Morten Østergaards grundlovstale

DOKUMENTATION: Læs hele Morten Østergaards (R) grundlovstale her.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Martine Seedorff Perregaard

Det talte ord gælder

Hvad er meningen?

Sådan har rigtigt mange af os tænkt de seneste måneder, mens Corona har forvandlet sig fra at være en festlig øl til en frygt­indgydende pandemi i den kollektive bevidsthed.

Overlever jeg? Gør mine nærmeste? Mister jeg mit job? Og hvorfor lever jeg, som jeg gør?

For en stund er vi flået ud af den daglige trummerum. Hverdagen er vendt på hovedet. De store spørgsmål fylder: Hvad er egentlig meningen med mit liv?

Svarene på dét spørgsmål er ligeså forskellige, som vi mennesker er. For vores svar tager afsæt i, hvad der giver mening for os hver især.

Men coronakrisen har også givet os en ny fælles erkendelse. Corona har givet os visheden om, at vi kan meget mere, end vi tror. Som mennesker. Som fam­ilier. Som samfund. Og som nation.

Krisen har lært os, at vi selv afgør vores fremtid.

Ethvert samfund er et fællesskab af for­skel­li­ge individer bundet sammen af fælles værdier og idealer.

Ethvert samfund er også et løfte til sine borgere.

Hvad er så løftet til os?

Det danske samfunds løfte til os borgere er et løfte om at kunne leve meningsfulde liv.

Vi har lovet hinanden, at vi i fællesskab vil bekæmpe og besejre de problemer, der tager kontrollen fra os. Så vi hver især er frie til at leve de liv, der giver allermest mening for netop os.

Og corona-pandemien har vist os, at intet problem er for stort – intet bjerg for stejlt – til, at vi sammen kan besejre det. For vi bestemmer selv.

Jeg vil gerne takke regeringen. Mine kolleger i Folketinget. Og utrættelige sygeplejersker, pæ­da­go­ger, læger, kasseassistenter, lærere, embedsfolk og alle andre, der har stået i frontlinjen i kampen mod Corona.

Alle slog til, da det gjaldt. Fra menneskeliv der blev reddet, til fyringer der blev undgået. Alle gjorde deres.

Og jeg vil her på grundlovsdag tiljuble danskernes sunde fornuft:

Vores mest effektive våben mod Covid-19.

Vi er verdens mest tillidsfulde folk. Og vores tillid til myndighedernes anvisninger var udslagsgivende.

Det gav bare mening at en virus, der er så smitsom, bekæmpes bedst med håndsprit og afstand.

Det forstod alle og handlede derefter. Tak for det!

Men tilliden er ikke blind. Og den sunde fornuft skal fodres.

I dag savner mange forståelse for, hvorfor de ikke må få en hollandsk kæreste på feriebesøg i København, når familien fra Oslo er velkommen.

Altså bare de bor på hotel i Hvidovre og ikke på Vesterbro. For det sidste er forbudt.

Eller endnu værre, hvad med den unge danske kvinde, der er dødeligt syg, og indtil nu ikke har måttet få sin amerikanske kæreste på besøg. Men skulle tragedien indtræffe, og hun går bort, må han komme til begravelsen, for det er et anerkendelsesværdigt formål.

Det første er meningsløst. Det sidste er hjerteløst.

Corona er en virus. Den har ikke pas. Og respekterer ikke grænser.

Om det er en svensker, en franskmand eller en fynbo vi holder afstand til i iskiosken – spiller ingen rolle. 

Men hvis vi taber den sunde fornuft, fordi reglerne ikke giver mening for folk, så risikerer vi, at alt det, vi har vundet bliver tabt. Og det har vi ikke råd til.

 

For 75 år siden stod de – efter fem års besættelse - og skulle beslutte, hvordan det nye, befriede Danmark skulle være. 

Det er kun de allerældste af os, der kan huske det. Vi andre har kun hørt eller læst om det. Men vi gør klogt i at huske hinanden på det.

For de valg, de traf dengang, nyder vi godt af i dag.

Skræmt af fortidens splittelse, hvor fattigdom førte til fascisme, som førte til jødeforfølgelse – Europas mørkeste kapitel.

Men godt hjulpet af amerikanernes Marshall-hjælp, så opbyggede vi i kølvandet på Anden Verdenskrig vores velfærdssamfund. Vi skulle ikke betale tilbage – men skabe et værn mod fascismens genkomst.

Og vi genopdagede Grundtvigs ord om et samfund, hvor få har for meget og færre for lidt. 

Aldrig igen, siger vi. Og ser med gru på de aktuelle billeder fra et raceopdelt og dybt splittet USA, og vi bliver mindet om, at det er op til os selv om, historien skal gentage sig. Vi bestemmer selv.

Corona er ikke en besættelse. Men vi, der aldrig har prøvet at miste friheden – har for første gang oplevet, hvad det vil sige at være ufri.

Ikke at kunne rejse ud eller få besøg. 

Ikke at kunne besøge sine gamle af frygt for deres helbred. 

Ikke at kunne afslutte folkeskolen med eksamen eller fejre studenterhuen med en gigantisk fest.

Det er og har bestemt ikke været sjovt, og vi havde helst været foruden. Men det har fået vores øjne op for noget vigtigt.

Corona er en virus. Den træffer ikke valg. Den har ikke sig egen vilje. Den bestemmer ikke, om vi tør stole på borgernes sunde fornuft eller forlader os på forbud og restriktioner. Om vi åbner butikker før museer. Om vi hjælper hårdt ramte nabolande eller vender ryggen til. 

Det gør vi mennesker.

Vi vælger. Vi beslutter. Vi bestemmer, hvordan vi bedst kommer gennem krisen. Hvad vi vil huskes for. Og hvilket samfund vi vil være på den anden side. 

For 100 år siden blev Danmark genforenet med Sønderjylland. Vi må ikke lade Corona-krisen skabe nye skel mellem broderfolk.

For 75 år siden blev Danmark befriet. Og siden da har vi levet i fredelig sameksistens og byttet fortidens blodbad ud med fri bevægelighed, frihandel og fællesskab. Vi må ikke lade Corona-krisen få os til at vende ryggen mod verden.

Spørgsmålet på denne grundlovsdag er: Hvordan skal vi gå til verden efter corona?

 

Vi holder i dag Grøn Grundlovsdag på Slotspladsen foran Christiansborg. Hvorfor? 

Jo, for nok har corona været menneskets mest akutte krise – men klima­for­an­drin­gerne er men­nes­ke­hedens største krise. 

Vi har i årtier set, hvad klimaforandringerne gør ved vores planet: Klimaflygtninge i millionvis. Knaphed på livsvigtige res­sour­cer. Voldsommere vejr. Vildere over­svøm­mel­ser. Tab af muligheder og mening.  

Klima­forandringernes meningsløse hærgen, kender vi desværre også alt for godt herhjemme.

Efter en historisk våd og varm vinter væltede Gudenåen i foråret ud over sine bred­der og ind over dørtærsklen hos danskerne. Kældere, sommerhuse og marker blev – igen – fyldt af vand. Til stor frustration. Blot for at blive fulgt af det tørreste forår.

Med klimaforandringerne er vi advaret. Og vi ved, at vi er den sidste generation, der kan ændre his­to­riens gang. Generationerne efter os vil være overladt til konsekvenserne af vores beslutninger. Skal vores børn og børnebørn selv kunne forme deres fremtid? Det er spørgsmålet, vi skal give svar på.

Grundloven, som vi fejrer i dag, siger, at medlemmer af Folketinget kun er bundet af deres egen sam­vittig­hed, når de skal bedrive deres politiske virke.

Min samvittighed er bundet til den grønne omstilling. Jeg var grøn, før jeg blev radikal. Derfor kan jeg ikke sidde stille – når vi nu har muligheden for at gøre en forskel. Hvordan skal vi kunne se vores børn og børnebørn i øjnene, hvis vi svigtede nu?  

 

Derfor skal vi træffe et afgørende valg. For skal vi i kølvandet på corona forny eller falde tilbage? Skal vi genoprette Danmark, som det var før corona – eller lægge olie, kul og benzin bag os og sammen bygge et nyt grønt Danmark?

Vi bestemmer selv. 

Står det til os radikale – står den på fornyelse. Grøn fornyelse! 

For vi er ikke i tvivl: Et grønt Danmark – er et bedre Danmark. Med renere luft, mere natur og mindre CO2. 

I dag er det præcis 1 år siden, vi havde Folketingsvalg i Danmark. Et valg, hvor danskerne i overvældende tal rejste sig og stemte vores land i en ny retning. En grønnere retning.

Danskerne viste os politikere, at de forventer, at Christiansborg ser virkeligheden i øjnene. Og handler på klimaforandringerne, før det er for sent.

Det startede godt efter valget. Et bredt flertal i det nye Folketing fandt hurtigt sammen om et ambitiøst kli­­ma­mål: Danmark skal i 2030 reducere sin CO2-udledning med 70 procent. Danmark skal igen være et grønt foregangsland.   

Siden er der er gået business-as-usual i klimakampen på Christiansborg. Det ambitiøse kli­ma­mål bliver ikke fulgt op af tilsvarende ambitiøs klimahandling. Sort stilstand vinder. Grøn forandring taber.

Det er derfor, vi radikale igen og igen kræver grøn handling. Det er derfor, vi siger til regeringen, at vores støtte er betinget af, at den ikke bruger den ene krise, som en undskyldning for ikke at ville gøre noget ved den anden.

Det er derfor, vi vil bruge det ungdommen råber på – og økonomerne kalder ”den skarpeste kniv i klimaskuffen”: Sort forbrug skal være dyrere – grønt forbrug billigere. Vi skal have en grøn skattereform. Og vi skal i gang nu.

Det er derfor, vi vil gøre den grønne genstart af Europa dybgrøn fremfor vissengrøn. Men det kræver, at vores regering skifter de korslagte arme ud med de grønne syvmilesko. I må gerne låne mine. Der følger EU-sokker med.

Jeg har været længe nok i politik til at vide, at det kan gå hurtigt. Og langsomt. Vælter en finanskrise vores økonomi, eller truer en pandemi vores sundhed kan politikerne gå i dagevis uden søvn for at lave hjælpe­pak­ker. Omvendt er der ingen ende på de kommissioner, partnerskaber og eksperter, der skal høres, når tingene skal trækkes i langdrag. 

Og her er vi desværre med klimakrisen: Det går for langsomt. Som frøen i gryden, der skal koges, mærker vi ikke temperaturen stige. Vi er ved at blive kogt venner. Hvorfor handler vi ikke?

Det her handler ikke kun om klimaet. Tilliden til vores folkestyre er på spil: Kan danskerne regne med, at deres politikere, løser de pro­ble­mer, der truer med at tage kontrollen fra dem – eller ej?

Vi bestemmer selv!

I corona-krisen har Christiansborg vist, hvad politik kan, når det er bedst: Mod. Be­slut­som­hed. Handlekraft. Og fælles løsninger på meget virkelig problemer. Jeg tror, danskerne for en stund har fået meget af det, de normalt savner fra Christiansborg. 

Vi kan gøre det igen. Med klimaet. Hvis vi vil. For vi bestemmer selv.

Med enkle, velkendte og snublende oplagte greb kan vi tage beslutninger i dag, som halverer den klima-­udf­or­dring Danmark står overfor i 2020’erne.

Giver det mening at lukke de sidste kulkraftværker? Ja!

Giver det mening at blive ved med at få varme fra oliefyr i 2030? Nej!

Giver det mening, at få mere havvind hurtigere? Ja! 

Giver det mening, at vores busser og biler kører på benzin og diesel, når transporten skal være grøn? Nej!

Giver det mening at droppe afgiften på overskudsvarme, så virksomhederne varmer husene i stedet for at fyre for fuglene? Ja! 

Giver det mening at vente og vente og vente med at udtage den landbrugsjord, som udleder mest CO2? Nej!

Giver det mening at sætte CO2-afgiften op, så forureneren betaler og udledningerne falder? Ja!

Og helt ærligt Dan, giver det mening, at kalde en CO2-afgift for en Georg Gearløs-løsning, når den findes i skattesystemet i forvejen? Nej!

Olie, kul og gas ud af varmeforsyningen. Stop for diesel- og benzinbiler. Mere genbrug og mindre affaldsforbrænding. Mere havvind og mindre forurenende landbrugsjord. Med de beslutninger kan vi nå halvdelen af vejen til 70 procent-målet allerede nu. Dette forår.

Man skal ikke spørge om, det er for meget og forhastet.

Man skal spørge, hvorfor vi skal blive ved at vente og udsætte.

Den CO2 vi sender op i atmosfæren i dag, den vil påvirke jordens klima de næste 100 år.

Det er derfor, det haster.

Det er derfor, vi insisterer.

Det giver ikke mening at bede os vælge mellem Corona-masker eller smog-visir, når valget reelt er mellem sort samvittighed eller grøn handling?

For os er valget let: Grøn betyder nu! Lad os komme i gang Danmark!

Vi bestemmer selv.

God grundlovsdag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00