Astrid Krag skal i samråd om kommuners jagt på besparelser på udsatte

REAKTIONER: Det er "grotesk" og "fuldstændig uacceptabelt", når kommuner køber konsulenter, der skal spare på udsatte borgere. Sådan lyder det fra SF og DF, der nu har kaldt social- og indenrigsminister Astrid Krag i samråd. 

Vil regeringen sætte en stopper for, at kommuner hyrer konsulenter til at gennemtrawle handicappede og psykiske syges sager for at finde besparelser?

Det er et af de spørgsmål, social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) snart skal svare på. SF og Dansk Folkeparti oplyser nemlig, at de kalder ministeren i samråd, efter at Altinget har beskrevet, hvordan hver fjerde kommune har hyret konsulenter til at hjælpe med at spare på udsatte borgeres tilbud. I de fleste tilfælde er konsulenterne lønnet efter, hvor meget de kan spare.

"Det er helt grotesk, at man hyrer konsulenter, som kun skal spare på mennesker. Det er det eneste, de kan tjene deres penge på. Jeg er med på, at kommunernes økonomi er alt for presset, men det her, synes jeg, er usmageligt,” siger SF’s kommunal- og handicapordfører Charlotte Broman Mølbæk.

Hun er især forarget over, at konsulenterne ikke får mere i løn, hvis de omvendt finder frem til, at der bliver brugt for få penge på en borger, som bør få et bedre tilbud, for eksempel i forhold til bolig, hjælpemidler og aktiviteter.

“Det er udtryk for en kassetænkning, som jeg ikke bryder mig om. Vi bør da i stedet sikre, at vi følger op på borgernes sager, så alle får det rette tilbud. Ikke bare det billigste,” siger hun.

Dansk Folkepartis socialordfører, Karina Adsbøl, kalder manøvren "fuldstændig uacceptabel".

Enhedslistens handicapordfører, Jakob Sølvhøj, er også stærkt utilfreds.

”Når det eneste, der udløser betaling, er, at de finder besparelser hos borgerne, så lugter det af at være en konstruktion, som kun kan føre til ringere støtte for borgerne. Det er simpelthen uanstændigt,” siger han.

Kan være ulovligt
Kritikken fra politikerne kommer, efter Altinget torsdag kunne fortælle, at mindst 19 kommuner har indgået en aftale med private konsulenter, som får til opgave at gennemgå kommunens sager på udsatte borgere med det klare formål at finde besparelser.

I langt de fleste tilfælde er kontrakten udformet sådan, at kommunens betaling til rådgiverne er afhængig af, hvor stor en besparelse der opnås.

To juraeksperter har over for Altinget vurderet, at en del af samarbejdsaftalerne mellem kommunerne og konsulentbureauerne kan være i strid med loven.

Social- og Indenrigsminister Astrid Krag vil derfor have Ankestyrelsen til at se på kommunernes praksis.

”Jeg vil bede Ankestyrelsen om at vurdere, om det i det hele taget er lovligt, og om der kan være grundlag for, at de rejser en egentlig tilsynssag i nogle af de her tilfælde,” siger ministeren, der altså ikke slipper uden om et samråd, hvor hun skal forklare, hvad hun vil gøre ved problemet. 

Går udover livskvalitet  
Blandt ofrene for kommunernes strategi lyder der også harsk kritik.

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer, anerkender, at man godt kan “gøre ting både bedre og billigere”.

“Men det her lugter af besparelser. Hvis du bliver flyttet fra din bolig, får dårligere hjælpemidler eller mister et godt aktivitetstilbud mod din vilje, gavner det sjældent din livskvalitet.”

Anni Sørensen, der repræsenterer Landsforeningen for udviklingshæmmede og deres pårørende, LEV, mener, at “forretningsmodellen er alarmerende og dybt foruroligende”.

“Problemet med konstruktionen er, at man hyrer konsulenterne til udelukkende at finde billigere tilbud. Enten ved at tilbyde dem mindre støtte der, hvor de bor, eller i de helt grelle tilfælde får man borgere til at flytte fra et meget specialiseret tilbud til et langt mindre specialiseret tilbud i kommunen. Det har omfattende menneskelige konsekvenser,” siger hun

Kommune: Det er ikke for at spare 
Det mest omfangsrige samarbejde om gennemgang af sager på handicap- og psykiatriområdet foregår aktuelt i Silkeborg.

Men kommunen afviser, at målet er at finde besparelser.

”Formålet har været at sikre overensstemmelse mellem behov, bevilling og pris. Den konkrete støtte, som borgeren modtager, ændres ikke af denne proces,” skriver sektionsleder i Socialafdelingen i Silkeborg Kommune Lars Bundgaard Leen i en mail til Altinget.

Der er endnu ikke fastsat en dato for samrådet i Folketinget.  

Tema: Kommuners brug af konsulenter på handicapområdet

Forrige artikel Børnene fra Sjælsmark skal flytte til center i Lejre Børnene fra Sjælsmark skal flytte til center i Lejre Næste artikel Årets spørgsmål blev: "Hvem skal jeg stemme på?"