Ny terrorbog overser den religiøse fanatisme

Det, vi får i stedet for, er en bog, som stilmæssigt falder i to dele. Først en række korte, populærvidenskabelige kapitler om terrorens historiske udvikling, dens definition, det gældende trusselsniveau, om vores frygt for terror er rationelt begrundet, og endelig terrorens økonomiske konsekvenser.

Genren er her formidling af faktuel information motiveret i en forestilling om, at vi ved for lidt om terroren – og derfor er for bange for den. Bogens tre sidste kapitler handler om terroristernes motivation eller bedre om deres legitimering af terror, om radikaliseringsprocesser og om afradikalisering.

Bogen bliver nu mere akademisk diskuterende. Forskellige teorier præsenteres og bruges til at tematisere de tre problemkredse. Bogens pointer illustreres løbende med primært danske eksempler. Europæiske og amerikanske eksempler fylder også noget, mens terror i den øvrige verden ikke nævnes. Jeg synes, den første del var for kortfattet, så lad mig slutte af med tre sondringer, jeg mener kunne have løftet diskussionerne i denne del.

Definitionen af terror
Forfatterne hævder rigtigt, at terrorbegrebet er omtvistet, men lander hurtigt på en ”common sense-definition”, som de finder tilstrækkelig til formålet. Terror er ifølge forfatterne spektakulær vold, rettet mod civile, som har til formål at skabe frygt, ikke blot hos ofrene, men hos den brede befolkning, og med det overordnede mål at realisere et politisk-ideologisk mål.

Enig – det er en definition, som fanger ganske meget. Pointen er imidlertid ikke, at vi bør lande på en mere præcis definition, men at diskussionerne af terrorisme ikke lader sig forstå, uden man også analyserer, hvordan de involverede i diskussionerne forstår, hvad terror er. Definitioner er således ikke et akademisk anliggende – de er en del af den politiske kamp. Og derfor heller ikke et spørgsmål, man skal skynde sig at få overstået.

Hvis man skal forstå terrorretssagerne, er disse i høj grad en diskussion af definitioner og anvendelsen af dem. Det særlige her er, at der sidder en dommer for enden af bordet, som kan afgøre disse disputter med henvisning til gældende ret, som naturligvis må fortolkes i de enkelte tilfælde, og derfor heller ikke slipper for at være omstridt.

I en politisk sammenhæng findes der imidlertid ikke en sådan domsinstans, og definitionsspørgsmålet lader sig derfor ikke afgøre og afslutte. Spørgsmålet om, hvornår noget er terror, er endvidere også interessant, fordi den frygtkultur, bogens forfattere påpeger eksistensen af, måske netop også har som en del af sin baggrund, at vi er begyndt at bruge terrorbegrebet mere inklusivt.

I 50’erne og 60’erne kaldte man flykapringer for flykapringer, i dag betegnes de nærmest instinktivt som terror. Man kunne give mange andre eksempler. En måde at reducere frygten for terror er altså måske simpelthen i højere grad at tematisere visse handlinger som ”normal” kriminalitet.

Man kan forstå spørgsmålet om definitionen af terror som et akademisk spørgsmål, der i anden omgang må ligge på linje med den legale definition. I bogen henvises også til straffelovens paragraf 114.

Den nye katastrofiske terror
Man kan imidlertid også forstå terroren som en særlig strategi, som en særlig måde at udøve vold på. En gængs sondring her er mellem ”gammel” og ”ny” terror.

Den gamle terror er den fokuserede politiske terror, der anvendes for at presse på for indrømmelser. Den er typisk rettet mod personer, ejendom eller institutioner, som på den ene eller anden måde direkte kan forbindes med det, man kæmper imod. RAF’s tilfangetagelse og henrettelse af formanden for den tyske arbejdsgiverforening, den tidligere nazist Hanns Martin Schleyer, er et klassisk eksempel.

Den nye terror er derimod katastrofisk. Den rettes mod tilfældige ofre og har til hensigt at skabe så stor skade som muligt. Når sondringen mellem gammel og ny terror ofte kritiseres, er det, fordi den nye terror faktisk ikke er så ny endda, og at vi sådan set stadig ser eksempler på den ”gamle” terror. Ikke desto mindre må vi sige, at den nye terror er mere dominerende i dag. Og uanset om den nye terror er ny eller ej, er sondringen mellem de to former central.

Og det er den i forhold til bogen af to årsager. Den første handler om bogens diskussion af risikoen for terror. Forfatterne skriver, at der er 0,00000028 procents risiko for at blive ramt af terror. Et sådant tal er baseret på antallet af tidligere sete terrorangreb og på en forventning om, at det fremtidige mønster vil blive det samme.

Men kan vi forvente, at fremtiden vil bringe det samme som fortiden? Terrorrisikoen kan ikke gøres op på den samme måde som risikoen for indbrud inden for et givet postnummer. Det ville kræve, at terror var højfrekvente hændelser og angreb af samme type. Men det er de netop ikke. Og særligt ikke den katastrofiske terror.

Her må vi også tage i betragtning, at den teknologiske viden muliggør helt nye og mere dødelige typer af angreb. Her handler det ikke blot om at forholde sig til det sandsynlige, men også til det mulige.

Og hvis vi skal forstå det sidstnævnte, må vi netop tage de teknologiske muligheder med i betragtning. Tænk blot på, hvad opfindelsen af plastisk sprængstof har betydet for terroren. Meget, som ikke tidligere var muligt med dynamit, blev det med denne opfindelse. Den anden pointe er naturligvis, at en rationel omgang med frygten netop kræver, at truslerne kan kalkuleres. Men hvad nu, hvis selve terrorens idé er det uventede?

Terrorangst frem for terrorfrygt
Det bringer os frem til den anden årsag. Bogen taler om terrorfrygten, og at vores frygt er irrationel. Men burde man ikke snarere tale om en terrorangst?

Som Søren Kierkegaard definerede det, har frygten et objekt – den er en frygt for noget, det kunne være for slanger, edderkopper etc. – mens angsten er en frygt for ”et intet”. Altså for den blotte mulighed.

Og handler terroren netop ikke om konstant at overraske os? Og om at skabe forestillingen om, at det, der rammer os næste gang, er endnu værre? Den handler om at ramme os når som helst, hvor som helst og på måder, vi ikke kan forestille os. Man kan sige her, at den katastrofiske terror her mest rent udtrykker terrorens idé.

Man fornærmer sikkert ikke forfatterne ved at hævde, at deres bog bygger på en rationalistisk tilgang. Der findes noget sådan som den kloge og rigtige politik. En politik, som er nødvendig, fordi den matcher det problem, man står over for.

Jeg vil ikke argumentere for, at man skal handle irrationelt, og at social ingeniørkunst er et onde. Min pointe er, at vi må forsøge at balancere en prognostisk og katastrofisk forståelse af truslerne, og videre og mere fundamentalt, at usikkerheden må lede vores fokus fra truslerne og hen til spørgsmålet om, hvilket samfund vi basalt set ønsker.

Vi kommer ikke uden om, at der her melder sig et spørgsmål om politiske prioriteringer og mere fundamentalt om grundlæggende ideologiske forskelle. Vi burde egentlig være mere uenige, end vi er.

Man kan diskutere, om vi har brug for at vide mere om terroren, eller om vi sådan set bare skal leve vores liv. Eller mere principielt: Hvordan bør forholdet mellem viden og levet liv være? Man kan mene, at vi slapper mere af, når vi ved mere. Bliver trygge. Måske. Det er forfatternes synspunkt.

Men man kunne måske også hævde, at der mest af alt er brug for en kynisk attitude, hvor det ikke handler om viden i sig selv, men snarere om, hvordan vi forholder os til den. Når vi kører bil, er vi for eksempel bevidste om, at der er en risiko for at køre galt, men den påvirker os ikke.

Denne fare bliver for os, kunne man sige, kedsommelig. Måske er det samme tilfældet med terrortruslen. Når vi kikker på, ikke hvad vi siger, men hvad vi gør, ser det ud, som om at den faktisk ikke rører os alverden. Jeg tror, at denne evne til at kede os over terroren er vores helt store force. Vi skal ikke være trygge. Vi skal være ligeglade.

Anja Dalgaard-Nielsen og Lotte Lund: Tryg i en terrortid, 264 sider, Lindhardt og Ringhof, udkom 29. januar