OK18: Fagforeninger forbereder sig på konflikt

OK18: Forhandlingerne om en overenskomst på det offentlige område er stadig i gang. Men deadlinen for varsling af en storkonflikt nærmer sig med hastige skridt, og fagbevægelsen er begyndt at forberede sig på en konflikt.

Torsdag var der demonstration mod manglende resultater i OK18-forhandlingerne.
Torsdag var der demonstration mod manglende resultater i OK18-forhandlingerne.Foto: /ritzau/Liselotte Sabroe
Emma Qvirin HolstSimon Lessel

Deadlinen for en varsling af en storkonflikt nærmer sig, men der er stadig ikke faldet en aftale på plads i forhandlingerne om en overenskomst for 750.000 offentligt ansatte.

Derfor er fagforeningerne ifølge Avisen.dk nu begyndt at forberede sig på en mulig storkonflikt.

"Vi har aftalt mellem alle organisationerne både på det statslige, det kommunale og det regionale område, at vi hver især skal være færdige med at finde de arbejdspladser, som vi vil varsle konflikt på, såfremt det ender med et strejkevarsel," siger Fagforbundet FOA's formand Dennis Kristensen ifølge Avisen.dk.

Fredag er deadlinen for at udpege de arbejdspladser, der skal strejke, hvis forhandlingerne bryder sammen. Derefter vil fagforeningerne bruge nogle dage på at koordinere, hvor der er fælles overenskomster for at gøre konflikten så effektiv som muligt, oplyser Dennis Kristensen.

Alle kommuner vil blive ramt
Fagforeningerne har valgt, at det vil være mellem 10 og 15 procent af deres medlemmer, der skal være med i konflikten. Hos FOA vil det især være pædagoger og hjemmehjælpere, der skal strejke.

"Vi kan se, at det især er i social- og sundhedssektoren og i vores pædagogiske sektor, at vores afdelinger har udpeget arbejdspladser til konflikten. Det vil dermed i hovedsagen være de samme områder, der var i konflikt tilbage i 2008, der på ny skal slås for vores krav," siger Dennis Kristensen i en pressemeddelelse.

I pressemeddelelsen tilføjer forbundsformanden yderligere, at alle landets kommuner vil blive påvirket af konflikten.

Forhandlinger inde i afgørende fase
Parterne forhandlede frem til midnat torsdag, og det er stadig lønnen for de statsanatte, den betalte frokostpause og lærernes arbejdstidsbestemmelser, der forhandles om.

“Der er ikke noget at tilføje til det, der allerede har været sagt. Der er ikke kommet noget nyt op. Det er stadig listen med krav, vi arbejder med,” siger Rita Bundgaard, der er formand i HK Stat og sidder med ved forhandlingsbordet som en del af CFU’s forhandlingsudvalg.

Om der er tegn på åbninger fra de respektive forhandlende parter, vil Rita Bundgaard ikke kommentere på, men siger dog:

“Vi befinder os i tolvte time og i slutspillet, hvor vi stadig er i gang med at finde hinanden.”

Forhandlingerne fortsætter senere i dag, fredag, i Finansministeriet.

Kl. 14:28: Artiklen er opdateret med kommentarer fra Rita Bundgaard, der sidder i CFU's forhandlingsudvalg.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Dennis Kristensen

Fhv. forbundsformand, FOA
portør (Amtssygehuset i Herlev 1976)

Rita Bundgaard

Formand, HK Stat, formand og chefforhandler, CFU, formand, OAO-Stat
diplomuddannelse i offentlig forvaltning

0:000:00