Altinget fejrer 20 år med bog og portrætter

JUBILÆUM: Lørdag fylder Altinget 20 år. Det fejres de næste dage med både jubilæumsfest, bogudgivelse og præsentation af mediets egen portrætsamling.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen
Ninna Gøbel Rønberg

Lørdag er det 20 år siden, at stifter Rasmus Nielsen købte domænet Altinget.dk.  

Fødselsdagen markeres blandt andet med en stor jubilæumsfest for medarbejderne og udgivelsen af jubilæumsbogen, der fortæller historien om Altinget fra 2000 til 2020.

Fredag afholdes også fernisering i Altingets lokaler på Ny Kongensgade, hvor malerier af Altingets direktører og chefredaktører gennem de seneste 20 år præsenteres.

Portrætterne
På nuværende tidspunkt tæller samlingen seks malerier, men den vil med årene vokse. Udgiver Rasmus Nielsen har nemlig gjort det til en tradition, at ansvarshavende chefredaktører og direktører skal portrætteres.

Traditionen startede med ham selv, og som han skriver i jubilæumsbogen, skaber portrætterne ”et historisk spejlbillede af de tider, samfundet og kunsten såvel som Altinget går igennem”.

Seks forskellige kunstnere står bag samlingen: Peter Martensen, Maria Torp, Michael Kvium, Peter Carlsen, Johannes Sivertsen og Thomas Kluge.  

De første 20 år  
Jubilæumsbogen beskriver grundigt Altingets første to årtier – fra en skælvende start til senest fem gazellepriser for ubrudt vækst. Med både tekst, kronologi og fotos fortælles historien om Altinget.

Derudover giver chefredaktør Jakob Nielsen indsigt i de journalistiske principper, der ligger til grund for vores udgivelser og motiverer fraværet af den ellers påtrængende gule breaking-bjælke.

Erik Holstein gennemgår alle væsentligste begivenheder og sammenhænge i dansk politik, mens Lisbeth Knudsen breder det ud til hele den danske samfundsudvikling.

Hele bogen kan læses her.

Altinget i dag
Ser man på Altingets udvikling bare siden 2015, kan man ikke klandre virksomheden for at stå i stampe. Den er, særligt med købene af Mandag Morgen og Grønbechs Hotel på Bornholm, ekspanderet kraftigt, og årene har stået i vækstens tegn i en grad, så Rasmus Nielsen beskriver det som et langt maraton.

Det, der i 2000 startede som en lille nicheportal, er nu en koncern bestående af moderselskabet Rasmus Nielsen Holding ApS og fem datterselskaber. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00