Partilederne vil ud af coronakrisens konsensus

ANALYSE: Mette Frederiksen holdt endnu en landsmodertale grundlovsdag, mens alle de øvrige partiledere forsøger at sparke den politiske debat i gang igen. Thulesen holdt en skarp tale, og DF har nu lagt sig fast på en udmeldelse af EU.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

DF-formand Kristian Thulesen Dahl stod i år for en af de mest markante grundlovstaler. Hans tale kom på en dag, hvor en ny Epinion-måling viste, at Nye Borgerlige er tæt på at indhente Dansk Folkeparti i meningsmålingerne.

DF-formanden er blevet beskyldt for manglende skarphed, men i grundlovstalen var der adskillige krydrede meldinger.

Kristian Thulesen Dahl kom med en decideret nyhed, da han slog fast, at DF nu går ind for en regulær udmeldelse af EU. For det var det, der lå i formuleringerne om, at ”hvis briterne får en god løsning, bør vi i Danmark gå samme vej. Ellers må vi se Norges vej. Frihandel uden den politiske union er vores mål. Vejen dertil kan vi diskutere.”

På det seneste har Pia Kjærsgaard og Søren Espersen udtrykt sig i lignende vendinger, men det har hidtil ikke været DF’s officielle politik.

Vil generobre tabt land
Thulesen langede derefter ud til højre og venstre for at generobre DF’s gamle mærkesag, udlændingepolitikken:

”Vil Socialdemokratiet igen give efter for De Radikale, SF og Enhedslisten i forhandlingslokalet, som de har gjort det i det forgangne år? Med højere ydelser til indvandrere. Med et opgør med hjemsendelsespolitikken.”

Derefter var turen kommet til ”vennerne” i blå blok:

”Jakob Ellemann-Jensen, som i 00’erne meldte sig ud af Venstre i protest over DF’s indflydelse på udlændingepolitikken. Nu er han formand for partiet. Er hans åbenlyse manglende støtte til Inger Støjberg et signal om, hvor han i virkeligheden står i udlændingepolitikken?”

”Eller hvad med de folk i Nye Borgerlige, som var aktive hos De Konservative i de år, hvor vi kæmpede kampen – men hvor konservative sagde fra. Vil de stå fast, når det virkelig gælder?”

Fra den stik modsatte vinkel brugte Enhedslistens Rosa Lund grundlovsdag til at tage fat i sagen om Inger Støjbergs ulovlige administrering af loven om mindreårige brude i asylcentre.

Rosa Lund beskyldte de blå partier for at ”bære Støjberg i guldstol for at bryde loven” – og optegnede dermed fronterne i sagen.

Partier som Radikale og Enhedslisten vil køre hårdt på Støjbergs lovbrud, mens især DF og Nye Borgerlige beskytter hende og hæfter sig ved Støjbergs intentioner. Venstre som parti står klemt i sagen.

Uheldig timing
Venstres leder Jakob Ellemann-Jensen holdt en ret afdæmpet tale, hvor hans hovedbudskab endnu engang var, at der nu skulle sættes gang i økonomien.

Han gentog Venstres forslag om en halvering af momsen året ud, men desværre for Ellemann kom det på en dag, hvor en stribe økonomer plaffede forslaget brutalt ned i Berlingske.

Venstre-formanden forsøger ihærdigt at få genindført de politiske normaltilstande, hvor de traditionelle politiske skillelinjer er afgørende, og han fremhæver gang på gang, at der er et klart valg mellem regeringens vej og Venstres vej. Men hans dagsorden har indtil videre ikke haft særlig meget vind i sejlene.

For Radikale var det partiets nye mærkesag, klima, der fyldte hele pladen grundlovsdag. Det spiller sammen med de igangværende klimaforhandlinger, hvor Radikale sammen med SF og Enhedslisten kræver, at regeringen bliver mere ambitiøs.

Klimadagsordenen har ligget lidt i dvale under coronakrisen, men er så småt med at blive aktiveret igen, særlig i krydsfeltet økonomisk genrejsning og grøn omstilling.

SF-formand Pia Olsen Dyhr slog da også nogle af de samme takter an i sin grundlovstale, hvor hun udtrykte håb om, at "vi kan vælge de retfærdige og grønne løsninger og undgå de fejl, der blev begået efter finanskrisen."

Upolitisk tale
Statsminister Mette Frederiksen (S) holdt en nærmest upolitisk grundlovstale, der endnu engang kredsede om coronakrisen.

Pointerne var velkendte: Danmark er kommet meget bedre igennem krisen end andre lande, og det kan man takke danskernes ansvarlige opførsel og regeringens resolutte nedlukning for.

Mette Frederiksen tog forskud på kritikken af, at der blev ”lukket for hurtigt ned”:

”Der var ikke en manual. Der var ikke evidens. Der var ét korrekt svar. Der var tværtimod ubetrådt land. Der var tvivl,” understregede statsministeren, der konkluderede, at ”vi kan være stolte af de beslutninger, vi tog som samfund, enkeltvis og som familier”.

Statsministeren kan være sikker på, at et flertal stadig bakker op om, at regeringen satte sikkerheden over alt, men i takt med, at hverdagen indfinder sig, begynder grænsen at nærme sig for, hvor mange gange man kan genudsende en tale om håndteringen af coronakrisen.

Grundlovsdag understregede, at den politiske konsensus under coronakrisen nu er en saga blot, selvom statsministeren gerne ser det brede samarbejde videreført i den nye folketingssamling.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

Kristian Thulesen Dahl

Adm. direktør, Port of Aalborg, fhv. MF (DF og løsgænger)
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1995)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)









0:000:00