Nye Borgerlige: EL’s børneordfører demonstrerer en arrogant statsideologi

Af Mette Thiesen (NB)
Familieordfører

Debatten, om hvorvidt private daginstitutioner skal have del i midlerne afsat til højere normeringer, har givet Enhedslistens børneordfører Jakob Sølvhøj et forklaringsproblem. 

Det består i, at han skal forsøge at fastholde et billede af, at kun det offentlige kan og bør varetage pasningen af vores børn.

Og det har han ualmindelig svært ved. For de private institutioner er netop beviset på, at det private initiativ sejrer der, hvor det offentlige fejler. Og af den grund er de netop en torn i øjet på statsideologer som Jakob Sølvhøj.

Til hjælp inddrager han skræmmebilledet af de onde kapitalister, som socialisterne til alle tider har brugt. Det gør han allerede indledningsvist ved at påstå, at det er ”på høje tid” at få stoppet muligheden for at trække profit ud.

Socialistisk Folkepartis børneordfører Jacob Mark har også tidligere ville sætte ind over for ”profitjagt”.

Når jeg kalder Jakob Sølvhøjs tankegang for arrogant, skyldes det, at den bygger på mistillid til både de dygtige pædagoger og ledere i de private institutioner og de forældre, der vælger private tilbud til.

Mette Thiesen (NB)
Familieordfører

Men ingen af dem har kunnet finde danske eksempler på, at det skulle være en lukrativ forretning. Derfor må Sølvhøj ty til eksempler fra Norge i sit debatindlæg i Altinget. Han underspiller belejligt, at det kun er cirka 10 procent af landets private institutioner, der overhovedet kan trække profit ud, og at langt de færreste af dem gør det.

Sørgelig mistillid til fagfolk og forældre
Sølvhøj kunne selvfølgelig aldrig finde på at nævne, at de private dagtilbud især skal findes i tyndtbefolkede egne, hvor de er med til at holde liv i de små lokalsamfund. 

Det er i øvrigt præcis derfor, at kun ganske få laver profit på arbejdet – de poster gladelig alle pengene tilbage til driften.

Når jeg kalder Jakob Sølvhøjs tankegang for arrogant, skyldes det, at den bygger på mistillid til både de dygtige pædagoger og ledere i de private institutioner og de forældre, der vælger private tilbud til.

For ham er det et stort problem ikke at kunne kontrollere, hvordan pengene bliver brugt i det private. Det afslører en arrogant tro på, at politikerne bedre forstår at prioritere, end lederne i institutionerne gør. 

Han forstår grundlæggende ikke, at det netop er grunden til, at de private ofte kan levere en bedre og billigere service.

Han er som statsideolog desuden ude af stand til at stole på, at forældrene ved bedst. At de vælger de private tilbud til, fordi de kan levere den bedste service. Og at der altså ikke foregår nogen udnyttelse af børnene begået af onde kapitalister med høje hatte og cigarer.