Åbningsdag: Det ved vi om den nye Hjemrejsestyrelse

NY STYRELSE: Tirsdag den 11. august indvier udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) en ny styrelse, som skal vejlede afviste asylansøgere til hjemrejsen. Her er, hvad vi ved om styrelsen indtil videre.

Tidligere departementchef Claes Nilas er udnævnt til direktør i Hjemrejsestyrelsen. Styrelsen skal varetage de opgaver, som ikke er forbundet med tvang eller magtanvendelse i forbindelse med hjemsendelse af asylansøgere. 
Tidligere departementchef Claes Nilas er udnævnt til direktør i Hjemrejsestyrelsen. Styrelsen skal varetage de opgaver, som ikke er forbundet med tvang eller magtanvendelse i forbindelse med hjemsendelse af asylansøgere. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Thor Stefansson Hiis

Skiftende regeringer har længe forsøgt at få flere afviste asylansøgere til at forlade landet.

Et af de nyeste tiltag er en styrelse, som er dedikeret til at tackle netop den udfordring.

Tirsdag d. 11. august åbner Hjemrejsestyrelsen officielt og får til opgave at sikre, at netop de afviste asylansøgere rejser hjem. Ambitionen med styrelsen, der hører under Integrations- og Udlændingeministeriet, er at samle kompetencer indenfor hjemsendelse i én myndighed - undtagen når det handler om tvang eller magtanvendelse. 

Altinget giver dig herunder et indblik i styrelsens opgaver og ressourcer.

Hvem drejer det sig om
Ifølge Nationalt Udlændingecenters seneste opgørelse befinder der sig i øjeblikket 1.128 personer i Danmark, som har fået afslag på deres asylansøgning. Det er især personer fra Iran og Irak, der er i en venteposition. 

Det skyldes blandt andet, at Danmark ikke har hjemsendelsesaftaler med en række lande. Heriblandt Iran. Hjemrejsestyrelsens direktør, Claes Nilas, anerkender, at det vil blive en stor udfordring at få de afviste iranere og andre, der har været her i lang tid, til at rejse hjem. 

"Når vi ser på langtidsopholderne – dem, som har siddet i flere år i udsendelsesposition – er en meget, meget stor gruppe af dem iranere. Det har været en udfordring for det nuværende system – og det vil det også blive for Hjemrejsestyrelsen," sagde Claes Nilas til Altinget i juli 2020.

Læs også

Erfaren chef og nye arbejdsmetoder
Claes Nilas vil internt i styrelsen fokusere arbejdet på henholdsvis nye og gamle sager. Derfor har han oprettet et kontor, der vil behandle nye sager om afslag på asylansøgninger, og et kontor, som skal behandle ældre sager, hvor man for eksempel har siddet flere år på Kærshovedgård eller andre udrejsecentre.

"Det er i første omgang meget vigtigt for mig, at vi sætter en ny, håndholdt procedure i gang for de nye sager, og at vi vender bunken for langtidsopholdere og kommer i gang med sagerne i et godt samarbejde med politiet, vores eget ministerium og Udenrigsministeriet,” sagde Claes Nilas i interviewet med Altinget.

Integrations- og udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) vil endnu ikke sætte et mål for antallet af hjemsendelser - men det kommer senere, har han udtalt til Ritzau.

Dansk Flygtningehjælp er ude
Indtil nu har Dansk Flygtningehjælp rådgivet afviste asylansøgere om, hvordan de skal vende tilbage til deres hjemland og skabe sig en tilværelse der. Den kontrakt har udlændinge- og integrationsministeren opsagt. Tesfaye udtaler ifølge Information, at styrelsen vil sætte ind med en "mere fast hånd, og at asylansøgerne skal mandsopdækkes" af ansatte i Hjemrejsestyrelsen.

Styrelsen oplyser dog overfor Altinget, at Dansk Flygtningehjælp stadig vil yde uvildig rådgivning, men hjælpeorganisationen bliver ikke den primære rådgiver. Det bliver i stedet de ansatte i Hjemrejsestyrelsen, som kommer til at tage en samtale, når en person får afvist asyl i Danmark af Flygtningenævnet. Styrelsen vil derfor udstationere en medarbejder i Flygtningenævnet.

Obligatorisk kursus til alle asylansøgere
Allerede ved ankomsten til Danmark vil ansøgerne i fremtiden blive tilmeldt et obligatorisk kursus om deres muligheder, hvis asylansøgningen ender med et afslag.

Dermed bliver ansøgerne vejledt om at rejse hjem, allerede inden deres sag er blevet behandlet færdigt. Mattias Tesfaye mener, at danske myndigheder skal være mere direkte i kommunikationen med asylansøgere.

”Der er for mange i dag, som er i asylsystemet, hvor man kan se, at deres sag med al sandsynlighed ender med et afslag, og det ved de også godt selv. Man burde tage snakken med folk tidligere, for det er ikke til gavn for nogen,” siger Tesfaye til Ritzau ifølge JP.

Styrelsen møder kritik for placering
Den nye styrelse har mødt kritik for dens placering fra flere partier i oppositionen. Hjemrejsestyrelsen kommer nemlig til at ligge i Birkerød i hovedstadsområdet i Udlændigecenter Nordsjællands gamle lokaler. Ud af Hjemrejsestyrelsens i alt 250 ansatte skal der findes mellem 50-60 nye ansatte - resten kommer fra Udlændigecenter Nordsjælland og Udlændingestyrelsen.

Derfor undrer det Venstres landdistriktsordfører, Peter Juel-Jensen, at man ikke opretter styrelsen i provinsen. Socialdemokratiets daværende finansordfører Benny Engelbrecht udtalte nemlig til Ritzau i 2018, inden partiet overtog regeringsmagten, at "det ville være naturligt at fokusere på, at de nye statslige arbejdspladser, der oprettes, oprettes i provinsen".

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye forsvarer placeringen med henvisning til, at der ikke er tale om nye arbejdspladser. Ministeriet ansætter istedet folk til eksisterende stillinger på en adresse, hvor stillingerne altid har været. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benny Engelbrecht

MF (S)
folkeskole (Kildevældsskolen 1986)

Claes Nilas

Direktør, Hjemrejsestyrelsen
cand.jur. (Københavns Uni. 1980)

Mattias Tesfaye

Børne- og undervisningsminister, MF (S)
murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)

0:000:00