Kommentar af 
Natasha Al-Hariri

Natasha Al-Hariri: Jeg føler mig sjældent spejlet i medierne

KOMMENTAR: De danske medier er ikke gode nok til at spejle samfundets sammensætning af etniske og anden etniske danskere, mener Natasha Al-Hariri. Men det er vigtigt, hvis vi vil vise minoritetsdanskerne, at de er set, hørt og anerkendt.

Personligt føler jeg mig sjældent spejlet som borger og individ i vores medier, skriver Natasha Al-Hariri i sin første kommentar til Altinget.
Personligt føler jeg mig sjældent spejlet som borger og individ i vores medier, skriver Natasha Al-Hariri i sin første kommentar til Altinget.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da jeg for nogle måneder siden blev kontaktet af en caster på programmet 'Kender du typen?' på DR1, der inviterede mig til at være med i programmet, var min første tanke, at jeg simpelthen ikke turde medvirke.

Jeg turde ikke lukke hele Danmark ind i mit og min families private hjem.

Et lille årtis debat om udlændinge- og integrationspolitik sætter sine grimme spor, i indbakken naturligvis, men også i den måde, jeg til- og fravælger eksponering. For der har da været sendt et par eller flere dødstrusler min vej, og jeg skal ikke bruge denne klumme på at indvie jer i grovheden på de kommentarer og beskeder, jeg får i forbindelse med medieoptrædener, men netop med den historik i bagagen skulle vi derfor herhjemme grundigt overveje, om den slags programmer var for os.

Jeg endte med at takke ja til at deltage i programmet, og uden at lyde for martyragtig, så var det for diversitetens skyld, jeg gjorde det. Okay, også fordi jeg har hørt, at “så er man nogen”, og det var jo Mads Steffensen, der inviterede, og hvem takker lige nej til ham?

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Men virkelig, de livsstilsprogrammer, vi ser, mangler simpelthen farve og diversitet. Betydningen af at komme ind i hinandens hjem er for stor til at ignorere eller overse. Især når det er hjem, som vi ikke er vant til at se eller opleve.

Uden at spoile mere, end jeg allerede har spoilet, så kan jeg godt afsløre, at livsstilseksperterne var udfordrede. Livsstilsekspert Anne Glad tvivlede på, at det kunne være mit hjem, for det ville være mere “etnisk” i så fald. Jeg forstår godt Annes forvirring, for de fysiske rammer, der danner et hjem for familier som min, portrætteres ikke i medierne.

Den objektive spejling af hele samfundet i vores reklamer, favorit-tv-programmer, børne-tv og sågar radio har simpelthen aldrig været vigtigere.

Natasha Al-Hariri

Diversiteten og repræsentationen af minoritetsdanske borgere i mediebilledet, eller manglen på samme, er et reelt problem, der forhindrer os i det helt basale og bydende nødvendige: at afmystificere og normalisere de borgere i vores land, der især fra politisk hold alt for ofte udskældes som gruppe.

I februar 2017 udgav Ansvarlig Presse i samarbejde med Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet “Dem vi taler om”, en opfølgende rapport om etniske minoriteter i danske nyhedsmedier, og tallene taler for sig selv; i 2011 var andelen af minoritetsdanske borgere cirka 10 procent og udgjorde omtrent 5 procent af kilderne i nyhedsbilledet.

Fem år senere er andelen af minoritetsdanske borgere steget til cirka 12,3 procent, mens deres tilstedeværelse i nyhedsbilledet som kilder er faldet til 4 procent. Godt nok er dette nogle tal, der kun beskæftiger sig med nyhedshistorier, men er situationen en anden, når vi kigger på andre steder i medielandskabet? 

Personligt føler jeg mig sjældent spejlet som borger og individ i vores medier. Den objektive spejling af hele samfundet i vores reklamer, favorit-tv-programmer, børne-tv og sågar radio har simpelthen aldrig været vigtigere, for den sender det simple signal, at man er set, hørt og anerkendt som individ fri for stereotypiseringer.

Når det er sagt, er det bestemt blevet bedre med årene, for eksempel ser vi Nissen Skir i Tinkas Juleeventyr blive spillet af Hadi Ka-Koush, Iman Meskini spiller en helt almindelig norsk teenager i rollen som Sana i hitserien Skam, danske Amina Adan går catwalk for store modehuse i Italien med sin hijab, som var det ain’t no thing.

Da jeg for et par år siden blev kontaktet af Ulla Østergaard, redaktør på TV2 News og programmet News & Co., sagde hun lige ud: “Jeg vil have diversitet og kloge mennesker i mit panel, og der er du et skidegodt bud på begge.”

Jeg blev virkelig begejstret over ærligheden, for det skal jo ikke være sådan, at vi ikke tør italesætte, hvad vores sendeflader mangler. Efterhånden bliver jeg ugentligt kontaktet af castere, der søger minoritetsdanske borgere til deres programmer. Det er fedt! Samtidig har man jo sjældent lyst til at være den, der opfylder diversitetskvoten i et givet program eller medie ved at være det brune indslag.

Ved at portrættere minoritetsdanske borgere som det, de er - nemlig borgere, der bager, bor i almindelige hjem, har meninger om kultur, miljø og normeringer i børnenes institutioner - vinder vi alle på flere måder.

For det første vil disse medier generelt i højere grad appellere til minoritetsdanske borgere, da spejlingen vil give følelsen af at være set og anerkendt på lige fod med den majoritetsdanske borger. Dernæst vil portrætteringen af majoritetsdanske borgere og minoritetsdanske borgere sammen forøge følelsen af sammenhængskraft i vort land.

Så hvad er argumentet for at lade være?

Det interessante og vidunderlige er, at jeg for første gang efter en tur i dit tv ikke har modtaget én eneste besked eller kommentar, der var hadefuld eller negativ. For I så mit hjem, og det var almindeligt og ligesom dit.

Ingen tæpper på væggene eller vandpiber i hjørnet. Det, folk har været allermest interesserede i, har været, hvor min plakat og sofa er fra: Beirut og Biva.

Den sammensathed er et grundvilkår for min generation af minoritetsdanske borgere, og vi er (for det meste) vante og trygge i den. Og jo oftere den skildres som noget ganske almindeligt, jo tryggere bliver resten af landet også i den.

--------

Natasha Al-Hariri (f. 1989) er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet med speciale i flygtninge- og menneskerettigheder. Hun markerer sig i debatten om minoritetsdanske borgere, feminisme og flygtninge. Hun sidder i bestyrelsen hos Refugees Welcome og Indvandrer Kvindecenteret. Natasha arbejder til daglig som selvstændig konsulent og foredragsholder. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Natasha Al-Hariri

Projektchef, TrygFonden, medlem af DBU's Governance og Udviklingskomité og næstforperson i DBU's Etisk Udvalg, Børnebasketfonden med flere
cand.jur. (Københavns Uni. 2016)

0:000:00