Kommentar af 
Michael Kristiansen

Michael Kristiansen: Hvad er egentlig problemet med Martin Rossen?

KOMMENTAR: Kritikken af Martin Rossen er en giftig cocktail af politisk forargelse, misundelse og bevidste misforståelser. Det ligner en gentagelse af den opstandelse, der var, da Fogh i 2001 indførte en såkaldt "hær af spindoktorer", skriver Michael Kristiansen.

Martin Rossens deltagelse i regeringens centrale udvalg, Økonomi- og Koordinationsudvalget, er grundlæggende ikke et nybrud, skriver Michael Kristiansen.
Martin Rossens deltagelse i regeringens centrale udvalg, Økonomi- og Koordinationsudvalget, er grundlæggende ikke et nybrud, skriver Michael Kristiansen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Michael Kristiansen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Med søvngængeragtig sikkerhed er kritikken væltet ned over statsminister Mette Frederiksen (S) og stabschef Martin Rossen efter hans ansættelse i Statsministeriet.

En giftig cocktail af politisk forargelse, misundelse, bevidste misforståelser og en lidt skæv statsministeriel kommunikation har udløst samråd, byger af spørgsmål, klummer, heliumballoner og generel sludder og sladder.

Hvis man ikke selv havde oplevet hele møllen, kunne man tro, at der var sket noget alvorligt eller interessant, men det meste ligner en gentagelse af situationen efter folketingsvalget i 2001, hvor den nye Fogh Rasmussen-regering ansatte en "hær af spindoktorer". Og selvfølgelig var nogle af de største kritikere dengang socialdemokrater …

Enkelte dele af diskussionen om stabschef Martin Rossen og ikke mindst dennes beføjelser handler om substansen, og for nogle er selve det, at ministre ansætter eksterne politiske rådgivere, per definition et problem, og fair nok med det.

Fakta
Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist og tidligere pressechef i partiet Venstre og tidligere særlig rådgiver for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han er medvært i programmet Tirsdagsanalysen på TV 2 News og driver kommunikationsbureauet Kristiansen+Partners.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Og ligesom Anders Fogh Rasmussen tilbage i 2001 brød med traditionerne, indtager Mette Frederiksens regering nyt territorium med ansættelsen af flere rådgivere, og Rossens position er utvivlsomt den hidtil mest magtfulde af nogen særlig rådgiver. Dette er selvklart en diskussion værd og fortjener både Folketinget og mediernes opmærksomhed.

Men samtidig må man så forvente, at diskussionen handler om bolden og ikke manden, og at grundlaget for diskussionen om særlige rådgivere baserer sig på bare et minimum af viden om centraladministrationens opbygning og de særlige rådgiveres beføjelser.

Selvfølgelig er den nye stabschef også en udfordring for systemet, men embedssystemet har også brug for at blive udfordret – blandt andet fordi medierne ikke gør det!

Michael Kristiansen

For uagtet at Martin Rossen spiller en helt central politisk rolle for statsministeren og Socialdemokratiet, så er der flere ligheder end forskelle med hans position og beføjelser i forhold til tidligere rådgivere. Heller ikke stabschef Rossen er udstyret med instruktionsbeføjelser, og hans deltagelse i regeringens centrale udvalg Økonomi- og Koordinationsudvalget er grundlæggende ikke et nybrud, og det er i hvert fald forvaltningsmæssigt uproblematisk.

Personligt har jeg været overrasket over, hvor mange folketingsmedlemmer, politiske journalister og redaktører der ikke var klar over, at begge udvalg er fyldt med faste embedsmænd – nemlig departementscheferne for de ministre, der har fast sæde i udvalgene.

Med andre ord, Rossen er langtfra alene, og indtil videre har hverken Folketinget eller medierne krævet kontrol med de øvrige embedsmænds virke og ageren i de pågældende udvalg.

Men stabschefen har stemmeret, lyder kritikken. Man stemmer altså ikke i den slags udvalg – i K-udvalget er det statsministeren, der konkluderer, og i Ø-udvalget er det finansministeren. Om man så kan lide det eller ej, indtager Martin Rossen i denne regering en helt naturlig rolle i de strategiske diskussioner – for det har han gjort i årevis i partiet, og de deltagende socialdemokratiske ministre ville synes, det var underligt, at han ikke deltog.

Jeg har altid undret mig over mediernes fokusering på, at særlige rådgivere skulle være et demokratisk problem i forhold til de øvrige embedsmænd. I 2001 havde centraladministrationen svigtet totalt i forhold til en professionel mediehåndtering af deres ministre, og derfor var det primære fokus på ansættelsen af særlige rådgivere at sikre en bedre mediehåndtering – og selvfølgelig havde en del af rådgiverne også en fokus på det politisk-strategiske.

I dag har ministerierne helt naturligt oprustet på mediesiden, og derfor er det primære i dag i langt højere grad den partipolitiske og personlige sparring – en sparring, ministerierne sådan set ikke skal tilbyde, ligesom de ikke skal være optaget af regeringens genvalg.

Så det må andre så være, og selvfølgelig vil ikke mindst statsministeren have hendes eller hans mest politisk fortrolige så tæt på sig som muligt og med adgang til alle relevante dokumenter, sager, notater og alt muligt andet.

Det er faktisk en anakronisme at forestille sig, at det kan eller skal være anderledes. Genvalg er altså en grundlæggende præmis for alle politikere og alle regeringer.

Og muligvis er der ingen, der tør tro på en tidligere særlig rådgiver i den her sag, men tro mig alligevel, topembedsmændene havde og har det mere end fint med både typer som Michael Kristiansen, Noa Redington eller Martin Rossen. For der er ting, embedsmænd er gode til, men der er ved gud også ting, de IKKE er gode til.

For eksempel at stikke Godhavnsdrengene en officiel undskyldning eller udstikke bindende klimamål på 70 procents reduktion for blot at nævne to helt aktuelle, konkrete og definerende handlinger fra den nye regerings side. Hvis de beslutninger var lagt ud til "systemet", så var de aldrig blevet til noget.

Selvfølgelig er den nye stabschef også en udfordring for systemet, men embedssystemet har også brug for at blive udfordret – blandt andet fordi medierne ikke gør det! Og siden Anders Fogh Rasmussen forlod Statsministeriet, har der generelt hersket politisk uro og dødvande under henholdsvis Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt, og det ledelsestomrum har embedsmændene taget til sig – og det er faktisk demokratisk usundt.

Derfor har oprørte enten nuværende eller tidligere ministre jo også råbt op de senere år, og det er nok i alles interesse, at politikerne erobrer noget af det rum tilbage. Det har statsministeren blandt andre tænkt sig, at Martin Rossen skal hjælpe hende med.

-----

Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist og tidligere pressechef i partiet Venstre og tidligere særlig rådgiver for daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Han er medvært i programmet Tirsdagsanalysen på TV 2 News og driver kommunikationsbureauet Kristiansen+Partners.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Kristiansen

Direktør, Kristiansen+Partners, journalist, tv-vært, fhv. særlig rådgiver, statsminister Anders Fogh Rasmussen (V)
journalist (DJH. 1989)

0:000:00