Morten Messerschmidt: Eks-diplomater hænger fast i et forsimplet historiesyn

Af Morten Messerschmidt (DF)
EU- og Europarådsordfører, fhv. MEP

At anskue Europa som et produkt alene af det 20. århundrede er ligeså forkert som at forstå Danmark alene ud fra det seneste århundrede.

Morten Messerschmidt (DF)
EU- og Europarådsordfører, fhv. MEP

I en ambassadørs tilværelse findes der to skelsættende dage.

Den dag hun tiltræder. Og den dag, han forlader diplomatiets noble tjenestegerning.

Fra min tid i Europa-Parlamentet ved jeg, at danske diplomater har et godt ry. Men det er som om, at der ved fratrædelsen sker en helt særlig transformation. Fra den ydmyg, grå excellence, som reflekteret lytter og forstår, sker forvandlingen til en selvovervurderende grobrian, der ser enhver reception som sit naturlige revir og enhver anledning til at fremføre sine meninger som en regulær pligt.

Altinget har ad flere omgange lagt spalter til dette interessante fænomen, hvor tidligere ambassadører – måske efter mange års undertrykkelse af egne meninger – nu endelig vil nyde friheden til at udbrede de længe opsparerede guldkorn for offentligheden.

Det er flot, at Altinget giver ånderum for diplomatiets emeritterede sønner. Og det er spændende at se Birger Riis-Jørgensen den 31.maj slutte sig til koret af tidligere karrierediplomater, der nu endelig kan få lov. Jeg skal derfor straks bekræfte Riis-Jørgensens fine observation om 20. århundredes ”menneskelige nød, død og fornedrelse” som en del af Europas historie. Hvor har han ret.

Når man årti efter årti blot har fået besked fra Udenrigsministeriet på, hvad man skal mene, så kan trangen til selv at mene noget måske blive så stærk, at den overstråler evnen?

Morten Messerschmidt (DF)
EU- og Europarådsordfører, fhv. MEP

Ensporet historieopfattelse
Men hvor jeg gerne vedstår mig det 20. århundrede som betydningsfuldt for vor selvforståelse, da synes Riis-Jørgensens accept af også de foregående seklers betydning ikke rigtigt at slå rod. Måske de mange års tro tjeneste er en del af forklaringen? Når man årti efter årti blot har fået besked fra Udenrigsministeriet på, hvad man skal mene, så kan trangen til selv at mene noget måske blive så stærk, at den overstråler evnen?

For Riis-Jørgensen hænger fast i en ensporet historieopfattelse, der – hvis den var rigtig – ville gøre EU til Europas helt naturlige afløser, men som desværre er så forsimplet, at den vist kun findes blandt særlige eremitter som ham selv eller Claus von Barnekow.

At anskue Europa som et produkt alene af det 20. århundrede er ligeså forkert som at forstå Danmark alene ud fra det seneste århundrede. Det er historieløst og åndsfattigt, men desværre den selvdestruktive filosofi bag det moderne EU, der netop derfor er og må være anti-europa.