Niels Jespersen: Alternativet på vej ud af Enhedslistens favntag

Ved Folketingets afslutning i 2018 var Alternativet i alvorlige problemer.

Entusiasmen var ikke længere den samme, og kommunalvalget endte skuffende efter interne lækager og dårlig presseomtale om peniscollager og grænseoverskridende festkultur.

Helt galt gik det, da den nu afgåede spidskandidat i København Niko Grünfeld pjækkede fra beskæftigelsesborgmesterposten, som græsrødderne følte var stillet dem i udsigt. Efter året før at have annonceret sin afgang fra dansk politik erkendte Uffe Elbæk, at hans projekt ikke er levedygtigt på egen hånd. Der måtte ske noget nyt.

Heldigvis var et opbrud på vej. I sommeren 2018 meldte Mette Frederiksen ud, at Socialdemokraterne ville alene i regering uden Radikale. Morten Østergaard reagerede prompte ved at trække støtten. Derved blev oppositionen splittet i tusind stykker. Alt var nu i spil.

Elbæk udnyttede S-R-bruddet som sit ”frihedsbrev” til at melde sig som statsministerkandidat. Formelt med henblik på at unfuck the system (hvilket for udestående til forveksling ligner fuck the system). Reelt også for at skabe bevægelse om Alternativet, der var kørt fast og langsomt sank i meningsmålinger.

Politiske journalister elsker proceshistorier, og hver tvetydig udtalelse om dronningerunder udløser øjeblikkelige avisforsider og nøje granskning i de politiske magasinprogrammer. Netop den opmærksomhed, der skal til, så Alternativet undgår at drukne i mængden af småpartier.

Den lille grønne tømmerflåde driver nu på strømmen af idealistiske vælgere i retning af ”oppositionen til oppositionen”, nemlig Radikale Venstre.

Niels Jespersen

Elbæks statsministerudmelding havde imidlertid den effekt, at den kappede Alternativets fortøjninger til Enhedslisten. Den lille grønne tømmerflåde driver nu på strømmen af idealistiske vælgere i retning af ”oppositionen til oppositionen”, nemlig Radikale Venstre.

Det mest konkrete udtryk for denne bevægelse er valgforbundet mellem ALT og R til europaparlamentsvalget i maj 2019. Alternativet får næppe valgt nogen, men kan med sine stemmer sikre Morten Helveg Petersens (R) mandat, som så vil tage plads i den liberale ALDE-gruppe, hvor også Venstre sidder.

Den voksende afstand til Enhedslisten skyldes ikke kun Elbæks statsministerdrømme, men også en række personudskiftninger. Oprindeligt var Alternativets politikere, ansatte og medlemmer mere ideologisk venstreorienterede.

Med Rasmus Nordqvist og Josefine Foch i ledelsen og Palæstina-aktivisten Leila Stockmarr som politisk chef, var der nærmest tale om Enhedslisten 2.0. To år efter valget i 2015 havde Alternativet stemt identisk med Enhedslisten i hele 83 procent af alle Folketingets afstemninger.

Siden har Stockmaar sagt op, og René Gade og Caroline Magdalene Maier har spillet en større rolle. De er med deres mere erhvervsorienterede profil tættere på midten, selv om de i partiets ånd er alt andet end ideologisk konsekvente.

Samtidig er der med årene sket en udvikling, hvor flere af de meget idealistiske aktivister er faldet fra, mens mere rutinerede kræfter med erfaring fra andre partier står stærkere.

Det gælder for eksempel menneskerettighedsadvokaten Kåre Traberg Smidt, der efter at være indtrådt i Københavns Borgerpræsentation er rykket frem i hierarkiet. Han tabte ganske vist valget som Niko Grünfelds efterfølger til Franciska Rosenkilde, men er med sin overlegne erfaring et afgørende medlem af BR-gruppen.

Kåre er forhenværende Venstre-medlem ligesom forhenværende formand for hovedbestyrelsen Michael Jellesmark, der netop har trukket sig ”af personlige årsager” i en af partiets utallige ledelsesrokader.

Derudover er et par vigtige forbindelsesofficererne imellem ALT og EL forsvundet. Det gælder for Alternativets side den iltre pressechef Magnus Haslebo og for Enhedslistens vedkommende Emil Nielsen, der i foråret skiftede til Dansk Naturfredningsforening.

I politik betyder personlige relationer meget, og det seneste halve år er relationerne til EL blevet svækket, mens de omvendt styrkes mellem ALT og R. Det er vigtigt at slå fast, at der ikke er tale om nogen bevidst strategi fra Alternativets side, og at gode relationer til Enhedslisten ikke nødvendigvis er udtryk for ideologisk fællesskab. Ikke desto mindre er kursændringen markant.

Nu risikerer Enhedslisten at miste positionen som det ægte alternativ til ”magtpartierne” S og V, for med Morten Østergaards venstredrejning af De Radikales værdipolitik er der rift om de mange røde vælgere, der raser over Socialdemokraternes stramme udlændingepolitik, og med Alternativets udmelding ligner EL pludseligt et halehæng til S.

Pernille Skipper skal pludselig ud og forklare, hvorfor hun peger på Mette Frederiksen frem for Uffe Elbæk. På den del af venstrefløjen betyder autencitet alt, og det er den, Elbæk måske fornemmer er ved at skifte fra EL til R.

Men Elbæk skal også løbe hurtigt, hvis han skal holde Alternativet i Folketinget. Hans statsministerstunt har stabiliseret målingerne, men fremgang er der ikke udsigt til.

Alternativets succes er bygget på nogle af landets mest illoyale vælgere, og der skal ikke mange fejltagelser til, før spærregrænsen truer. I løbet af valgperioden har Alternativet forsømt at udvikle brugbar politik og talenter, der kan tage over efter Elbæk.

Faktisk står partiet svagere i dag end efter valget i 2015. Halvdelen af folketingsgruppen er på vild flugt fra projektet, og organisationen er en svingdør, hvilket underminerer Elbæks forsøg på at tale om sig selv som klimaets eneste redning. Amatørismen er ikke længere helt så forfriskende, og de jævnlige negative pressesager rammer som en mavepuster. Vælgerne er heller ikke imponerede over Alternativets politiske resultater eller mangel på samme.

Atter er det hele op til Elbæk, og man må håbe for ham, at han har gemt et par overraskelser til valgkampen. Der er nemlig en risiko for, at Elbæk har hevet kaninen for tidligt op af hatten og nu må improvisere sig gennem resten af sættet.

I Alternativet mener flere, at Elbæk burde havde ventet til valgkampen med sin udmelding. Nu risikerer han at må kravle længere og længere op i træet for at tiltrække sig mediernes opmærksomhed som senest i Politiken, hvor man mere eller mindre lover at vælte Mette Frederiksen, hvis hun bliver statsminister.

Der er bestemt et segment for skingre meldinger, men de er heller ikke ufarlige. Elbæk risikerer, at det går op for hans vælgere, at en stemme på Alternativet kan være en stemme på omvalg, indtil partiet ryger ud af Folketinget, eller Løkke genvinder magten. Eventuelt begge dele.

........

Niels Jespersen (f. 1980) er debattør og cand.mag. i historie, Afghanistan-veteran og medforfatter til bogen "Eksperimentet, der slog fejl" om 35 års dansk asyl- og indvandringspolitik. Han forsøgte i 2018 uden held at blive opstillet som socialdemokratisk folketingskandidat i Roskilde. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.