Ole Birk har 11 forslag om kollektiv trafik: Rejseplan og Rejsekort slås sammen

UDSPIL: Transportministeren vil have flere fjernbusafgange, samle Rejseplanen og Rejsekortet i en digital mobilitetstjeneste og give private og deleøkonomiske transporttilbud adgang til data og videresalg af billetter. Se alle initiativerne her.

Foto: Mads Joakim Rimer/Ritzau Scanpix
Kristine Korsgaard

Rejseplanen og Rejsekort skal samles i én mobilitetstjeneste under ét selskab. Offentlige trafikselskaber skal give de samme grundlæggende rettigheder til buspassagerer, så de er nemme at forstå og anvende. Og kravene til fjernbusruter skal sænkes, så der kan blive flere, billige fjernbusafgange.

Det er blandt initiativerne i dagens udspil fra transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) til, hvordan passagerne får nemmere kollektiv trafik. 

"Der er forhold i sektoren, der vanskeliggør fremvæksten af nye, private forretningsmodeller og indsnævrer brugernes valgfrihed. Det er både de rejsende og samfundet til last. Derfor skal vi have fjernet de begrænsninger. Data og billetter fra den offentlige transport skal gøres tilgængelig i langt højere grad, så markedet kan skabe vækst og innovation på mobilitetsområdet," siger ministeren i en pressemeddelelse.

Her er de 11 initiativer i udspillet med ministeriets ord:

Fremme udviklingen af digitale mobilitetstjenester, der samtænker den kollektive trafik på tværs af offentlige og private transporttilbud med mulighed for at planlægge og betale rejsen fra dør til dør:

  • Der skal arbejdes henimod, at Rejseplanens og Rejsekortets funktioner samles i én digital mobilitetstjeneste.
  • Samarbejdet om driften af Rejseplanen og Rejsekortet og udviklingen af den digitale mobilitetstjeneste samles i ét selskab med én fælles bestyrelse.
  • Staten tager del i ansvaret ved at indgå i den fælles bestyrelse.

Understøtte videre vækst og udvikling af nye mobilitetstilbud og forretningsmodeller, herunder delemobilitet, nye eldrevne transportformer og fjernbusser samt udvikling af private mobilitetstjenester:

  • Private og deleøkonomiske transporttilbud skal have adgang til Rejseplanens og Rejsekortets fælles digitale mobilitetstjeneste, så passagerne får flere valgmuligheder. 
  • De offentlige kollektive transporttilbud skal pålægges at dele transportdata og at acceptere videresalg af billetter, så det bliver muligt at etablere flere private digitale mobilitetstjenester.
  • Der skal etableres standardiserede billetteringsformater, som skal muliggøre validering af nye billettyper, som bygger på den offentlige sektors standarder.

Sikre enklere og lavere afstandskrav for fjernbusser, der som driftssikker og billig transportform har vundet stort indpas hos de rejsende:

  • Afstandskravene ensrettes og sænkes til ét landsdækkende afstandskrav på minimum 75 km mellem fjernbuspassagerens på- og afstigning.
  • Betjeningskravet øges fra én afgang fire dage ugentligt til mindst en dobbelttur fem gange ugentligt.
  • Tilsynsgrundlaget og sanktionssystemet overfor branchen skærpes med det formål at undgå snyd i branchen.

Sikre fælles buspassagerrettigheder, uanset hvor i landet man rejser og med hvilket selskab:

  • Det skal sikres, at alle trafikselskaber giver deres passagerer de samme grundlæggende passagerrettigheder, så rettighederne er nemme at forstå og anvende.
  • Der etableres en mærkningsordning for fjernbusser, der yder de samme buspassagerrettigheder, som de offentlige trafikselskaber.
    Transport-, bygnings- og boligministeren vil i efteråret 2018 fremsætte lovforslag vedrørende ovenstående initiativer.

 

Læs også

Dokumentation

Se hele udspillet

Find transportminister Ole Birk Olesens udspil "Nemmere Kollektiv Trafik" her.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)

0:000:00