Nedtur, optur og stilstand: Forstå valgperioden gennem syv grafer

Den forgangne regeringsperiode viser flere interessante tendenser. 

Altinget dykker ned i syv af dem.

Både Alternativet og Liberal Alliance var ved folketingsvalget i 2015 to relativt nye partier, der begge oplevede stor valgsucces.

Opturen er siden da blevet afløst af vælgerkriser for begge partier, der af forskellige årsager er gået kraftigt tilbage i nogenlunde samme tempo. 

For Alternativets vedkommende har en række personsager tynget partiet. Både i sagen om partiets festkultur, anklager om dobbeltmoral i forbindelse med folketingsmedlemmernes flyrejser, og da partiets nyvalgte borgmester i København trak sig i kølvandet på en historie om, at han havde opgivet forkerte oplysninger om sit eget CV. 

Samtidig har flere partier skærpet deres grønne profil, hvilket ellers har været en af Alternativets store slagnumre. 

Partiets vælgere har først og fremmest flyttet sig til Enhedslisten og derefter til SF og Radikale.

Det viser en analyse af valgperiodens vælgervandringer, som professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet har lavet for Altinget.

I alt har Alternativet mistet mere end 50.664 vælgere siden valget i 2015, viser analysen.  

Liberal Alliance har haft en lettere turbulent valgperiode. Først uden for og senere i regeringen. Partiet oplevede det første knæk nedad i september 2016. Det var, efter partileder Anders Samuelsen kravlede op i det famøse træ og forlangte lettelser på topskatten.

Så trådte partiet ind i regeringen og stillede sig tilfreds med at få ønsket om skattelettelser skrevet ind i regeringsgrundlaget. I 2017 måtte regeringen dog opgive topskattelettelserne, og Liberal Alliance stemte finansloven igennem uden garanti for en skatteaftale, selvom de ellers havde truet med at stemme nej, hvis ikke der kom en reform med "historisk store skattelettelser" inden jul 2017.

En stor del af Liberal Alliances vælgere er gået til regeringspartnerne, Venstre og Konservative.

Det er dog primært Konservative, der har lukreret på Liberal Alliances tilbagegang. 

Dansk Folkepartis dårlige målinger har været et omdiskuteret emne både i forbindelse med folketingsvalget og europaparlamentsvalget.

Siden valget i 2015 har partiet blandt andet være plaget af anklager om misbrug af EU-midler med partiets store profil og stemmesluger Morten Messerschmidt i centrum.

Samtidig har Socialdemokratiet rykket sig tættere på Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken, og det er blevet mere trangt på højrefløjen, efter at både Nye Borgerlige og Stram Kurs er blevet opstillingsberettigede.  

Når man kaster et blik på vælgervandringerne, bliver det også tydeligt, at Dansk Folkeparti har blødt vælgere til både højre og venstre. Men det er særligt Socialdemokratiet, der har formået at gøre indhug i DF’s vælgerskare.

Herefter kommer Nye Borgerlige, Venstre og Stram Kurs.  

På trods af fire relativt turbulente år har Venstre ligget stabilt gennem hele valgperioden, og i dag er partiet meget tæt på seneste valgresultat.

Men det resultat var dog det dårligste for partiet i 25 år.    

Når stemmerne skal tælles op, bliver det interessant at holde øje med Kristendemokraterne, der i løbet af valgkampen har taget et markant hop op og ligger meget tæt på spærregrænsen.

Det er sket, samtidig med at partiets afgående formand, Stig Grenov, først fortalte, at han tog orlov og senere meldte ud, at han ikke genopstiller som formand. I stedet overtog Isabella Arendt, der før valget var partiets næstformand, partiledertjansen og er blandt andet blevet kaldt ”vikaren fra himlen”, efter at hun har imponeret mange i tv-debatterne.