Obamas erindringer er en tiltrængt hilsen fra et andet Amerika

Under Barack Obamas første besøg i Kina, spadserer han en tur på Den Kinesiske Mur, og en medarbejder spørger ham, hvordan Ming-dynastiet i sin tid brød sammen.

”Interne stridigheder”, svarer Obama. ”Magtkampe, korruption, sultende bønder, fordi de rige blev grådige og bare var ligeglade…”.

”Den sædvanlige historie”, konstaterer medarbejderen, og Obama nikker:

”Den sædvanlige historie”.

Ikke et ord om Donald Trump.

Men alligevel lurer han hele tiden mellem linjerne, når Barack Obama ser tilbage på sine år som USA's præsident.  

Det er en besynderlig oplevelse at sidde med Barack Obamas erindringer i hånden.

Dels fordi den er tung. I bogstaveligste forstand. 880 sider i hårdt omslag vejer en del.

Dels fordi bogen ’Et Forjættet Land' allerede føles som en hilsen fra en svunden tid – dengang eftertænksomhed, empati og evnen til selvkritik var en naturlig del af det amerikanske præsidentembede.

Under min hastige læsning af bogen griber jeg på et tidspunkt telefonen, hvor det seneste tweet fra den afgående præsident lyder: ”I WON THE ELECTION”.

Kontrasten mellem USA’s 44. og 45. præsident er så monumental, at man næsten må snappe efter vejret.

Og i det lys er de 880 sider fra Barack Obama en gave. En tiltrængt hilsen fra et andet Amerika og en dybt nødvendig påmindelse om, at politik nok er beskidt, besværligt og fuld af tilbageslag – men at den ikke behøver være gennemtæret af kynisme, korruption og gustne overlæg.

Håndskrevet og hudløs
Bogen er lang – og så er det faktisk kun første bind af to! Den slutter med militæroperationen i 2011, hvor elitesoldater dræber Osama bin Laden.

Til gengæld er den ikke bare skrevet af Barack Obama selv, men angiveligt også skrevet i hånden – ”fordi jeg synes, en computer får selv mine mest rå udkast til at se alt for overfladisk polerede ud og skjuler halvbagte tanker bag en maske af pænhed”, som forfatteren forklarer på første side.

Det er et løfte om en ærlig, hudløs og til tider også selvkritisk gennemgang af de vigtigste begivenheder i hans præsidentperiode, og det løfte holder han.

På den måde er bogen en gave til historikere og alle os andre, der gerne vil genoplive nogle af de historiske øjeblikke med en af hovedpersonerne som jeg-fortæller.

Er den også for lang? Ja, nogle steder kunne man nok undvære forklaringen på udnævnelsen af den ene eller anden rådgiver, men 880 sider er alligevel langt bedre end 280 tegn.

Sarah Palin var et varsel
Bogens første del er en relativt hurtig gennemgang af Obamas opvækst og politiske dannelse. Han skriver godt og uden omsvøb. Han omtaler sin modkandidat i 2008, John McCain, med respekt, men er til gengæld brutal i sin karakteristik af vicepræsidentkandidat Sarah Palin:

”Guvernøren fra Alaska virkede hele tiden fuldkommen blank og famlede efter ordene som en skoleelev, der prøver at bluffe sig igennem en prøve, hun ikke har læst til.”

Og Obama er ikke blind for perspektivet:

”Det var selvfølgelig et varsel om de tider, der skulle komme – en større, mørkere virkelighed”, skriver han, igen uden at nævne Trump ved navn.

Det er, da Obama på side 270 bliver præsident og flytter ind i Det Hvide Hus, at bogen for alvor tager fart.

Et gennemgående tema er den politiske splittelse, som ifølge Obama begyndte med vedtagelsen af borgerrettighedsloven i 1964 og er endt med den polarisering, vi ser i dag.

Det er en splittelse, som sætter sit dybe præg på hans embedsperiode, fordi den nærmest fra begyndelsen gør det stort set umuligt for præsidenten at få vedtaget lovgivning. Især fordi republikanerne i Senatet med deres leder Mitch McConnell i spidsen fra første dag beslutter sig for at modarbejde ethvert initiativ og straffe partifællerne hårdt, hvis de samarbejder med Obamas regering.

”Hvad McConnell manglende i karisma og interesse for lovgivningsarbejdet, kompenserede han så rigeligt for med sin disciplin, snedighed og skamløshed, alle egenskaber, han gjorde brug af i sin målbevidste og lidenskabsløse stræben efter magt”, hedder det i en nådesløs beskrivelse af den garvede politiker.  

Føler du dig heldig, hr. præsident?
I sine første to år som præsident havde demokraterne et flertal på 77 mandater i Repræsentanternes hus og på 17 mandater i Senatet. Alligevel var det nærmest umuligt at få vedtaget en hjælpepakke i Kongressen, der kunne bringe den amerikanske økonomi på fode efter den finanskrise, som Obama arvede fra sin forgænger.

Kampen for hjælpepakken – som omsider bliver vedtaget med snævert flertal og takket være masser af bestikkelseslignende bevillinger til udvalgte kongresmedlemmer – er dog det rene vand i forhold til kampen for Obamas sundhedsreform, Affordable Care Act.

Obama beskriver indgående, hvordan flere af hans rådgivere undervejs opfordrer ham til at droppe den ambitiøse reform, til at dæmpe sin idealisme og til at se mere realistisk på muligheden for at få vedtaget en reform udelukkende med demokratiske stemmer.

”Spørgsmålet er velsagtens: Føler De Dem heldig, hr. præsident?”, siger en af hans rådgivere på et tidspunkt, da det ser sortest ud.

Obama spørger tilbage:

”Hvor befinder vi os?”

I Det Ovale Værelse, lyder svaret.

”Og hvad hedder jeg?”.

Barack Obama, kommer det fra rådgiveren.

”Barack Hussein Obama. Og jeg er her sammen med jer i Det Ovale Værelse. Jeg føler mig altid heldig, brormand”.

Hvorfor er de bange for os? 
Gennem hele fortællingen ligger racespørgsmålet som underlægningsmusik.

Det begynder allerede, da familien Obama med noget besvær får overtalt tjenerne i Det Hvide Hus til at droppe smokingen, når de serverer mad til hverdag.

”Vi vil bare sikre os, at De får samme betjening som enhver anden præsident”, forklarer én af præsidentens (sorte) butlere, Von Everett, der havde været ansat i Det Hvide Hus siden Reagan.

En anden sort tjener, Buddy Carter, der havde været ansat siden Nixon tilføjer:

”Nemlig. Jeg skal sige Dem, hr. præsident, at De og førstedamen ikke helt forstår, hvor meget det betyder for os. At De bor her… De forstår det ikke”.

På samme måde har hr. og fru Obama også svært ved at forstå, hvor meget det betyder for mange hvide amerikanere, at der nu sidder en sort familie i Det Hvide Hus.

Men det går op for dem i takt med, at Tea Party-bevægelsen vinder frem og samler tusindvis af tilhængere med ofte direkte racistiske budskaber.

En aften slukker Michelle demonstrativt for fjernsynet under en reportage fra en Tea Party-demonstration, hvor Obama som vanligt er blevet karikeret som afrikansk heksedoktor:

”Det er helt skørt, ikke?”, siger hun.

”Hvad er skørt?”, spørger Barack Obama.

”At de er bange for dig. Bange for os”.

LÆS UDDRAG FRA BOGEN: DE ER BANGE FOR OS

Barack Obama beslutter fra begyndelsen at tale meget lidt og meget forsigtigt om racespørgsmål. Han vil ikke ende som de sortes præsident. Men spørgsmålet synes alligevel hele tiden at indhente ham.

På et langt pressemøde om sundhedsreformen bliver han til sidst spurgt om en episode, hvor en sort professor fra Harvard Universitetet er blevet anholdt.

Professoren, Henri Louis Gates, havde haft svært ved at åbne sin egen hoveddør, og hans naboer havde ringet efter politiet, fordi de mistænkte et indbrud. Det havde udviklet sig til et skænderi mellem en betjent og den iltre professor, som til sidst var blevet lagt i håndjern.

Obama kommenterer sagen forsigtigt, men siger dog, at det var tåbeligt af politiet at anholde en mand for at bryde ind i sit eget hjem. Det fører til en kæmpe mediestorm, der hurtigt vokser sig så stor, at den truer med at vælte vedtagelsen af sundhedsreformen.

Det hele dæmper sig først lidt, da Obama inviterer professoren og betjenten til at drikke en forsoningsøl i Det Hvide Hus.

Efterfølgende sidder Obama sammen med sin hustru og en stribe af sine nærmeste, ikke-hvide rådgivere.

”Vi var alle sammen vant til at skulle løbe et forhindringsløb for at kunne fungere effektivt i statsinstitutionerne, der overvejende var befolket af hvide. Vi var blevet mestre i at ignorere småkrænkelser og var altid parate til at lade tvivlen komme hvide kolleger til gode, fordi vi vidste, at selv en ganske forsigtig snak om race kunne få dem til at gå helt i baglås. Alligevel blev vi alle sammen overraskede over reaktionen på mine bemærkninger om Gates. Det var den første indikator, jeg fik på, at forholdet mellem sorte og politiet skabte større polarisering end stort set alle andre emner, der angik livet i Amerika. Det var, som om det stak en sonde ned i nationens dybeste underbevidsthed og ramte alle blottede nervetråde”.

Til kamp mod patriarkatet
Spørgsmålet om race og køn fører også til uro helt inde i præsidentens kabinet, fordi Obama modsat de fleste af sine forgængere (og modsat sin efterfølger) havde ansat en meget mangfoldig kreds af rådgivere med mange kvinder og flere med minoritetsbaggrund.

Efter et par år står det klart, at den store andel af ikke-hvide og kvindelige rådgivere i Det Hvide Hus ofte føler sig tromlet af den skare af midaldrende, hvide mænd, der sad nærmest præsidenten.

Det er formentlig hverken værre eller bedre end på en masse andre arbejdspladser i USA.

Men Obama indkalder en stribe af de kvindelige medarbejdere til en middag for at lytte til deres bekymringer, og bagefter indskærper han over for sin stab, at tonen skal være ordentlig.

Mødet tvinger ham også til at kigge i spejlet og spørge, om hans egen mandschauvinistiske tilbøjeligheder kan have medvirket til deres ubehag.

Som han siger til sin nære rådgiver Valerie Jarrett: ”Det er svært at trævle patriarkatet op under en enkelt middag”.

Løkke var i chok
Forholdet til Europa fylder ikke meget i 'Et Forjættet Land', men Obama beskriver temmelig detaljeret, hvordan han opfatter sine to nærmeste samarbejdspartnere i EU, den tyske kansler og den franske præsident.

Den første omtaler han med dyb respekt, mens præsident Sarkozy beskrives som en spradebasse, der ”i hastigt tempo svingede mellem smiger og brovten og indsigtsfulde betragtninger, men aldrig forvildede sig langt væk fra hans primære og slet skjulte hovedinteresse, nemlig at være i centrum for begivenhederne og tage æren for det, der i den pågældende situation var værd at tage æren for.”

I et interessant og detaljeret afsnit om klimatopmødet i København i 2009 beskriver Barack Obama den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen som ”opmærksom, velinformeret, pragmatisk og menneskelig”, men også som en mand på kanten af et nervøst sammenbrud.

”Da vi mødte den stakkels mand, så han ud, som om han var i chok, hans klare blå øjne var tydeligt udmattede, hans lyse hår sammenfiltret som om han lige havde været i brydekamp.”

I Obamas gengivelse er det i høj grad ham selv, der redder et tåleligt kompromis ud af det fejlslagne topmøde, men først efter at han sammen med et hold medarbejdere nærmest desperat har vandret rundt i Bella Centers kringlede gange for at opstøve det mødelokale, hvor Kina, Brasilien, Indien og Sydafrika har lukket sig inde for at aftale en strategi.

På den måde er scenen et billede på, hvordan USA’s indflydelse på den globale scene var hastigt dalende allerede længe inden Trump – men den refleksion kommer ikke fra Obama selv.

Han runder i stedet historien af med at berette, hvordan han kommer hjem til Det Hvide Hus og bliver spurgt af sine døtre, hvordan det går med at redde tigrene.

”Jeg arbejder på det”, svarer han.

Så kommer Donald Trump
Tilbage i Washington bliver situationen fortsat mere besværlig, og i 2011 truer republikanerne med at blokere for en ny finanslov, fordi underskuddet er for stort.

Argumentet lugter fælt af hykleri, da republikanerne selv havde ladet gælden vokse uhæmmet under præsident Bush. Men stemningen bliver mere og mere giftig, og nogle af de ekstreme udsagn, som Sarah Palin havde fremsat i valgkampen i 2008, er efterhånden blevet almindelig, republikansk retorik.

”Det var som om selve min tilstedeværelse i Det Hvide Hus havde udløst en indgroet panik, en følelse af at den naturlige orden var blevet forstyrret,” skriver Barack Obama.

Og her – på side 824 – dukker Donald Trump op for første gang. Han greb nemlig den stadig mere polariserede folkestemning og skabte sig et navn på at hævde, at Obama slet ikke var født i USA og dermed ikke var en legitim præsident.

Resten er historie, som man siger.

Efter 860 sider... en cliffhanger
Men man glemmer nemt, at Trumps tosserier fik enorm mediedækning, også i brede medier. Det var således den venstreorienterede avis Washington Post, der i 2011 inviterede Trump med til den årlige middag med pressekorpset.

Obama ser på med forundring, mens medierne sværmer om Trump, og snart viser målinger, at 40 procent af de republikanske vælgere ikke tror på, at Obama er født i USA. Dybest set er der i Obamas øjne ikke særlig stor forskel på Trump og på de øvrige republikanske ledere:

”De forstod også, at det ikke betød noget, om det, de sagde, var sandt. De behøvede faktisk ikke tro på, at jeg førte landet på fallittens rand, eller at Obamacare var den direkte vej til medlidenhedsdrab. Faktisk var Trumps mangel på hæmninger den eneste forskel mellem hans og deres politiske stil,” skriver Obama.

Men dybere i analysen når han ikke, inden første bind af ’Et Forjættet Land’ slutter med kommandosoldaternes aktion mod Osama bin Laden.

Dermed er hans genvalg i 2012, krigen i Syrien og selvfølgelig Donald Trumps opstigen alt sammen en cliffhanger, der venter på at blive foldet ud i næste bind.

Personligt skal jeg i gang med håndvægtene med det samme, så jeg er i form til at løfte næste bind.

Obamas erindringer er ikke perfekte, nøjagtig som hans regeringsperiode langtfra var fejlfri. Men de repræsenterer en vilje til refleksion og en konstant tvivl over forholdet mellem idealisme og magt. Som Barack Obama spørger i bogen:

”Hvor nyttigt er det at beskrive verden, som den burde være, når forsøgene på at realisere den verden er dømt til at mislykkes?”.

Kort efter aktionen mod bin Laden tænker Obama i en stille stund over, hvordan Amerika måske kunne se ud, hvis landet kunne mobilisere samme beslutsomhed på at mindske fattigdom eller bekæmpe klimaforandringer, som det havde vist i jagten på bin Laden.

Hvor naivt. Hvor velgørende naivt.  

Barack Obama, 'Et Forjættet Land', 880 sider, Lindhardt og Ringhof, 399,95 kroner.