Mogens Jensen: Norden skal gøre op med sin lilleput-mentalitet

Af Mogens Jensen (S)
Landsformand for Foreningen Norden

Det kan godt ske, at vi danskere – helt inde i vores fælles folkesjæl – fortæller os selv og hinanden, at vi ikke skal tro, vi er noget. Men det er vi. I særdeleshed, når vi stiller os side om side med de fire andre lande og tre selvstyreområder, med hvem vi udgør Norden.

I de nordiske lande er det gennem de sidste hundrede år nemlig lykkedes os at opbygge samfund, hvor tillid og tryghed, gensidig forståelse og en høj grad af social lighed er de altafgørende kendetegn.

De fælles nordiske værdier, kulturer og historiske sammensmeltninger – såvel som de heraf følgende fælles politiske prioriteringer – har skabt en klynge af samfund, hvor vi intuitivt forstår og værdsætter hinanden. I så høj en grad, at det øvrige Norden føles en del mindre som udland end det øvrige Europa og resten af verden.

Lilleput-mentalitet
Det, der kan hjælpe os på vej til at erkende, at vi faktisk er noget – den fællesnordiske ydmyghed til trods – er den anerkendelse, som vi i Norden får fra resten af verden. Vores høje levestandard og tilgang til, hvordan man udvikler samfundet, er genstand for andre landes begejstring og – tør man sige det – misundelse.

Det er Norden, som de nye demokratier i Central- og Østeuropa efter murens fald særligt søger hjælp fra, når det kommer til at opbygge deres demokrati, uddannelsessystem og sociale orden. I Tyskland og Frankrig studerer man de nordiske arbejdsmarkedsmodeller, og særligt i sidstnævnte er der også stor interesse for vores velfærdsmodel. Det er der også i Kina, hvor de endvidere kigger os over skulderen i forhold til vores klimaløsninger og grønne omstilling.

Vi bør én gang for alle vriste os fri af den lilleput-mentalitet, som til stadighed hindrer os i fuldt ud at erkende, hvordan et samlet Norden kan være en af de vigtigste drivkræfter, når den globale dagsorden skal sættes.

Mogens Jensen (S)
Landsformand for Foreningen Norden

I USA deler de nordiske velfærdsstater som bekendt vandene. Visse propagandistiske kræfter ynder at karakterisere vore samfund som socialistiske mareridt, men der er så sandelig også markante røster, der placerer os på en piedestal.

Barack Obama har eksempelvis ytret en længsel efter, at ”alle kunne være lidt mere som skandinaverne”, ligesom han med et glimt i øjet, under sit møde med de nordiske statsledere, overvejede at overdrage verdensherredømmet til de nordiske lande. Præsidentkandidat Bernie Sanders fremhæver gang på gang de nordiske lande som samfundsmæssige forbilleder, og CNN’s Fareed Zakaria har med henvisning til vores sociale mobilitet slået fast, at det er nemmere at realisere store dele af den amerikanske drøm i de nordiske lande end hjemme i USA.

Hertil kommer den verdensomspændende respekt og anerkendelse, som vi ikke mindst i Danmark får på den kulturelle front – eksempelvis for vores design, arkitektur, musik, film og tv-serier.

Endelig har det samlede Norden, til manges overraskelse, verdens 13. største BNP, hvilket også giver os en markant større indflydelse på den økonomiske front, end de fleste umiddelbart regner med.

Vi har således masser at være stolt af, og vi bør én gang for alle vriste os fri af den lilleput-mentalitet, som til stadighed hindrer os i fuldt ud at erkende, hvordan et samlet Norden kan være en af de vigtigste drivkræfter, når den globale dagsorden skal sættes. Økonomisk, kulturelt og – i særdeleshed – i forhold til klimaet.

Foreningen Norden
Det nordiske samarbejde, der er forudsætningen for, at vi kan høste den styrke, der ligger i at stå sammen, har formelt set allerede en hundrede år lang historie bag sig.

Helt præcist kan Foreningen Norden nemlig fejre sit 100-års jubilæum 15. april, og siden sin stiftelse i den turbulente periode efter afslutningen på Første Verdenskrig har foreningen kæmpet for øget samarbejde og forståelse imellem de nordiske lande.

Foreningens arbejde er to gange blevet indstillet til Nobels fredspris – i 1933 og 1934 – og det er i høj grad foreningens indsats, der førte til etableringen af Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd, såvel som pasunionen og det fællesnordiske arbejdsmarked.

På dansk jord støttes foreningen i dag af mere end 250 organisationer og virksomheder. Hertil kommer 10.000 individuelle medlemmer og 200 skole- og biblioteksmedlemmer.

Den nordiske røst
Det nordiske samarbejde står således stærkt, og det nyder historisk stor folkelig opbakning. Det betyder imidlertid ikke, at vi kan hvile på laurbærrene. Tværtimod bør samarbejdet styrkes på en lang række områder med fælles front på udenrigs-, forsvars- og klimapolitiske områder, ligesom pasunionen og den frie bevægelighed i regionen skal forsvares.

Vi skal lade vores nordiske røst blive hørt over hele verden. Vi skal vise, at USA, Rusland og Kina ikke kan få lov til at dominere den globale udvikling. Vi skal, kort og godt, vise verden, at den nordiske måde at gribe verdens udfordringer an er den mest forbilledlige – i forhold til velværd, arbejdsmarked, klimaudfordringer og selve tilgangen til samfundsudviklingen.

Med Trump, Brexit, Putin og en lang række yderligere parametre er verden aktuelt i et opbrud, som vi ikke har oplevet siden Murens fald for tredive år siden. Der er en higen efter løsninger på alverdens problemer.

Det er vores pligt i Norden at give vores fælles bud på, hvordan disse løsninger kan tage sig ud. For vores eget og hele verdens bedste.