Østergaard angriber Frederiksen: Hun maner til frygt i befolkningen

INTERVIEW: Statsminister Mette Frederiksen maner til frygt i befolkningen og mangler visioner for, hvilket Danmark hun ønsker at skabe, lyder det fra støttepartiet Radikales politiske leder, Morten Østergaard.

Morten Østergaard anklager Mette Frederiksen for ikke at have visioner for, hvordan Danmark skal udvikle sig gennem det næste årti.  
Morten Østergaard anklager Mette Frederiksen for ikke at have visioner for, hvordan Danmark skal udvikle sig gennem det næste årti.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Erik HolsteinDaniel Bue Lauritzen

Mens den blå opposition har været præget af indre uro og nedsmeltning, og de røde partier har etableret et godt forhold til den nye S-regering, ser det ganske anderledes ud, når det gælder det sidste støtteparti, Radikale.

Der er konstante skærmydsler mellem regeringen og Radikale, og det har der stort set været, siden Socialdemokratiet i 2018 besluttede sig for at gå solo i regering.

Der var kamp fra hus til hus mellem S og R i finanslovsforhandlingerne, og forholdet er ikke blevet bedre siden. Alligevel er den radikale leder, Morten Østergaard, tilfreds med resultaterne og ser netop finansloven som et eksempel på, at der er "kommet en ny retning for Danmark".

"Det helt store skift har været, at kravet ved finansloven ikke var udlændingestramninger, men CO2-reduktion. Besparelserne er stoppet på uddannelses- og kulturområdet, og vi får fjernet uddannelsesloftet," siger Morten Østergaard og fortsætter:

"På udlændingeområdet har vi taget de første skridt: Børnene kommer ud af Sjælsmark, Lindholm er skrinlagt, der er sket et brud med paradigmeskiftet, og der er afsat penge til kvoteflygtninge. Vi får flyttet tingene skridt for skridt."

Men hvordan passer det med, at regeringen afviser flere udlændingelempelser og lægger op til stramninger i krydset mellem udlændinge- og retspolitik?

"Mette Frederiksen gør sig skyldig i at mane til frygt i befolkningen. Hun har haft en stor kampagne om, at nu er vi nødt til at gøre ting, vi ikke bryder os om. Det er alt fra midlertidig frakendelse af statsborgerskab til overvågning uden retskendelse og indskrænkning af basale rettigheder. Her fastholder man nogle greb fra den tidligere regering," siger Østergaard.

Visionsløs regering
Den hårde karakteristik er typisk for den radikale leders opfattelse af den nye S-regering, som han nærmest beskriver som politikløs.

"Det socialdemokratiske finanslovsudspil var næsten en forretningsfinanslov. Der var ingen slag med halen eller ny retning i det. Det kom først under forhandlingerne."

Han fortsætter:

"Socialdemokraterne er glade for at være i regering. Som Lars Løkke (V) sagde, tager man farve af dem, man samarbejder med, især hvis ens vigtigste prioritet er at være i regering. Den forandring, der skal komme, skal komme fra os andre – og så vil vi farve projektet."

Er Mette Frederiksen-regeringen ikke netop kendetegnet ved, at den har meget klare politiske mål?

"Nej, de har en taktik – og en holdning til, hvordan de skal opfattes. Men en vision for, hvilket land Danmark skal blive i 2020'erne, det synes jeg ikke, man ser meget af."

S: Ikke typisk radikal retorik
I Socialdemokratiet ryster man på hovedet ad Morten Østergaards kritik og undrer sig over, at den radikale leder udtaler sig i så markante vendinger om statsminister Mette Frederiksen. 

“Han skruer noget op for retorikken. Det er jo ellers et kendemærke for Radikale at diskutere på en saglig og ordentlig måde, men det har jeg svært ved at genkende, når jeg hører hans udtalelser,” siger politisk ordfører Jesper Petersen.

Han genkender ikke, at Mette Frederiksen, som Morten Østergaard anklager hende for, maner til unødig frygt i befolkningen.

“Vi synes, at der er et helt reelt problem med kriminalitet, bombesprængninger og en meget håndgribelig terrorrisiko. Vi lytter til både politiet og efterretningstjenesten, når vi kommer med de her tiltag. Det er derfor, at vi er kommet med de forslag, vi er på retspolitikken,” siger ordføreren. 

Store ambitioner på paletten 
Ikke overraskende er Jesper Petersen heller ikke enig i Morten Østergaards karakteristik af en driftsregering, der mangler markante politiske mål. 

“Morten Østergaard underkender de på mange punkter store ambitioner, der ligger i det forståelsespapir, vi har lavet sammen med støttepartierne," siger han, og som eksempler på politiske tiltag, Socialdemokratiet er særlig stolte af, nævner han finanslovens pulje til børneområdet og klimaloven. 

"Nu arbejder vi på at indføre en ret til tidlig tilbagetrækning, som vil være et stort socialpolitisk fremskridt for nogle af de nedslidte grupper på arbejdsmarkedet. Det forslag er Morten Østergaard så uenig i, og det har han lov til. Men det er ikke, fordi der ikke er store ambitioner på regeringens palet,” siger Petersen. 

Artiklen er et uddrag af et længere interview fra Altinget Christiansborg, hvor du får flere spørgsmål, flere svar og mere perspektiv. Du kan tegne et prøveabonnement her

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Petersen

Udenrigs- og udviklingsordfører (S), formand for Folketingets Skatteudvalg, fhv. minister
ba.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

Morten Østergaard

Klimarådgiver, cBrain, fhv. politisk leder (R), MF og minister
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00