Kommentar af 
Niels Jespersen

Niels Jespersen: Pension truer Radikales retoriske venstredrejning

KOMMENTAR: Mette Frederiksens udspil til en differentieret pensionsalder skaber ikke kun splittelse mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Også “oppositionen til oppositionen”, nemlig EL, ALT og R, stikker i vidt forskellige retninger.

Hvis der på valgnatten materialiserer sig et FOA-flertal imellem SF-D og DF, så har Østergaard tabt alt på gulvet.
Hvis der på valgnatten materialiserer sig et FOA-flertal imellem SF-D og DF, så har Østergaard tabt alt på gulvet.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Niels Jespersen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Der var ellers noget nær konsensus om, at næste valg skal handle om udlændinge. Så smed Socialdemokratiet en pensionsjoker på bordet, der kan ændre valgkampens forløb og skabe nye brudlinjer i dansk politik.

Det ses allerede i blå blok, hvor DF nølende støtter S-planen om differentieret pensionsalder. Det skaber problemer for regeringen, der helst ville afvise udspillet helt, men som ikke kan gå til valg med en blødende grænse til sit eget støtteparti.

Derfor har regeringen indkaldt til forhandlinger om en udvidelse af seniorførtidspensionsordningen. Håbet er at tage luften ud af S-udspillet før valgkampen, men indtil videre har effekten været, at pensionsdebatten helt har erobret dagsordenen fra både udlændingespørgsmålet, men også Lars Løkkes sundhedsreform.

Det sidste er måske meget godt for Venstre, når man tænker på V-baglandets reaktion på nedlæggelsen af regionerne. Det har heller ikke hjulpet, at en venstre-MF har forsøgt at finde smuds på partiets egne regionspolitikere.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Det er imidlertid ikke kun på højrefløjen, at pensionsudspillet skaber ravage. Socialdemokraternes venstredrejning har også potentiale til at splitte “oppositionen til oppositionen”, nemlig den uformelle alliance mellem Enhedslisten, Alternativet og Radikale, der op til valget har anlagt en hård konfrontationskurs mod Mette Frederiksen. Det risikerer især at gå ud over Radikale, for de skal bruge venstrefløjens mandater, når de efter en eventuel rød valgsejr skal lægge arm med S om den politiske linje.

Morten Østergaards masterplan er nemlig at stemmemaksimere med henblik på at gøre manøvrerummet for en kommende S-regering så smalt som muligt. De radikale mandater skal simpelthen være så talrige, at de er umulige at komme udenom.

Radikale risikerer at ligne et akademikerparti, for hvem arbejderklassen blot eksisterer som tjenende ånder, der skal presses til sidste blodsdråbe.

Niels Jespersen

Hvis der på valgnatten materialiserer sig et FOA-flertal imellem SF-D og DF, så har Østergaard tabt alt på gulvet. Det er der ikke meget, der tyder på, og så bliver det straks relevant, hvor mange kombinationsmuligheder S har.

Kan der laves flertal med mange forskellige partier, så bliver prisen for forlig lavere og de enkelte partier mere undværlige. Det er mareridtsscenariet for R. Er der få muligheder, står vi i den modsatte situation.

Den første styrkeprøve mellem R og S kommer allerede ved regeringsdannelsen. I R vurderer man, at en S-regering kan vise sig svær at komme af med, når først den er dannet. Derfor er planen at tildele Mette Frederiksens soloprojekt sit banesår ved at trække regeringsdannelsen i langdrag med dronningerunder og lange forhandlinger efter svensk forbillede.

På den måde skal de socialdemokratiske valgløfter rundbarberes, akkurat som det skete i det sorte tårn i 2011. Mette Frederiksen skal hegnes ind af en håndfæstning, der forbyder hende at gå over midten efter DF-støtte.

Svagheden i den plan er, at den forudsætter, at resten af “anstændighedsblokken”, nemlig Å og Ø, ikke alene får gode valg, men vil danne fælles front med Radikale imod S og SF. Det skal nok også ske, så længe diskussionen handler om udlændinge, men den bliver straks sværere, hvis emnet er pensionsalder.

For sagen er den, at hvor Radikale tilhører den yderste venstrefløj, når det kommer til flygtninge, integration og værdipolitik, så er partiet lige så langt ude på højrefløjen i forhold til tilbagetrækningsalderen. Det kan blive et problem i valgkampen.

For Radikale havde ikke nemt ved at finde deres egne ben. Først var Sophie Carsten Nielsen positiv, hvorefter Morten Østergaard afviste det socialdemokratiske udspil som “luftigt” og “lavet til valgkamp”. Det skete, da Thulesen Dahl tilsluttede sig forslaget, hvorfor man godt kan få det indtryk, at R går efter maksimal synlighed og kant til DF.

Derefter meldte Radikale sig på banen med deres eget forslag, der ligger til højre for regeringen. R ønsker at at udvide seniorførtidspension, men vil fastholde, at den kun skal gælde for dem, der ikke kan arbejde mere, og at ansøgere skal have en sundhedsfaglig erklæring om, at de er for nedslidte til at arbejde. Finansieringen skal findes ved at hæve pensionsalderen med et halvt år, gældende fra 2025.

Her er der langt til Enhedslistens krav om en fast 67 års-pensionsalder for alle og Alternativets borgerlønsplaner.

Læs også

Udfordringen med pensionsdebatten er, at den trækker bukserne af Radikales retoriske venstredrejning. Efter at have skovlet røde vælgere ind på en kompromisløs linje på udlændingeområdet minder Morten Østergaard os alle sammen om, at R har langt mere liberale ambitioner, end det har været muligt for Løkke at føre igennem med DF som parlamentarisk grundlag.

Det er R-classic fra Vestager-tiden med “sådan er det jo” til først dagpengemodtagerne og nu også de nedslidte håndværkere. Radikale risikerer at ligne et akademikerparti, for hvem arbejderklassen blot eksisterer som tjenende ånder, der skal presses til sidste blodsdråbe.

Det er tvivlsomt, om det påvirker Uffe Elbæk, der roser S-udspillet, men ikke virker synderligt optaget af pensionsdebatten. For ham vægter udlændinge tungere. Det er bare ikke nødvendigvis tilfældet med Ø, der ikke er glade for at skulle prioritere i mærkesagerne.

Indtil videre kører Enhedslisten en form for ultra-venstrelinje over for socialdemokraternes pensionsudspil, som Pelle Dragsted kalder “spin” og “varm luft”. Ifølge Enhedslistens chefstrateg er det “...godt, at Socialdemokratiet anerkender problemet. Men deres løsning er slet ikke en løsning. Derfor var der nogen, der blev nødt til at være som den lille dreng i "Kejserens nye klæder" og fortælle, hvad det her er for noget.”

Hvis den linje fortsætter, så er der ingen skår i forholdet mellem R og Ø, der kan være lige meget imod både S og R’s pensionsudspil. Spørger man i Enhedslisten, er der også bred opbakning til Dragsted. Her er man stadig rasende over Thorning-tiden.

Spørgsmålet er bare, om det også holder efter valget, hvor en kommende S-statsminister kan indkalde til forhandlinger om differentieret pensionsalder. Til den tid har Enhedslisten inkasseret sin vælgergevinst ved at udråbe S som nutidens arvtagere til 30’ernes “socialfascister” og er sandsynligvis mere til at snakke med. Det kan S udnytte til at udmanøvrere Radikale og drive en kile ind mellem dem og Ø og Å.

Samtidig får S også et potent argument imod venstrefløjen. Vil den virkelig modsætte sig et samarbejde med DF, hvis det kan redde de nedslidte arbejdere, for i stedet at tækkes Morten Østergaard?

--------------

Niels Jespersen (f. 1980) er debattør og cand.mag. i historie, Afghanistan-veteran og medforfatter til bogen "Eksperimentet, der slog fejl" om 35 års dansk asyl- og indvandringspolitik. Han forsøgte i 2018 uden held at blive opstillet som socialdemokratisk folketingskandidat i Roskilde. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Jespersen

Chefredaktør, Netavisen Pio, debattør
cand.mag. (historie)

0:000:00