Niels Jespersen: Kampen om DF-bashingen er begyndt

"Jeg er fascist, og Dansk Folkeparti hader mennesker" skrev Inger Støjberg for nyligt selvironisk i B.T. Anledningen var Uffe Elbæks beskrivelse af dansk politik som havende "fællestræk med situationen i 1930'ernes Europa", samt Pernille Skipper, der efter eget udsagn "efterhånden (tvivler) på, om de (DF) kan lide mennesker overhovedet." Det får Skipper til "oprigtigt at tvivle på, om de 90 personer i Folketinget komplet mangler empati".

Skippers oprigtighed er nok det mest tvivlsomme i det udsagn. For det er påfaldende, hvordan Enhedslisten rykker ud med så hårdt et angreb, lige efter at Elbæk havde leveret sin fascisme-anklage. Mit bud er, at desto tættere vi kommer på valget, desto mere vil Enhedslisten, Alternativet og Radikale kappes om at overgå hinanden i tilsvininger af højrefløjen.

Der er nemlig hård konkurrence om de vælgere, der for alt i verden ikke kan fordrage DF og Inger Støjberg. Vi taler om de mennesker, der på den ene siden synes, at tonen i debatten er for hård, og på den anden side deler forfatteren Carsten Jensens livssyn og retorik.

Nu har venstrefløjen aldrig været et sted, hvor man var bange for at sige sin ærlige mening om politiske modstandere, men når retorikken har fået et ekstra hak op, skyldes det, at Morten Østergaards strategiskifte truer Enhedslisten og Alternativet. Ved at erklære sig uafhængig og i opposition til Socialdemokratiet er Radikale på vej ind på venstrefløjens traditionelle banehalvdel. Her sparkede Morten Østergaard kampen i gang, da han kaldte samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti for et "rødbrunt kabinet".

Brun er som bekendt fascismens farve efter de brune skjorter, som Hitlers SA-milits brugte i 30'ernes Tyskland. Der er således tale om det berømte nazikort, men i en Schrödinger-variant var anklagen uden klar adresse, så afsenderen kan slippe for at stå på mål for sammenligningen.

Elbæk laver det samme retoriske trick med sin fascisme-sammenligning, der ikke rigtigt relaterer sig til noget konkret, men som modtagerne nok skal forstå at knytte til de rigtige partier. I amerikansk politik kaldes det "dog whistle politics" og bruges typisk til at komme med nedladende generaliseringer om minoriteter uden at nævne dem ved navn.  

Den radikale konfrontationskurs med S er med til at gøre DF til en attraktiv samarbejdspartner for en socialdemokratisk mindretalsregering

Niels Jespersen

"Hvorfor vil Støjberg så gerne kaldes fascist?", spørger Elbæk. Det vil hun selvfølgelig gerne, fordi Elbæk mobiliserer hendes støtter i samme omfang som sine egne. Det er tale om en Trump-strategi, hvor man bevidst går efter at polarisere debatten. Den slags er effektivt til at vinde valg, men som USA viser, er det svært at finde sammen bagefter. Hvis der er ét træk i nutidens politiske debat, der minder om mellemkrigstiden, så er det faktisk dette.

Hvem vinder konkurrencen om at tale grimmest om Støjberg og DF? Mit bud er, Radikale har det bedste udgangspunkt. De kan nemlig gå hårdest til Socialdemokratiet og står til at vinde mest ved en valgkamp, der handler om udlændinge.

R er det parti, der er mest diametralt i modsætning til DF, for hvor R hælder til venstre på udlændingepolitikken, hælder DF den modsatte vej, og omvendt når det gælder socialpolitik og økonomi. Å og Ø er sådan set enige med DF i en række velfærdspolitiske spørgsmål, og Pernille Skipper har yderligere det problem, at hun ikke engang i ånden flirter med den imaginære borgerlige anstændighed. Hun slæber også rundt på en EU-politik, der trods et andet udgangspunkt ender samme sted som DF: med kravet om et dansk Brexit.

Taberen i kampen om at bashe DF er først og fremmest Mette Frederiksen, for hun får sværere ved at række ud til både de oppositionspartier, der skal gøre hende til statsminister, og det DF, der er en forudsætning for, at hun kan gennemføre sit program.