Miljøminister overvejer forbud mod sprøjtemidler

NATUR: Det var et socialdemokratisk valgløfte, men miljøministeren vil først undersøge muligheden for et forbud mod sprøjtning og gødskning i naturområder. Se at komme i gang, lyder det fra R og EL.

En genoplivning af SR-regeringens forbud mod at sprøjte og gødske i beskyttede naturområder ligger tilsyneladende ikke lige til højrebenet.

I hvert fald melder miljøminister Lea Wermelin (S), at hun først skal undersøge sagen.

”Jeg kan sagtens forstå, at der er stor utålmodighed for at komme i gang med arbejdet. Den utålmodighed deler jeg også selv, og derfor er det naturligvis en af de opgaver, som jeg vil se nærmere på i den kommende tid,” lyder det i en mail til Altinget.

Ministeren henviser til det såkaldte forståelsespapir mellem regeringen og dens parlamentariske grundlag (SF, R og EL), hvor det også fremgår, at man vil ”undersøge muligheden for at forbyde sprøjtning og gødskning i beskyttede naturområder (§ 3-arealer)”.

Miljøminister Lea Wermelin vil ikke løfte sløret for, hvad undersøgelsen kommer til at indeholde, og hun vil heller ikke love, at et forbud med sikkerhed bliver til noget.

Ideen om et sprøjteforbud er ikke ny. SR-regeringen gennemførte under S-miljøminister Kirsten Brosbøl præcis sådan et forbud i 2015. Med støtte fra Enhedslisten og SF, og under højlydte protester fra landbruget.

Men forbuddet nåede aldrig at træde i kraft, da V-regeringen – som kom til i 2015 – droppede planerne.

Det røde ønske blev dog ikke lagt på hylden af den grund. I 2018 op til det seneste folketingsvalg blev sprøjteforbuddet ovenikøbet varslet af S og SF i et fælles naturudspil.

Støttepartier undrer sig
Radikale og Enhedslisten – der er en del af forståelsespapiret – bakker op om sprøjteforbuddet, men ser ingen grund til en undersøgelse.

”For at være helt ærlig ved jeg ikke, hvorfor man er landet på en formulering om at undersøge muligheden først. Vi vil have forbuddet gennemført,” siger miljøordfører Zenia Stampe (R).

Enhedslistens miljøordfører, Mai Villadsen, er på linje.

”Det undrer mig, at man skal undersøge muligheden, for vi er da udmærket klar over, at det er en mulighed. Så det skal vi bare få gjort,” siger hun.

Læs mere på Altinget: miljø, hvor du får flere kommentarer og mere baggrund.

Forrige artikel På ambassaderne i Berlin, Bruxelles og Paris holder de øje med Macron: På ambassaderne i Berlin, Bruxelles og Paris holder de øje med Macron: "Han er den vigtigste EU-leder lige nu” Næste artikel Analyse: Slutspurt, britisk valg eller no deal-bluff? Boris Johnsons chancer for en ny aftale er små Analyse: Slutspurt, britisk valg eller no deal-bluff? Boris Johnsons chancer for en ny aftale er små
Thorning på S-kongres: I skal turde samarbejde over midten

Thorning på S-kongres: I skal turde samarbejde over midten

VIP-GÆST: Helle Thorning-Schmidt optrådte på sin første S-kongres, siden hun gik af som formand i 2015. Den tidligere statsminister bakkede op om sin arvtager, som dog blev formanet om at søge kompromisset for at undgå britiske tilstande.