Pape afviser V’s velfærdsløfte: Det kommer ikke til at stå i mit regeringsgrundlag

AFVISNING: Hvis det står til Konservatives formand, kommer Lars Løkke Rasmussens velfærdsløfte ikke til at blive realiseret. ”Det er Venstres løfte, ikke vores,” slår Pape fast til tirsdagens vælgerarrangement.

Freja Søgaard

Venstres løfte om 69 milliarder kroner til velfærd bliver ikke gennemført med Konservative som regeringsparti.

Sådan lyder den klare melding fra Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, til Altingets vælgerarrangement tirsdag.

”Det kommer ikke til at stå i noget regeringsgrundlag, vi er med i. Det er Venstres løfte, ikke vores. Jeg har givet et skatteløfte i stedet for. Danskerne skal have lov til at beholde nogle flere af deres egne penge selv,” siger Pape.

Han mener desuden, at diskussionen om velfærd er blevet skæv.

”Det er kommet dertil, hvor vi seriøst har en diskussion om, at velfærden er under pres, og at den er dårlig. Hvorhenne i verden vil man så hellere leve?” spørger han ud til forsamlingen og understreger samtidig, at man burde være taknemmelig over at leve i Danmark.  

”Vi skal have et troværdigt borgerligt projekt”
Til arrangementet kommer den konservative formand også omkring Lars Løkke Rasmussens nye bog. Pape fortæller, at han først blev gjort opmærksom på bogens eksistens, en time før den kom ud til offentligheden.

I bogen lægger Løkke ellers op til den nu efterhånden meget omdiskuterede ide om en regering bestående af Socialdemokratiet og Venstre og dermed også en skrotning af den nuværende VLAK-regering.

Og idéen om en SV-regering er ikke noget, Pape støtter op om, heller ikke hvis den hypotetisk set skulle inkludere Konservative i konstellationen. Der er forskel på at kunne samarbejde med Socialdemokratiet og at gå i regering med dem, slår han fast.

”Helt ærligt, det skred med at snakke om en SV-regering, sådan spiller klaveret ikke. Vi skal have et troværdigt borgerligt projekt. Vi får ikke en lavere skat med en SV-regering. De må lave deres regering, men vi kommer ikke til at pege på den,” siger han.

Læs også

Forstår vælgernes frustrationer
Trods uenigheder peger Konservative dog alligevel på Løkke som statsminister af den enkle grund, at Pape stadig mener, at Lars Løkke Rasmussen er det bedste bud. 

”Han har lov til at flytte Venstre derhen, hvor han synes, det er rigtigt, at de skal stå. Som et parti, der ikke ønsker skattelettelser, og som laver reklamer, der hedder, 'du får det samme som med Socialdemokratiet, bare uden skattestigninger', det bliver jeg ikke fornærmet over,” siger han.

Søren Pape Poulsen forstår dog godt vælgernes frustration og forvirring over de to signaler, Løkke ifølge ham sender.

”Selvom Lars Løkke Rasmussen siger, at førsteprioriteten er en borgerlig-liberal regering, så kunne det jo ende med, at situationen gjorde, at de kiggede den anden vej. Men vi har ikke flyttet os,” siger han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Pape Poulsen

Fhv. partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

0:000:00