieres. Provenuhensynet skal balanceres i forhold til hensynet til erhvervslivet.

Landets velstand fordrer konkurrencedygtige rammevilkår for virksomhederne. Et gunstigt investeringsklima handler ikke kun om skatter og afgifter, men det handler også om skatter og afgifter.

Endelig er der det evige hensyn til vælgerne. Politikerne kan ikke kun lytte til virksomhedernes ønsker. Ligningen skal også gå op med befolkningens opfattelser af rimelighed i skattepolitikken.

Fakta
Michael Baggesen Klitgaard er professor i statskundskab ved Syddansk Universitet.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Gennemsnitsvælgeren er ikke automatisk overbevist af argumentet, at hvad der er godt for erhvervslivet, er godt for landet. Hvis skattereformer argumenteres med udgangspunkt i hensynet til virksomhedernes vilkår, er der en risiko for, at gennemsnitsvælgeren ser det som favorisering af de rige og velstående på bekostning af almindelige lønmodtagere.

Skattepolitik er altså en svær øvelse. Ikke kun på grund af områdets kompleksitet, men fordi politiske partier har forskellige opfattelser af, hvilket af de tre hensyn der skal veje tungest.

Seneste eksempel på regeringsintern skattepolemik blev foranlediget af statsministerens åbne støtte til at lægge en EU-bund under selskabsskatterne.

Michael Baggesen Klitgaard

2019 er ikke ret gammelt, men vi har allerede set flere eksempler på, hvordan regeringspartierne af den grund kolliderer med hinanden. De Konservative og Liberal Alliance promoverer stædigt og højlydt virksomhedernes interesser, med noget mindre fokus på hensynet til statens provenu og brede vælgerholdninger. Venstre er til gengæld mere fokuseret på gennemsnitsvælgerens holdning, og hensynet til at kunne finansiere velfærdsstaten, hvilket giver mindre rum for at lytte til virksomhedernes ønsker.

Seneste eksempel på regeringsintern skattepolemik blev foranlediget af statsministerens åbne støtte til at lægge en EU-bund under selskabsskatterne. En sådan vil betyde, at nationale regeringer i mindre grad har grund til at frygte, at EU-partnerne underbyder dem i en bestræbelse på at lokke virksomheder og kapital til. Skattekonkurrencen begrænses, og øger sikkerheden om de offentlige indtægter.

Læs også

Et tiltag i den retning flugter fint med vælgernes holdning. De efterspørger ikke reduktion i selskabsskatterne i stor stil. Venstres regeringspartnere, Konservative og Liberal Alliance, mener imidlertid, at en bund under selskabsskatterne er udtryk for socialdemokratisk amok løb.  

Få dage før selskabsskatten skabte debat, var der ny uenighed om topskatten. Det Konservative Folkeparti nåede knapt at foreslå topskattegrænsen hævet med 120.000 kr., førend statsministerpartiet meddelte, at det har regeringen absolut ingen planer om.

Endelig er der indtil videre våbenstilstand på spørgsmålet om arveafgiftens skæbne. Den vil  Konservative og Liberal Alliance helt af med, mens Venstre igen er tøvende. Og måske mere end tøvende -Jan E. Jørgensen (V) har været ude i et liberalt forsvar for netop den skat.

At topskatten er svær at håndtere, har vi set flere eksempler på det seneste par år. Ligeledes er selskabsskatten en vigtig indtægtskilde, der ikke kan tillades at tørre helt ud i en europæisk skattekonkurrence.

Polemikken om arveafgiften er derimod paradoksal. Finansielt gør den ikke nogen stor forskel. Virksomhederne vil gerne af med den, og vælgerne er ikke overforelsket i skat på arv. Mange finder den nærmest en anelse umoralsk. Vores nabolande har da også afviklet skatten helt og aldeles, så hvordan er det lykkedes regeringen at spænde ben for sig selv på et område, hvor den skulle sparke en åben dør ind?   

Dele af erhvervslivet har kæmpet hårdt for at afskaffe arveafgiften og haft medløb på synspunktet langt ind i regeringspartierne. Indholdet af den reform, erhvervslivet faktisk opnåede at få gennemført, betyder imidlertid, at den vælgerpolitiske risiko ved yderligere reform er øget betragteligt.

Reformen bestod af en målrettet reduktion af arveskatten på familieejede virksomheder fra 15 til 5 procent, som lige præcis ligner den favorisering af de øverste indkomstgrupper, der fremkalder nervøsitet hos politikere med respekt for vælgerne.

Reformen blev sat på dagsordenen af det særlige netværk 'Vækst i Generationer', der blandt sine medlemmer tæller store milliardimperier såsom Jysk og Danfoss. Netværket kæmpede ensidigt for at sænke skatteprocenten for familieejede virksomheder, hvormed det lignede, at det reelt handlede om skattemæssig begunstigelse af arvingerne til disse velpolstrede virksomheder.

Modstanderne af yderligere reform havde da også svært ved at tro deres eget held, da Danfoss-direktøren dukkede op på billeder i medierne taget i faderens gamle imposante kontor. - Omgivet af trofæer fra storvildtjagt i Afrika – herunder en udstoppet løve - argumenterede han for arveafgiftens skadelige effekter.

Den slags billeder er det rene gift, når man hedder Venstre og Dansk Folkeparti, og er under beskydning af Socialdemokratiet for at ville lette skatten for de rige uden at have blik for almindelige lønmodtagere.

Som nævnt er den gennemsnitlige lønmodtager ikke forelsket i arveafgiften, men har heller ikke megen forståelse for, at toppen af indkomstpyramiden skulle have et særligt behov for en lempelse.

Kampagnen er endt på et blindt spor - og det på en skat, hvor finansielle hensyn, virksomhedernes interesser og vælgernes holdninger ved snilde og smidighed relativt let kan bringes i harmoni. Skattepolitik er, som nævnt, en svær øvelse.

----

Michael Baggesen Klitgaard er professor i statskundskab ved Syddansk Universitet. Han forsker i politiske processer, magt og indflydelse - med et særligt blik for samspillet mellem politiske partier og interessegrupper. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

    

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Baggesen Klitgaard

Institutleder og professor, Institut for Politik og Samfund, Aalborg Universitet
ph.d. i offentlig politik (Aalborg Uni. 2004)

0:000:00