Nøglevidne udfordrer Støjbergs forklaring: "Jeg har ikke nogen særlig erindring om, at notatet spillede en rolle"

ULOVLIG INSTRUKS: Tidligere afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet Lykke Sørensen kan ikke genkende Inger Støjbergs forklaring om et centralt notat, siger hun ved afhøring i Instrukskommissionen torsdag.

Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Det notat, som tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) baserer sit forsvar på i sagen om den ulovlige instruks, spillede ikke nogen særlig rolle.

Det siger tidligere afdelingschef i ministeriet Lykke Sørensen torsdag, hvor hun er kaldt tilbage til ny afhøring i Instrukskommissionen, ifølge DR og andre medier. Kommissionen undersøger forløbet op til Støjbergs ulovlige instruks om at tvangsadskille asylsøgende par, hvor den ene part var mindreårig, uden at vurdere hver sag individuelt.

Støjberg blev afhørt søndag og mandag og forsvarede sig med, at hun som minister godkendte et notat om, at parrenes sager skulle vurderes individuelt og dermed på lovlig vis. Dermed står det klart, mener Støjberg, at hun har givet sit embedsværk en lovlig instruks, som det var op til embedsværket at følge. Notatet var ifølge Inger Støjberg "en grundpræmis" for hele forløbet om at adskille parrene.

Men den forklaring kan Støjbergs daværende højre hånd, hvad angik de juridiske spørgsmål i ministeriet, altså ikke genkende. Hun forklarer torsdag, at hun stort set ikke husker notatet, og at det ikke var nogen "grundpræmis".

"Det stod ikke klart for mig, at ministeren havde godkendt en ordning, hvor der ville være mulighed for undtagelser," sagde Lykke Sørensen ifølge DR.

"Jeg har forsøgt at granske i min hjerne med det notat. Men jeg har ikke nogen særlig erindring om, at notatet spillede en rolle," sagde hun videre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00