Se partiledernes karakterbog: Fuglede og Aslan anmelder ny debatform

ANMELDELSE: Se, hvilke partiledere der klarede sig bedst i tirsdagens partilederdebat i Folketinget. Mads Fuglede (V) og Lars Aslan Rasmussen (S) anmelder det nye debatkoncept og uddeler karakterer. 

Lars Løkke på talerstolen under tirsdagens partilederdebat. 
Lars Løkke på talerstolen under tirsdagens partilederdebat. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Kristian Andersen

Folketinget havde tirsdag eftermiddag premiere på partilederdebatten – en ny debatform i folketingssalen, der skal gøre den politiske debat på Christiansborg mere nærværende for vælgerne. Lykkedes det, og hvordan klarede partilederne sig? 

Altinget har bedt Mads Fuglede (V) og Lars Aslan Rasmussen (S) om at anmelde den nye debatform og uddele karakterer til partilederne (undtagen deres egen partileder).

Er den nye partilederdebat en god idé (og hvorfor)?

Mads Fuglede: "Jeg synes, at den nye partilederdebat er en god ide. Den kan være med til at give et godt overblik over, hvordan vi i de forskellige partier forholder os til aktuelle politiske emner. Den giver samtidig mulighed for, at vi i partierne kan vise både resten af Folketinget og, vigtigst af alt, den danske befolkning, hvilke politiske sager vi netop nu finder allervigtigst, og som vi deraf har stort fokus på og lægger mange kræfter i at få gennemført."

"Det gode ved den nye partilederdebat er også, at den giver mulighed for at stille spørgsmål direkte til alle partiformænd – og at alle svarer som netop partiformand, ikke som minister, oppositionsleder, statsministerkandidat eller andet. Derved giver den også mulighed for, at man virkelig kan gå til stålet, men på en sober og saglig måde. Det kan jeg godt lide."

"Særligt denne partilederdebat var interessant, da den sagde meget om, hvad de forskellige partier vil gå til valg på. Jeg tror, vi kan være ganske sikre på, at de emner, der blev bragt op til debatten, vil danne hovedtemaerne for det kommende valg."

Lars Aslan Rasmussen: "Ja, det er fint at prøve noget nyt. Og det er vigtigt, at vi får mange dueller med partilederne frem mod valget, så vælgerne får mulighed for at se de forskelle, der er i dansk politik. Desuden er det mere dynamisk for seerne, at emnerne handler om landspolitik generelt, fremfor de mere nicheprægede sager, som tit præger debatterne i folketingssalen."

Hvordan fungerede det nye debatformat?

Mads Fuglede: "I bund og grund synes jeg, at den nye debatform fungerede ganske fint. Jeg så den selv både fra salen og fra tv'et, og jeg må indrømme, at den klart var mest interessant at se fra tv'et. Derfor blev jeg positivt overrasket, da jeg kom op fra salen og så resten af debatten fra mit kontor."

"Jeg synes dog sagtens, at man kan sætte tempoet for debatten op næste gang. Det vil måske også give flere danskere lyst til at følge med. Men når nu formatet er, at man skal repræsentere sit parti, så ville det være fint, hvis partilederne tog flere interne stridigheder i blokkene op."

Lars Aslan Rasmussen: "Det fungerede godt. Det virkede fint, at hver partileder kun fik tre minutter til et indlæg, og selv måtte vælge, hvilke emner de ville sætte fokus på. Men de borgerlige valgte næsten ikke at stille spørgsmål til hinanden, hvilket ødelagde debatten lidt, fordi der jo også er forskel på de partier."

"Det blev lidt for taktisk, og man kunne på den måde mærke, at de mere så det som en intern folketingsdebat end som noget, der skulle tiltrække andre end tilhørerne i salen. Havde det for eksempel været en debat udelukkende på tv, havde alle jo taget ordet, hver gang de fik mulighed for det."

Hvordan klarede partilederne sig i den nye debatform ud fra den nuværende 7-trins-karakterskala?

Mads FugledeMads Fugledes karakterer:

Mette Frederiksen (S): 12

Mette Frederiksen er altid god i debatter. Tidligere var hun bedst til det seriøse, hvilket er det vigtigste, men i går var hun også sjov og rund ved flere lejligheder. Hun var den stærkeste partileder i oppositionen i denne omgang og viser, at hun bliver en formidabel modstander, når valget kommer. Jeg ser allerede nu frem til duellerne mellem hende og Lars Løkke Rasmussen.

Kristian Thulesen Dahl (DF): 10

Kristian Thulesen Dahl var rigtig skarp i debatten. Han er god til at præsentere sin politik og meget god til at stille de spørgsmål, der er svære at svare på.

Pernille Skipper (EL): 7

Jeg har det altid lidt svært med debatter, hvor man konsekvent vælger den negative tilgangsvinkel. Hvis Skipper ikke havde tegnet alt som gråt i gråt, så tror jeg, at hun ville have kommunikeret sin politik stærkere. Passagen, hvor hun gav indtryk af, at man fordeler fra bunden til toppen i det danske samfund, er jo så direkte forkert, at hun var meget tæt på et 4-tal.

Anders Samuelsen (LA): 12

Anders var nok den bedste af alle i går til at præsentere sit eget partis politik. Han er også rigtig god i rollen som krydsforhører. Det er tydeligt, at han tænker rigtig godt på fødderne.

Uffe Elbæk (ALT): 4

Når man vil lave alt om og lade klimadagsordenen diktere hele den politiske indretning af folkestyret, så skal man simpelthen være bedre til at være mere konkret, end Uffe Elbæk er. Jeg forstår simpelthen ikke den meget upræcise tilgang til politiske spørgsmål, som Uffe Elbæk vælger.

Morten Østergaard (R): 7

Jeg har aldrig set Morten tabe en debat. Han er meget driftssikker i det format. Jeg har altid set ham som en stærk rationel tænker, der bygger sine synspunkter op med fakta. I går var han lige en smule ved siden af sin sædvanlige dagsform.

Pia Olsen Dyhr (SF): 10

Hun var virkelig god og skarp. Både fra podiet og som spørger. En meget fin indsats, selvom det igen var et ret dystert portræt af Danmark, der blev tegnet.

Søren Pape Poulsen (K): 10

Dejligt med et indlæg, der talte Danmark op. Han var også god til at præsentere sit eget parti og rulle de konservative mærkesager ud. Som altid positiv i sine svar og spørgsmål.

Lars Aslan RasmussenLars Aslan Rasmussens karakterer:

Kristian Thulesen Dahl (DF): 10

Virkede meget rolig og overbevisende. Fik sat nogle gode stød ind på sine modstandere.

Lars Løkke Rasmussen (V): 7

Fin præstation og var god til at sætte dagsordenen for, hvad han ville tale om. Eneste minus var, at han af og til virkede lidt sur. 

Pernille Skipper (EL): 4

Havde sine gode momenter, hvor hun fik sat fokus på fattigdom og havde bedre styr på fakta end sine modstandere. Havde dog store problemer med at svare på, hvad partiets politik var om EU.

Anders Samuelsen (LA): 02

Virkede ikke særlig tryg eller rolig ved situationen, og han havde svært ved at snakke om andre emner end topskat og privatisering. Gjorde det for let for sine modstandere at angribe ham.

Uffe Elbæk (ALT): 4

Var god til at få talt om klima og miljø og presse sine modstandere på den dagsorden. Havde dog overordentligt svært ved at forklare, hvorfor han skulle være statsminister, og hvilket projekt han har.

Morten Østergaard (R): 02

Talte stort set kun om udlændinge og virkede, som om han havde indstuderet at skulle virke stærkt indigneret. Kom desværre til at virke arrogant i sine dueller med de andre.

Pia Olsen Dyhr (SF): 7

Var god til at få debatten til at handle om psykisk syge og ulighed. Fik flere gange sine modstandere på glatis og virkede rolig og saglig. 

Søren Pape Poulsen (K): 7

Virkede oprigtig og havde meget på hjerte. Man kunne mærke, at han var meget optaget af de emner, han satte fokus på.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00