Overblik over ny hastelov: Corona-forbrydelser kan give op til firedobbelt straf

DOKUMENTATION: Folketinget hastebehandler et nyt lovforslag, der forhøjer straffen markant for kriminalitet relateret til coronakrisen. Få overblik over lovforslaget her.

Her er nogle af folketingsmedlemmerne, som er med til behandle hastelove i forbindelse med covid-19.
Her er nogle af folketingsmedlemmerne, som er med til behandle hastelove i forbindelse med covid-19.Foto: Mette Rosendahl/Ritzau Scanpix
Cecilie Toft

Regeringen vil slå hårdere ned på såkaldte coronakriminelle.

Derfor hastebehandler Folketingets partier lovforslaget L 157. Udgangspunktet i lovforslaget er, at der gives hårdere straffe til mennesker og virksomheder, der begår kriminalitet relateret til covid-19-epidemien.

Begår man eksempelvis tyveri, røveri, vold og trusler mod personer i offentlig tjeneste eller underslæb vil ens straf blive fordoblet i form af fængselsstraf som udgangspunkt.

Hvis man stjæler håndsprit for 200 kroner på et hospital, vil det fremover blive straffet med betinget fængsel, fremfor at man i dag vil få en bøde på 500 kroner, skriver Justitsministeriet.

Et andet scenarie er, hvis en person eksempelvis stjæler udstyr til en værdi af 1.500 kroner fra et hospital eller en lægepraksis. Så vil personen i første omgang blive dømt for indbrudstyveri og dermed få en fængselsdom på 30 dage. Men med det nye lovforslag vil en lovovertrædelse af den slags karakter medføre en dom på det dobbelte. Nemlig 60 dages ubetinget fængselsstraf.

Du kan finde flere eksempler på kriminalitetshandlinger, som vil føre til en fordoblet straf her.

Misbrug af hjælpepakker
En endnu højere straf er på vej til dem, der misbruger regeringens coronakrise-hjælpepakker.

Hvis en lønmodtager eller virksomhedsejer får en økonomisk erstatning eller ydelse, som de ikke er berettiget til gennem regeringens hjælpepakker, vil de få firedoblet deres normale straf.

Det betyder også, at hvis den økonomiske kompensation overstiger en million kroner, skal virksomhedsejeren straffes med fire års fængsel.

Hækkerup: Derfor skal forslaget hastebehandles
Justitsminister Nick Hækkerup (S) understreger i notatet, hvor lovforslaget står, at det er nødvendigt, at lovforslaget bliver hastebehandlet, hvis danskernes tillid til myndighederne skal opretholdes under coronakrisen.

Han uddyber, at der i løbet af de seneste uger har været flere tilfælde, hvor svindlere har udnyttet både borgere og myndighedernes tillid og begået kriminalitet, som har været relateret til coronavirus-epidemien. Han henviser til Rigspolitiets rapport, der viser, at der i perioden fra 1. marts til 23. marts i år har været 45 anmeldelser om bedrageri med tilknytning til covid-19.

Lovforslaget skal anden- og tredjebehandles i starten af næste uge. Derefter træder lovforslaget i kraft, og det gælder frem til 1. marts næste år.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nick Hækkerup

Direktør, Bryggeriforeningen
cand.jur. (Københavns Uni. 1994), ph.d. i EU og folkeret (Københavns Uni. 1998)

0:000:00