Kronik

Kronik: Har vi råd til at redde kloden?

KRONIK: Vi har brug for højere ambitioner og hurtigere handling. Klimaet kræver massive investeringer, som statskasserne angiveligt ikke kan honorere. En ny økonomisk skole kan imidlertid bane vejen for en grøn 'New Deal', skriver Asker Voldsgaard, næstformand i Rethinking Economics Danmark.

Nøglen til at ændre planetens kurs og undgå klimakatastroferne kan vise sig at hedde Modern Money Theory, mener Asker Voldsgaard.  
Nøglen til at ændre planetens kurs og undgå klimakatastroferne kan vise sig at hedde Modern Money Theory, mener Asker Voldsgaard.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Asker Voldsgaard
Cand.scient.pol. i International Politisk Økonomi, næstformand, Rethinking Economics Danmark

Situationen for verdens befolkninger er alvorlig. Gravalvorlig. FN's klimapanel advarer om, at vi har 12 år til at ændre planetens kurs, hvis vi skal undgå katastroferne, der følger med temperaturer 1,5 grader over det førindustrielle niveau. Vi er nu én grad over og har kurs mod 3,4 grader med den nuværende politik.

Dertil kommer ubekendte selvforstærkende processer, hvor blandt andet smeltet indlandsis kan intensivere drivhuseffekten.

Forskere kan ikke udelukke, at disse tippepunkter allerede sætter ind ved to grader og sender kloden mod det frygtede 'Hothouse Earth'-scenarium, hvor temperaturen forøges dobbelt så meget som vores nuværende kurs.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten. Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Kort sagt, kloden er milevidt fra en grøn omstilling, der tager problemet seriøst. Der venter en kæmpe regning ved at fastholde status quo, og denne sommers hedebølger var blot en appetizer.

Men hvor skal den positive energi og entusiasme for forandring komme fra? Og vigtigere: Hvor skal pengene til den presserende omstilling komme fra?

Kort sagt, kloden er milevidt fra en grøn omstilling, der tager problemet seriøst. Der venter en kæmpe regning ved at fastholde status quo, og denne sommers hedebølger var blot en appetizer.

Asker Voldsgaard
Cand.scient.pol. i International Politisk Økonomi, næstformand, Rethinking Economics Danmark

Sæt økonomien på en mission
Situationens alvor understreger, at der er behov for en mentalitetsændring angående statens rolle i økonomien. Bill Gates har klart meddelt, at klimaudfordringen ikke kan løses af den private sektor. 

Det kræver for stor risikovillighed og tålmodighed i forhold til afkast, at staten nødvendigvis må drive udviklingen med fast greb.

Det er kun staters styringsprincipper, der kan tage de nødvendige risici og forsyne den tålmodige finansiering, som banebrydende innovation kræver. Som innovationsøkonomen Mariana Mazzucato fremfører, skal stater ikke forsøge at skabe en lige spillebane, hvor markedet styrer spilleretningen.

Stater skal definere en mission 
I stedet bør stater definere en mission og løfte spillebanen i den ene ende, så virksomheder får incitament til at løse den politiske mission. Mads Nipper, CEO i Grundfos, fastlog i Deadline, at det er legitimt for virksomheder at tjene penge på at løse verdens problemer.

Men det kræver, at stater gør det profitabelt og reducerer deres risici ved at investere i langsigtet produktionsudstyr.

En grøn 'New Deal' er en oplagt mission, der kan styre retningen på verdens økonomier, som månelandingen og 1930’ernes New Deal tidligere gjorde i USA.

Abort mission?
Danmark har siden oliekriserne været fantastisk dygtig til at tippe spillebanen mod vores energi- og klimapolitiske mission. Høje krav til energieffektivitet og støtte til vindenergi har givet os en række succesfulde industrigiganter: Vestas, Danfoss, Rockwool, Velux med flere.

Men Danmarks missionskompas er ved at miste kursen. Klimarådet har vist, at energi- og klimaaftalerne sænker omstillingens tempo til en fjerdedel sammenlignet med dette årti.

Topcheferne for en række af Danmarks store energiteknologiske virksomheder skrev forleden en kronik om, Danmark bør øge ambitionerne, så vi kan skabe næste generation af innovative løsninger og udvise internationalt lederskab.

Hvor skal pengene komme fra?  
Men hvor skal finansieringen af højere ambitioner og flere konkrete handlinger komme fra? På Claus Hjort Frederiksens bord i Finansministeriet stod det ikoniske skilt, der skulle afskrække politiske venner og fjender fra at kræve: "Hvor skal pengene komme fra?" (se billedet nedenunder).


(Foto: Thomas Lekfeldt (Ritzau Scanpix)

Denne mentalitet formede også regeringens energipolitiske kommission, hvis anbefalinger ikke måtte have "statsfinansielle konsekvenser".

Foruden denne teknokratiske begrænsning har præsident Macron mærket de folkelige begrænsninger i form af optøjer mod klimaafgifter på brændstof.

Grøn 'New Deal' og MMT
Løsningen på dette krydspres er muligvis at finde hos de nyvalgte demokrater i Repræsentanternes Hus i USA og deres økonomiske rådgivere. En grøn 'New Deal' er blevet en mærkesag, som Alexandria Ocasio-Cortez og andre nye demokrater er ved at etablere som strategisk platform for partiet frem mod præsidentvalget i 2020.

De kæmper for nedsættelse af en komité, der skal udvikle en konkret plan med syv indsatspunkter, der kan transformere den amerikanske økonomi over ti år.

Denne ambitiøse plan for grøn omstilling vil de koble med en jobgaranti, så alle, der kan og vil, garanteres beskæftigelse, der kan bidrage til den grønne omstilling.

Jobgarantien støttes allerede af Bernie Sanders og flere andre favoritter til at blive demokraternes præsidentkandidat i 2020. Men hvor skal pengene komme fra?

Modern Money Theory 
De nye demokrater er intellektuelt understøttet af økonomiprofessor Stephanie Kelton, der tidligere har været økonomisk rådgiver for Bernie Sanders og demokraterne i Senatet.

Hun er en af grundlæggerne af den økonomiske skole Modern Money Theory, der har vundet stor popularitet siden begyndelsen i 1990’erne og ofte blot benævnes MMT.

Kelton, Wall Street-milliardæren Warren Mosler og andre MMT-økonomer tager udgangspunkt i pengespørgsmålet: Hvor kommer penge egentlig fra, rent teknisk?

På mainstream økonomiske uddannelser lærer man tidligt, at penge er neutrale for den økonomiske aktivitet, og at man derfor ikke bør lægge for stor vægt på pengespørgsmålet. Flere penge vil blot resultere i inflation, lærer man.

Staten har derfor gjort centralbanken uafhængig til at styre pengemængden, og statsfinanserne fremstilles derfor som en husholdnings finanser: Man skal have penge ind i kassen, før man kan bruge.

Hvis indkomsten svigter, kan staten låne penge af finansmarkederne, men gælden skal betales ned med senere indtægter eller som minimum ikke øges.

MMT trækker tæppet væk
Vi forstår alle intuitivt denne udlægning, fordi vi selv er vant til at styre en husholdning eller en virksomhed. Men MMT trækker tæppet væk under denne sammenligning ved at påpege, at husholdninger og virksomheder ikke har skabt deres egen bank: centralbanken.

Ved at analysere pengesystemets virkemåde kommer MMT-økonomer frem til, at stater med egen valuta ikke er finansielt begrænsede. Stater kan begrænse deres egen suverænitet med budgetregler og fastkurspolitik, men generelt gælder følgende:

1) Skatter driver valutaens efterspørgsel
2) Staten skaber penge ved at bruge penge
3) Statens økonomiske råderum er ikke finansielt begrænset
4) Skatter tjener andre formål end at finansiere staten
5) Staten bør føre ’funktionel finanspolitik’.

Lad os tage punkterne et ad gangen.

1) Skatter driver valutaens efterspørgsel
Man kan kun betale sin skat med statens penge: centralbank-penge. Eftersom personer og virksomheder ikke kan få konto i centralbanken, har alle en privat bank til at foretage skattebetalingerne for dem.

Logisk set må bankerne først have centralbank-penge på lommen, før de kan indbetale dem i skat til staten. Det kræver, at staten først sender penge i omløb via sit forbrug. Skattepligten pålægges borgerne, for at de mangler midlerne til at betale skat (og derved kan undgå straf).

Derfor er det skattepligtens skyld, at centralbank-penge er de mest eftertragtede penge i økonomien, som størstedelen af kontrakter og priser inden for den danske grænse opgøres i.

Tidsrækkefølgen er altså omvendt i forhold den konventionelle forestilling: Statens forbrug finansierer borgernes evne til at betale skat.

2) Staten skaber penge ved at bruge penge
Det er altså logisk nødvendigt, at staten først bruger penge, før skat kan betales. Nu har vi imidlertid centralbanker, som er formelt uafhængige til at sætte renten og ikke må sætte penge direkte ind på Finansministeriets konto. Det tyder på, at staten har en budgetbegrænsning.

Men når man analyserer samspillet mellem Finansministeriet, centralbanken og de private banker, kommer man frem til, at centralbanken ikke selv styrer pengemængden.

Centralbankens opgave er at opnå en bestemt rente i pengemarkedet og er derfor nødt til at forsyne præcis den mængde penge, som staten og de private banker har brug for.

Ellers kan centralbanken ikke holde renten på sit rentemål.

Slående kontrast til eurolande 
Selvom centralbanken ikke må sætte penge direkte ind på statens konto, sker det i ro og mag via de private banker, når centralbanken sørger for, at betalinger til og fra staten ikke forstyrrer renten. Derfor er der ingen risiko for, at et udviklet land med egen valuta ikke betaler sine forpligtelser i egen valuta.

Stater bør derfor altid undgå gæld i fremmed valuta.

Dette er i slående kontrast til eurolande, som ikke længere har egen valuta. Som den Europæiske Centralbanks forskningsafdeling skrev i 2017, kom der først betalingsrisiko på eurolandenes statsgæld, da de overgik til euroen.

Resultatet af samspillet i pengesystemet er, at man kan slå statens og centralbankens finanser sammen. Det betyder, at staten skaber penge, når den forbruger, og destruerer penge, når den beskatter.

3) Statens økonomiske råderum er ikke finansielt
Eftersom statens forbrug er kilden til penge, kan den ikke løbe tør. Den kan løbe tør for fremmed valuta og kan derfor blot købe alt, der er til salg i dens egen valuta. Det betyder ikke, at staten skal bruge markant flere penge end nu – men at den kan.

Råderummet udgøres ikke af skatteindtægter, hvilket er en forståelse, der beror på en husholdningsøkonomisk fejlslutning. Råderummet udgøres af ledig økonomisk kapacitet: Hvor meget arbejdskraft er ledig? Hvor meget uudnyttet kapacitet har landets fabrikker?

Staten kan ikke forbedre den nære velfærd med flere penge, hvis der ikke er ledige eller underbeskæftigede, som kan ansættes.

4) Skatter tjener andre formål end at finansiere staten
Som nævnt finansierer skatten ikke statens forbrug, men sikrer, at befolkningen stiller arbejdskraft til rådighed for statens forbrug. Skatteopkrævningens størrelse er derfor vigtig for at forhindre inflation. Hvis staten øger forbruget i en økonomi med fuld beskæftigelse, vil det kun medføre inflation.

Hvis ikke der er fuld beskæftigelse, behøver staten ikke 'finde pengene' via skatter – den er selv kilden til dem.

Derudover er skatters rolle at forme adfærd (for eksempel tobaksafgifter) og at anskueliggøre omkostningen for staten, så brugerne af et gode betaler kompensation til staten og sparer på godet (for eksempel DSB-billetter).

5) Staten bør føre 'funktionel finanspolitik'
Der findes overordnet to typer finanspolitik: 'husholdnings-finanspolitik' og 'funktionel finanspolitik'. I husholdnings-finanspolitik bruger man budget- og gældsregler til at begrænse statens forbrug.

Folketinget har for eksempel indført budgetloven til at begrænse statens evne til at genoprette økonomien til fuld kapacitet af frygt for at havne i en gældsspiral. Det primære mål er at få balance eller overskud på budgettet. Andre politiske mål må følge derefter.

Men når man har sin egen valuta, havner man generelt ikke i en gældsspiral. Bare se til Japan, der med 253 procent statsgæld i forhold til BNP blot betaler 0,06 procent i ti-årig rente. Ingen er i tvivl om, at den japanske regering kan og vil betale sine regninger i yen.

Funktionel finanspolitik
Funktionel finanspolitik er derimod en tilgang, hvor man tager udgangspunkt i, hvad man vil udrette som politiker. Vil man have mere innovation i det private erhvervsliv? Mere velfærd? Fuld beskæftigelse? En grøn 'New Deal' med en ærlig chance for at redde klodens klima?

Hvis man har sin egen valuta, er der råd til det, såfremt politikerne vil prioritere det på finansloven. Økonomien kan i sagens natur ikke producere mere, end den har kapacitet til, men der er ingen gode økonomiske argumenter for at holde arbejdskraft og produktiv kapacitet i ledighed.

Ret efterspørgslen efter ledige ressourcer 
I oktober 2018 var der 145.000 AKU-ledige – sikke et spild af ressourcer. En jobgaranti foreslås som en del af en grøn 'New Deal' for at rette efterspørgslen direkte mod arbejdsløse, så man undgår inflation fra flaskehalse, der opstår ved konventionel 'keynesiansk' ekspansiv finanspolitik, når økonomien nærmer sig kapacitetsgrænsen.

Hvis man er en funktionel politiker, retter man efterspørgslen efter ledige ressourcer og benytter produktionen til at opnå sine politiske mål.

Funktionel finanspolitik betyder ingenlunde, at man skal have en stor offentlig sektor. Vores materielle levestandard afhænger i høj grad også af produktionen i den private sektor. Men fordelingen mellem privat og offentlig aktivitet er politisk – den private sektor finansierer ikke den offentlige.

Hvilken retning skal økonomien have? 
Hvis du har en brændende politisk ambition, skal du, ifølge MMT, først droppe spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra. Medmindre du brænder for at fastholde status quo.

I stedet bør du spørge 'Hvilken retning skal økonomien have?' og argumentere for de helt konkrete tiltag, det kræver. Hvordan redder vi klimaet, uden at folk med lave indkomster siger fra? Som økonomen John Fagg Foster rammende skrev i 1966: "Alt, hvad der er teknisk muligt, er finansielt muligt."

'Hvor skal pengene komme fra?' er stedet, hvor store politiske ambitioner får sin endelige hvile, hvad enten ambitionen er redning af klodens klima eller de største skattelettelser i mands minde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00