Kommentar af 
Nikolaj Saadat

Nikolaj Saadat: Abracadabra, Christiansborg. Jeres klima-bluff er kaldt

KOMMENTAR: 70 procent CO2-reduktion inden 2030 er gået fra at have som formål, at Danmark skal tjene som forbillede for alverdens mere udledende stater til at blive et mål i sig selv, så klimapartierne kan overholde deres ekstravagante valgløfter.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ifølge filmen The Prestige består enhver stor tryllekunst af tre dele:

”The Pledge”, hvor tryllekunstneren viser tilskueren noget ordinært. Tryllekunstneren beder dig muligvis om at inspicere det ordinære objekt, så du kan bekræfte, at det virkelig er ægte og oprigtigt.

”The Turn”, hvor tryllekunstneren får det ellers ordinære objekt til pludseligt at gøre noget ekstraordinært. Den vågne tilskuer begynder at lede efter forklaringen på, hvordan og hvorfor dette objekt pludselig opfører sig ekstraordinært. Men tilskueren ved det ikke – måske fordi, han ikke vil vide det. Han vil lade sig forføre.

Det fører os til den sidste og sværeste del, der fuldender tryllekunsten: ”The Prestige”. Her er tryllekunstneren nødt til at få objektet tilbage til det ordinære udgangspunkt, som tryllekunsten begyndte med.

Fakta
Nikolaj Saadat (f. 1995) er stud.scient.pol., medlem og kampagnemedarbejder for Socialdemokratiet i Odense. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

De tre dele kan på mange måder appliceres på den store politiske tryllekunst om en 70 procent CO2-reduktion i 2030. Og lige om lidt går det op for de danske partier, at de mangler ”The Prestige”.

Jeg forudser et publikum – vælgerne - der bliver jævnt skuffede, når masken falder.

Virkeligheden er så småt gået op for vores politikere: 70 procent reduktion er et trade-off, der alt andet lige vil koste på områder, som tredjeverdenslande – og sandsynligvis også danskerne – hverken kan eller vil ofre.

Nikolaj Saadat

”The Pledge” startede i månederne op til valgkampen, hvor partierne skiftevis – som en anden hvid kanin - trak det højest mulige tal op af hatten. Her var der stort set ingen begrænsninger for, hvor meget CO2 vi kunne reducere inden 2030.

Da Enhedslisten eksempelvis præsenterede sit klimaudspil med en 70-procentsmålsætning i februar 2019, udtalte De Radikales miljø- og klimaordfører Ida Auken, at en klimaomstilling også skal ”hænge sammen i virkelighedens verden”, ligesom Socialdemokratiet kritiserede partierne for at lege ”tænk på et tal”.

Siden fulgte samtlige partier på venstrefløjen Enhedslisten trop frem mod valget, hvorefter Alternativet trumfede hele venstrefløjen ved at foreslå en 80-procents reduktion. Klimaambitionerne ville ingen ende tage.

Bevares, det blev da omtalt som både ”svært” og ”ambitiøst”, men muligheden for at gennemføre en historisk stor klimaomstilling på et årti uden det mærkbart ville kunne mærkes for lige præcis de enkelte partiers kernevælgere – ja, den præmis var ganske gennemgående for alle de såkaldte klimaambitiøse partier.

”The Turn” blev foretaget, da alle de klimapopulistiske partier præsenterede et identisk endemål for publikum:

Hovedformålet med overhovedet at gennemføre en 70 procent CO2-reduktion inden 2030 var – såfremt den kunne gennemføres, uden man blev hverken fattigere eller dårligere stillet som dansker - at vi som miniputnation dermed kunne tjene som eksempel for andre nationer, der står for en langt større del af verdens CO2-udledning.

Målet var altså, at Danmark skulle være ”en grøn førernation”.

Pludselig var det ordinære tal på 70 procent altså som forvandlet til et ekstraordinært nummer, hvor vi i Danmark, små som vi trods alt er, pludseligt skulle tjene som forbillede for alverdens stater.

Læs også

Problemet er bare, at ingen seriøse politiske partier, individer eller organisationer hidtil har leveret ”The Prestige” – og de kommer heller ikke til det.

I stedet for at gennemføre en grøn omstilling for at kunne tjene som forbillede for andre stater, så er reduktionen blevet et mål i sig selv, så klimapartierne kan overholde deres ekstravagante valgløfte.

Tag eksempelvis Enhedslisten, hvis klimapolitiske plan består af indskrænkninger af landbruget og i vores fremstillingsvirksomheder samt en markant omstilling af persontransporten. Alle forslag, der enten svækker vores BNP eller gør det dyrere at være dansker.

Tag derefter forslaget fra DSU, Mogens Lykketoft og Pelle Dragsted, der alle advokerer for en øget gældsoptagning for at finansiere de mange engangsudgifter i forbindelse med omlægningen. Hvordan forestiller de sig, at lande i Asien og Afrika skal øge statsgælden for at finansiere en grøn omstilling?

Helt meningsløst bliver det dog, når de politiske kommentatorer – som jeg ellers værdsætter højt – fuldstændig lader sig forføre af politikeres spin. En opgave, de ellers får penge for at dissekere.

I programmet ’Besserwisserne’ på TV 2 NEWS blev et enigt panel forleden enige om, at lavindkomstgrupper blot kan modsvares via grøn check, når klimaafgifter vender den tunge ende nedad. Faldgruben om at klimaafgifter ikke må have en social slagside kunne altså - ifølge de politiske kloge åger - imødekommes med en skatteregulering.

Her har jeg stadig til gode at høre hvilke tredjeverdenslande, der i nær fremtid kommer til at operere med et så sofistikeret skattesystem, at de blot kan justere på den grønne check.

I første omgang var klimapolitikken en gratis omgang, og vi – vælgerne – blev hver især lovet af de politiske partier, vi sætter vores lid til, at lige præcis vi ikke ville blive værre stillet med en grøn omstilling.

Men virkeligheden er så småt gået op for vores politikere: 70 procent reduktion er et trade-off, der alt andet lige vil koste på områder, som tredjeverdenslande – og sandsynligvis også danskerne – hverken kan eller vil ofre.

Her er overlevelse, mad på bordet, skolegang til børnene, sanering, beskæftigelse og øget velstand prioriteter, der trumfer den grønne omstilling.

Til Mandag Morgen udtalte formand for Klimabevægelsen Frederik Sandby forleden, at vi må vise andre lande, at en omstilling kræver ”kulturændringer”. Jeg ved ikke, om Frederik Sandby har boycuttet flyrejser, men for at kunne tillade sig at kræve kulturændringer i tredjeverdenslande, bør han til en start lære disse kulturer at kende.

Her kæmper mange lande med massiv arbejdsløshed, sult, krig og meget andet, der – med rette - prioriteres højere end den grønne omstilling. Her er ”kulturændringer” ikke nok – en grøn omstilling skal gøre disse lande rigere samtidig med den gennemføres. Ellers er det ikke en gangbar løsning.

Det er derfor på tide, at vores politiske folkevalgte erkender, at de tog munden for fuld med løftet om 70 procent reduktion i 2030, der samtidig kunne gøre os rigere.

I stedet kunne de med fordel prioritere deres klimaenergi dér, hvor det gør en mærkbar forskel: I Udenrigstjenestens arbejde med grønt diplomati og eksport af grønne teknologier.

Alle forsøg på at nå en grøn omstilling alene for at gennemføre den er derimod ren populisme.

Måske vælgerne også skal se filmen The Prestige, hvis de vil spå om, hvordan denne klimaforestilling ender.

Enten skal den gennemføres som den illusion, den er – eller også skal der en gal videnskabsmands teknologiske opfindelse til. Ingen af delene virker synderligt betryggende.

Abracadabra, Christiansborg. Jeres klimapolitiske bluffnummer er kaldt.

-----

Nikolaj Saadat (f. 1995) er stud.scient.pol., medlem og kampagnemedarbejder for Socialdemokratiet i Odense. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00