Kommentar af 
Nikolaj Saadat

Nikolaj Saadat: Tør vi overhovedet sige fra over for kineserne?

KOMMENTAR: Coronakrisen viser med tydelighed, at Kina holder hele den frie verden i et geopolitisk jerngreb. Tør vi overhovedet sige fra?

Coronakrisen er en stresstest af det vestlige demokrati, og i kulissen lurer et autoritært Kina, der konstant søger muligheden for øget indflydelse og magt.
Coronakrisen er en stresstest af det vestlige demokrati, og i kulissen lurer et autoritært Kina, der konstant søger muligheden for øget indflydelse og magt.Foto: Thomas Peter/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I disse dage udstiller den vestlige verdens manglende kritik af Kina, hvor afhængige vi har gjort os af et af de mest brutale og autoritære styrer i verden.

Kina har sat verden i en historisk krise og udstillet egne mangler og menneskerettighedskrænkende karakteristika, og vores respons er ros og benovelse fremfor kritik og diplomatisk pres.

Coronakrisen er den hidtidige kulmination på to årtiers dansk leflen for den kinesiske pengemaskine, der har udvandet vores vestlige frihedsværdier og fuldstændig lammet vores kritiske sans.

Forud for coronakrisen går to årtiers mærkværdig principløshed, der startede med vores underkastelse af kinesisk pres med en note verbal i 2009, der nægtede tibetanerne ret til selvbestemmelse, stik imod vores værdisæt og demokratiske fundament.

Fakta
Nikolaj Saadat (f. 1995) er stud.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Vi fjernede senere Tibet-flagene i gaderne, da den store leder aflagde besøg, og inviterede et par pandaer til vores hovedstad som tak. 

Coronakrisen rejser imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt vores økonomiske afhængighed også komplet har eroderet vores mulighed for og evne til at kritisere den skinkommunistiske stat?

Med stor succes lykkes Kina med at sælge landets autoritære styre som markant overlegent det vestlige demokrati.

Nikolaj Saadat

I disse uger ser vi samme quid pro quo-strategi udfoldet i Europa, som Kina succesfuldt har implementeret i Afrika i en årrække, hvor man har opkøbt goodwill for donationer og investeringer.

Kina har med nærmest uhørt små sundhedsdonationer komplet elimineret kritikken af den kinesiske håndtering af og ansvar for den globale pandemi, vi i disse dage mærker på egen krop.

Kina har eksempelvis per 25. marts sendt 36 læger og sygeplejersker til Italien. Det samme har Albanien, der har knap tre millioner indbyggere.

Samtidig blev sendingen af sundhedsudstyr til spanierne ledsaget af præsident Xis ønske om "øget samarbejde landene imellem" efter coronakrisen.

Kinas bidrag er altså på ingen måde proportionelt med den politiske gevinst, de høster til gengæld. Det er derfor heller ikke noget, vi europæerne skal falde i svime over, som vi gør.

Kinas selviscenesættelse som verdens frelsere er så effektiv, at man midt i Vestens monumentale sammenbrud helt glemmer, at coronakrisen kun er endt, hvor den er, fordi den kinesiske fødevarehygiejne i årtier har været en tikkende bombe på de utallige vilddyrsmarkeder.

Det flugter naturligt med den larmende diplomatiske tavshed over, at Kina først ignorerede de første tilfælde, og siden holdt det hemmeligt for resten af verden ved at fængsle whistleblowere og journalister, der råbte vagt i gevær, mens virussen spredte sig som en steppebrand.

Derudover ignoreres de tydelige kinesiske informationskrigstiltag, der forsøger at ændre narrativet om Kinas rolle som smittespreder. Blandt andet dyrker det kinesiske udenrigsministerium konspirationsteorien om, at det i virkeligheden er USA's militær, der har angrebet Kina med coronavirus.

Og mens vores kritik af Kina glimrer ved sit fravær, så er lovprisningen desværre til at få øje på. 

I de danske medier står viruseksperter i kø for at proklamere, at ”Kina har gjort noget rigtigt”, ligesom landet får ros for sin strategi med massetests og isolering af syge.

I den proces får vi danskere sjældent fortalt, at Kina krænker basale menneskerettigheder og tager uhørte frihedsberøvende tiltag i brug, som selv den hårdeste retsordfører herhjemme ville gispe over.

Ligeså ignoreres det, at Kinas mindskede smittetal med stor sandsynlighed er fejlagtig, som den uafhængige kinesiske avis Caixin i sidste uge kunne afsløre.

Også blandt den almene dansker blomstrer den kinesiske bløde magt i fuld vigør. Benovelsen over donationen af sundhedsudstyr fra Alibaba-ejeren Jack Ma, den korporative forlængede arm af kommuniststyret, er til at få øje på i den offentlige debat.

Her får fortællingen om den filantropiske kinesiske forretningsmand lov at folde sig ud, selvom donationen i virkeligheden er et udtryk for et kynisk og kalkuleret politisk træk fra Beijing.

Kinas effektive pr-strategi, hvor iscenesættelsen af sig selv som et land med overskud og ressourcer til at hjælpe kloden rundt, har vendt opfattelsen af kommuniststyret fra at være sygdommen til pludselig at være kuren.  

Konsekvenserne er katastrofale: Med stor succes lykkes Kina med at sælge landets autoritære styre som markant overlegent det vestlige demokrati.

I Serbien takkes præsident Xi i en sådan grad, at han bliver kaldt ”en ven og en bror af det serbiske folk” af præsident Aleksandar Vučić, i Italien er opbakningen til EU i frit fald, mens lovprisningen af Kina stiger, og i Ungarn har man i ly af krisen sneget diktaturet ind ad bagvejen som det første land i EU nogensinde. 

Den vestlige respons på Kinas donationer er desværre yderst forudsigelig. Med donationerne følger en kinesisk indbygget mekanisme, der hindrer berettiget kritik af kommunistpartiet.

For hvordan skal vi kritisere en magt, der hjælper os midt i en enorm krise, mens vores allierede amerikanere endnu en gang har sat sig selv først, og vores europæiske fællesorgan er komplet handlingslammet?

Jeg er med på, at kritik af kineserne næppe ligger øverst på den politiske dagsorden herhjemme, hvor krisehåndteringen og fokusset først og sidst ligger på covid-19’s konsekvenser for vores samfund. Men vi har haft lang tid til at kritisere kineserne, og episoderne har været mange og barske.

Samtidig ser tendenserne i disse uger – hvor menneskerettighederne bliver behandlet som fintfølende franske principper – ikke lovende ud, hvis man forventer en ny kurs i den nærmeste fremtid.

For coronakrisen er ikke kun en sundhedskrise og et potentielt startskud til en ny finanskrise. Det kan blive den største stresstest af det vestlige demokrati siden 2. verdenskrig, og i kulissen lurer et autoritært Kina, der konstant søger muligheden for øget indflydelse og magt.

-----

Nikolaj Saadat (f. 1995) er stud.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00