Kommentar af 
Mona Juul

Mona Juul: Der er alt for meget kortsigtet kioskbasker-politik

KOMMENTAR: Mange politikere opfører sig, som om de konstant er i valgkamp, og det får konsekvenser for den politik, som gennemføres. Erhvervspolitik rammer ikke forsiderne på samme måde som minimumsnormeringer, men det er langt mere spændende, end mange politikere og vælgere tror.

Gode vilkår for at drive virksomhed er det, der giver arbejdspladser og finansiering af vores fælles samfund, skriver Mona Juul (K).
Gode vilkår for at drive virksomhed er det, der giver arbejdspladser og finansiering af vores fælles samfund, skriver Mona Juul (K).Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det handlede for meget om at fordele og alt for lidt om at skaffe. Ja, det var derfor, jeg valgte at gå ind i politik. Ikke af nød. Ikke for at skabe en ny karriere. Men fordi jeg havde kæmpe lyst og tænkte, at der var brug for sådan en som mig.

En, der tænker på, hvor pengene skal komme fra. Der drømmer om at bage samfundskagen større, så det ikke bare handler om at skære skiverne tyndere og tyndere. Og som har lidt erfaring med det.

Nu skal man jo ikke være for kæphøj i politik eller i livet sådan i det hele taget. Jeg sidder på bageste række, har aldrig før været medlem af et parti eller politisk aktiv, og det er yderst begrænset, hvor mange der ved, hvem jeg er, og hvor stor min indflydelse egentlig er.

Alligevel tillader jeg at bilde mig ind, at jeg havde ret. Der er faktisk brug for sådan en som mig i politik. Der må egentligt godt komme mange flere. Men det er jo op til vælgerne, og vi har de politikere, vi har fortjent.

Fakta
Mona Juul (født 1967) er medlem af Folketinget for Konservative. Hun er tidligere administrerende direktør i det private erhvervsliv og professionelt bestyrelsesmedlem. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Vi har de trætte hanner, der ikke aner, hvad de ellers skulle lave og derfor trænger til en udskiftning. De unge hunner, der er stræbsomme og idealistiske, men har nul erfaring og en tom rygsæk.

Vi har topdygtige politikere, der år efter år formår at sætte agendaen, og de helt nye kampklare, der stjæler denne agenda og bruger landets fineste talerstol som scene for facebookopslag. Vi har de sprudlende idealister, og vi har dem, vi aldrig lærer navnene på. Hver og en har formået at trække stemmer og har sin berettigelse.

Det er tydeligvis en meget nemmere opgave at fordele midler og goder, end det er at lave reformer.

Mona Juul (K)

Jeg er i øvrigt vild med de fleste. Såvel politiske modstandere som medspillere. Det er godt det samme, for jeg mener, at politiske løsninger så vidt muligt skal laves sammen. Alene fordi lovgivning ofte har langsigtede konsekvenser.

Men politik er desværre meget kortsigtet, måske fordi mange politikere agerer, som om de er i valgkamp hele tiden. Det får dem til at træffe beslutninger ud fra den præmis i stedet for at tænke på landets ve og vel på den lange bane.

Og det er tydeligvis en meget nemmere opgave at fordele midler og goder, end det er at lave reformer, skære og fjerne det, der ikke fungerer eller ikke giver mere værdi – og tage fat i de mere målrettede, langsigtede strukturelle tiltag, der kan booste vores indtjening.

Hvor ville jeg ønske, at langt flere ville finde forskudsmomsordningen mindst lige så spændende som minimumsnomineringer. At interessen for life science-branchen ville matche interessen for Arnes pension. At når alle pludselig elsker iværksætteri, så ikke samtidig nidkært forsøger at beskatte enhver tænkelig investering yderligere. Tingene hænger sammen.

Erhvervspolitik skal tages seriøst og ikke for givet – og slet ikke bare tildeles puljer, der ikke rigtig batter noget.

Ja, jeg hader puljer. Det er for nemt og for ligegyldigt. Men det er desværre sådan, at det ofte ender. Det skal bekæmpes, og vi skal til at geare op på rigtig erhvervspolitik. Det er ikke nok med regeringens fokus på forbrugerpolitik.

Selvfølgelig støtter jeg aggressive tiltag mod hvidvask og mener slet ikke, at det er i orden med rockerlignende renter på kviklån (at nogen så vælger at lave en håbløs aftale, er så noget helt andet). Men det handler også om at finde en balance, hvor det personlige ansvar er kalkuleret ind.

Det samme skal erhvervslivet selvfølgelig. Finde balancen og opføre sig ordentligt. Det forventer, ønsker og kræver vi. Praktik- og elevpladser, integration på arbejdsmarkedet, diversitet og meget andet kommer ikke af sig selv. Vi skal samtidig sikre, at de internationale virksomheder får betalt deres skat. Danske virksomheder skal ikke bare betale gildet.

Læs også

Det vigtigste er at få grundspillet på plads for virksomhederne og sikre, at det er fedt – ikke besværligt – både at drive og starte virksomhed.

Erhvervspolitik skal derfor handle om at styrke eksport, produktivitet, de store brancher, de mange selvstændiges vilkår og om at fjerne bureaukrati, byrder, bøvl og pseudoarbejde, som ikke skaber værdi.

Og så skal det handle om alt det, der gør danske virksomheder og arbejdspladser unikke. Vi er bygget på handel, andelsbevægelsen, flad ledelse og en stærk kreativ og innovativ kultur.

Når vi kombinerer med digitale kompetencer og nødvendigt fokus på cirkulær økonomi og grøn omstilling, står vi ekstremt stærkt. Og det er det fokus, der bager samfundskagen større.

For et stærkt og udviklingsfokuseret erhvervsliv er en forudsætning for vækst og velstand. Gode vilkår for at drive virksomhed er det, der giver arbejdspladser og finansiering af vores fælles samfund.

Om jeg nogensinde bliver valgt til noget igen, må tiden vise. Men inden da har jeg tænkt mig at fortsætte kampen for erhvervslivet og arbejdspladserne. Der er nok at tage fat på, og jeg håber at kunne være med til at få det hele til at lyde en anelse mere spændende og tilgængeligt, end jeg fornemmer mange danskere – og politikere – tænker.

Niveauet under en kioskbasker kan også noget. 

-----

Mona Juul (født 1967) er medlem af Folketinget for Konservative. Hun er tidligere administrerende direktør i det private erhvervsliv og professionelt bestyrelsesmedlem. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mona Juul

Politisk leder, Konservative, MF (K)
civiløkonom (Syddansk Uni. 1993)

0:000:00