Michelle Obama i Barack Obamas nye selvbiografi: Tea Party-bevægelsen er bange for dig. De er bange for os

BOGUDDRAG: Første bind af Barack Obamas erindringer udkommer tirsdag. I dette uddrag fortæller han om Tea Party-bevægelsen, der udløste et mylder af konspirationsteorier om alt fra Obamas sundhedsreform til hans tro og statsborgerskab.

Medlemmer af Tea Party-bevægelsen demonstrerer imod Obamacare foran Kongressen i Washington D.C. i 2013
Medlemmer af Tea Party-bevægelsen demonstrerer imod Obamacare foran Kongressen i Washington D.C. i 2013
Redaktionen

Efter aftale med forlaget Lindhardt og Ringhof bringer Altinget side 511-514 i Barack Obamas erindringsbog 'Et forjættet land', der udkommer 17. november. Du kan læse Altingets anmeldelse af bogen her.

Mange af de hvide fra arbejder- og middelklassen, der blev tiltrukket af Tea Party-bevægelsen, havde i årtier lidt under stagnerende lønninger, stigende leveomkostninger og et fald i antallet af stabile, ufaglærte job, der sikrede pensionen.

Barack Obama

Man kunne ikke komme uden om, at Tea Party-bevægelsen rent faktisk var udtryk for en populistisk opblussen i Det Republikanske Parti. Den var skabt af sande troende, der var besat af samme græsrodsentusiasme og dirrende raseri, som vi havde set hos Sarah Palin-støtter i slutningen af kampagnen.

En del af denne vrede forstod jeg, selvom jeg betragtede den som misforstået. Mange af de hvide fra arbejder- og middelklassen, der blev tiltrukket af Tea Party-bevægelsen, havde i årtier lidt under stagnerende lønninger, stigende leveomkostninger og et fald i antallet af stabile, ufaglærte job, der sikrede pensionen.

Bush og det republikanske establishment havde ikke gjort noget for dem, og finanskrisen havde yderligere udhulet deres lokalsamfund. Og i det mindste indtil videre var økonomien under min ledelse blevet stadig værre, på trods af at der var kanaliseret en billion dollars ud i væksttiltag og økonomiske redningsaktioner. For dem, der allerede var konservativt stemt, må tanken om, at min politik var udformet til at hjælpe andre på deres bekostning – at det var aftalt spil, og at jeg var en del af spillet – have forekommet helt igennem troværdig.

Jeg nærede også en modstræbende respekt for, hvor hurtigt Tea Party-bevægelsens ledere havde mobiliseret en stor tilhængerskare og haft held til at dominere nyhedsdækningen ved hjælp af nogle af de samme sociale medier og græsrodsbaserede organisationsstrategier, som vi havde anvendt under min kampagne.

Jeg havde brugt hele min politiske karriere på at arbejde for borgernes medbestemmelse som en kur mod mange af skavankerne i vores demokrati, og som jeg sagde til mig selv, kunne jeg dårligt beklage mig, bare fordi det var modstandere af min dagsorden, som nu gav anledning til så lidenskabelig en involvering af borgerne.

Fordrejede sandheder
Som tiden gik, blev det imidlertid svært at ignorere nogle af de mere bekymrende drivkræfter bag bevægelsen. Som det havde været tilfældet ved Palins (Sarah Palin, vicepræsidentkandidat ved valget i 2008, red.) vælgermøder, greb journalister deltagere ved Tea Party-arrangementer i at sammenligne mig med dyr eller Hitler. Der dukkede skilte op, hvor jeg var klædt som en afrikansk heksedoktor med en knogle gennem næsen, forsynet med billedteksten OBAMACARE, SNART I EN KLINIK NÆR DIG.

Det myldrede med konspirationsteorier: Mit lovforslag om sygesikring ville etablere ”dødspaneler”, der skulle afgøre, om folk fortjente at blive behandlet, og dermed bane vejen for ”offentligt understøttet dødshjælp”, eller det ville være til fordel for illegale immigranter som led i mit mere overordnede mål om at oversvømme landet med trofaste demokratiske vælgere, der var afhængige af velfærdsydelser.

Tea Party-bevægelsen pustede også nyt liv i et gammelt rygte fra kampagnen om, at jeg ikke alene var muslim, men også født i Kenya og derfor rent faktisk ifølge forfatningen afskåret fra at gøre tjeneste som præsident.

Da vi nåede frem til september, var spørgsmålet om, i hvor høj grad nativisme og racisme var en forklaring på Tea Party-bevægelsens fremvækst, blevet et større diskussionsemne i kabel-tv-shows – især efter at den tidligere præsident og livslange sydstatsmand Jimmy Carter havde givet udtryk for den holdning, at de ekstreme giftigheder rettet imod mig i det mindste delvist var affødt af racistiske holdninger.

Læs også

I Det Hvide Hus sørgede vi for ikke at kommentere noget af alt det her – ikke kun fordi Axe (David Axelrod, Obamas tidligere kampagnechef og daværende rådgiver, red.) havde stribevis af data, der viste, at formaningstaler vedrørende race havde en dårlig indvirkning på hvide vælgere, inklusive mange som støttede mig.

Af princip var jeg af den holdning, at en præsident aldrig nogensinde skulle beklage sig offentligt over kritik fra vælgerne – det var en del af aftalen, når man påtog sig jobbet – og jeg var hurtig til at minde både journalister og venner om, at mine hvide forgængere havde oplevet deres del af ondskabsfulde personangreb og obstruktionspolitik.

Racisme er vævet ind i historien
På det mere praktiske plan kunne jeg ikke se, hvordan man på nogen måde kunne udrede folks motiver, især fordi racemæssige holdninger var vævet ind i samtlige aspekter af nationens historie. 

Støttede et Tea Party-medlem for eksempel ”delstaternes rettigheder”, fordi han oprigtigt mente, at det var den bedste måde at fremme frihed på, eller fordi han fortsat var fortørnet over, at den føderale regerings indgriben havde sat en stopper for racediskrimination, ophævet raceadskillelsen og betydet voksende politisk magt til de sorte i Syden?

Og opponerede en konservativ aktivist imod enhver udvidelse af velfærdsstaten, fordi hun mente, det undergravede det individuelle initiativ, eller fordi hun var overbevist om, at det kun ville gavne brune mennesker, som lige var kommet ind over grænsen? Uanset hvad mit instinkt måtte sige mig, og hvilke sandheder historiebøgerne måtte foreslå, vidste jeg, at jeg ikke ville få nogen vælgere over på min side ved at stemple mine modstandere som racister.

Én ting var jeg sikker på: En pæn del af den amerikanske befolkning, inklusive netop nogle af de mennesker, jeg forsøgte at hjælpe, troede ikke et ord af, hvad jeg sagde. En aften i denne periode så jeg en nyhedsreportage om en velgørenhedsorganisation, der hed Remote Area Medical og ydede lægehjælp i midlertidige pop op-klinikker rundtomkring i landet fra trailere parkeret uden for sportsarenaer og markedspladser.

Næsten alle patienterne i nyhedsindslaget var hvide sydstatsfolk fra steder som Tennessee, Georgia og West Virginia – mænd og kvinder, som havde job, men ikke nogen forsikring gennem deres arbejdsgiver, eller som havde forsikringer med en selvrisiko, de ikke havde råd til at betale.

Mange havde kørt flere hundred kilometer – og i nogle tilfælde sovet i bilen natten over med motoren kørende for at holde varmen – og stillede sig i kø sammen med i hundredvis af andre mennesker, før solen stod op, for at komme til hos en af de frivillige læger, som måske skulle trække en betændt tand ud, diagnosticere udmarvende mavesmerter eller undersøge en knude i brystet. Behovet var så stort, at patienter, der ankom efter solopgang, undertiden blev afvist.

Historien var både hjerteskærende og lige til at blive rasende over, en anklage mod en velhavende nation, som svigtede for mange af sine borgere. Og alligevel vidste jeg, at næsten hver eneste af de borgere, som ventede på at komme til hos en gratis læge, kom fra et gennemrepublikansk område, et af de steder, hvor oppositionen mod vores lovforslag om sygesikring, tillige med støtten til Tea Party-bevægelsen, med stor sandsynlighed var stærkest.

Samtalen er truet 
Der havde været en tid – dengang jeg stadig var delstatssenator og kørte rundt i det sydlige Illinois, eller da jeg senere rejste gennem landdistrikterne i Iowa i den første periode af præsidentkampagnen – hvor jeg havde kunnet nå den slags vælgere. Jeg var endnu ikke så kendt, at jeg var genstand for karikaturer, og det betød, at uanset hvilke forudfattede meninger folk måtte have angående en sort fyr fra Chicago med et fremmedartet navn, kunne de bortvejres gennem en simpel samtale, en lille venlig gestus.

Jeg fik måske ikke folks stemme, og vi blev måske ikke engang enige på ret mange punkter, efter at vi havde siddet sammen i en diner, eller jeg havde lyttet til deres klager under et dyrskue. Men vi fik i det mindste skabt en forbindelse under den slags korte møder og gik derfra med en forståelse af, at vi havde forhåbninger, kampe og værdier tilfælles.

Jeg spekulerede på, om den slags stadig var muligt nu, hvor jeg levede bag lukkede låger og vagtfolk, og mit billede blev filtreret gennem Fox News og andre medieformer, hvis hele forretningsmodel afhang af at gøre deres publikum vrede og frygtsomme.

Jeg ønskede at tro, at evnen til at skabe forbindelse stadig var der. Min kone var ikke så sikker. En aften hen imod slutningen af vores bilferie, hvor vi havde lagt pigerne i seng, fangede Michelle et glimt af et Tea Party-massemøde i fjernsynet, hvor folk ophidset viftede med flag og skilte med provokerende slogans. Hun greb fjernkontrollen og slukkede for apparatet, og udtrykket i hendes ansigt vaklede et sted mellem raseri og resignation.

”Det er helt skørt, ikke?” sagde hun.

”Hvad er skørt?”

”At de er bange for dig. Bange for os.”

Hun rystede på hovedet og gik i seng.

Barack Obama: ’Et forjættet land’, 880 sider. Oversat af Karsten Nielsen og Anders Juel Michelsen. Lindhardt og Ringhof. Udkommer 17. november

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Barack Obama

Fhv. præsident, USA (Demokraterne)
Cand.jur. (Harvard 1991)

George W. Bush

Fhv. præsident, USA
ba i historie (Yale), MBA (Harvard)

0:000:00