Paula Larrain om muslimsk bønnekald: Hvis det er larm, er kirkeklokker det også

KOMMENTAR: Venstres forslag om at forbyde muslimske bønnekald er ikke bare et nyt eksempel på symbolpolitik, der skal berolige islamforskrækkede vælgere. Det er udtryk for en helt forkert forståelse af, hvad frihed er, skriver Paula Larrain. 

Opnår man frihed via undertrykkelse?

Forslaget om forbud for bønnekald var muligvis spil for galleriet og en lejlighed for noget borgerlig selvpromovering på ryggen af dette lands i forvejen hårdt prøvede muslimske mindretal. Altså en gratis omgang med vennerne.

Det er min allermest positive analyse af den sag.

Der så ikke ud til at være skyggen af mulighed for at bryde grundloven på dette punkt eller argumentere for, at et enkelt bønnekald i Aarhus skulle have medvirket til at forstyrre den offentlige orden sådan helt generelt, og at det derfor nu – lige nu - var vigtigt at forbyde den slags ved lov. Der er mig bekendt ingen minareter med fast bønnekald i Danmark.

Mange trækker måske på skulderen og tænker, at det blot var en ny omgang symbolpolitik, der har til formål at trøste de islamforskrækkede vælgere. Men når det alligevel bliver lidt vigtigt for os alle, er det, fordi debatten har afsløret en manglende respekt for selve ånden bag religionsfriheden, som i dette land er funderet blandt andet af Grundtvigs udødelige frase:

"Frihed for Loke såvel som for Thor."

Hvad får Ellemann ud af det? 
Her er det allermest overraskende, at det gamle grundtvigske bondeparti og senere såkaldte liberale parti syntes, at denne sag skulle på dagsordenen og i sådan en grad, at man gik efter endnu et synligt nederlag. Trods S-regeringens barske ord mod muslimske bønnekald, afviste den at stemme for et forbud.

Det kan synes forståeligt, at en presset V-formand har brug for en let sag at hente point på, men har han i virkeligheden styrket Støjbjerg-fløjen og skubbet sine egne liberale støtter væk med den sag? Hvad har han opnået?

For det er da vanskeligt at argumentere liberalt for, at man vil lade kirkeklokkerne ringe, mens man vil forbyde en anden type bønnekald, fordi dette er fremmed og ”kristendommen er dansk”. Det er kristendommen ikke, nej, som teolog og formand for Foreningen Åndsfrihed, Ingrid Ank, fik belært Venstre om i Kristeligt Dagblad.

Folkekirken har særstatus, men det har baptister, adventister, katolikker, evangelister, pinsekirke og ortodokse ikke. Men vi er trods folkekirkens særstatus frie til at praktisere den trosretning, vi vil og herunder give udtryk for den via både ytringsfrihed og religionsfrihed.

Er kirkeklokker også larm? 
Hvis man bruger argumentet om, at bønnekald er ”larm” i det offentlige rum, så er kirkeklokker det også.

Der står intet skrevet noget sted, at man skal kunne ringe med klokker for at kunne dyrke sin tro, men det er skikke, der går langt tilbage, og særligt i Danmark har man bevaret rigelig ringning rundt omkring. Det kan man sagtens lave om på, hvis et flertal i Folketinget beslutter sig for det. Men det ville være synd, da det er kald til fællesskab og eftertanke.

Når du hører en enkelt klokke taktfast ringe midt på ugen og midt på dagen, er det lyden af et medmenneske, der bliver sendt afsted på den sidste tur i ligvognen, mens de kære efterladte får lyden af deres sorg formidlet ud i hele sognet. Det er ikke uden betydning. Det er ikke larm.

Og når du hører flere klokker bimle og bamle en lørdag eftermiddag, markerer kirken for alle omkring, at to mennesker netop har ladet sig forene i kærlighed ved et bryllup. Det er lyden af glæde og fest, som runger ud i sine omgivelser. Det er ikke larm, det er meddelelse fra medmennesker.

Kirkeklokker er lyden af fællesskab. Om søndagen er lyden lig med kald til bøn, bønnekald. Akkurat som hos muslimerne, men via et andet medie.

Tror vi stadig på friheden?
Ganske retfærdigt og forudsigeligt, har de borgerliges kamp mod det ikke eksisterende bønnekald afstedkommet ateistiske krav om, at kirker skal forbydes at ringe med klokker. Dermed har forslaget muligvis gjort mere skade end gavn, hvis det var frihed og danskhed, man ville beskytte.

Og vigtigst af alt og for at besvare mit indledende spørgsmål:

Nej, man opnår ikke frihed ved at undertrykke den. Vejen til frihed handler om at være modig og turde give andre deres frihed til at gøre, som de vil, mens man nyder sin egen. Naturligvis med de begrænsninger, som alle frihedsrettigheder kommer med. Det kræver mod og tolerance at give plads til det, man er uenig med. Det er hele fundamentet for vores liberale demokrati.

Er det ikke netop nu, at både ytringsfrihed og religionsfriheden skal stå deres prøve?

Nu, hvor vi er flere, der er forskellige fra normen? Tror vi stadig på frihed for både Loke og for Thor?

-----

Paula Larrain (født 1970) er uddannet journalist i 1994. Har været udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske Tidende, ledende redaktionssekretær på Berlingske Søndag og herefter nyhedsvært på TV Avisen. Hun er i dag vært på DR-programmet 'Det gode råd', selvstændig ordstyrer og foredragsholder. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Forrige artikel Carolina M. Maier efter Elbæk-svada: Eftermæler er noget, man selv skaber Carolina M. Maier efter Elbæk-svada: Eftermæler er noget, man selv skaber Næste artikel Lisbeth Knudsen: Vi bliver ikke bedre af at udradere pinlige kapitler af historien Lisbeth Knudsen: Vi bliver ikke bedre af at udradere pinlige kapitler af historien
Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

FASE 4: Restauranter må holde længere åbent, men forsamlingsforbuddet består, og hårdt ramte brancher skal fortsat have hjælp. Det er nogle af hovedpunkterne i den aftale, regeringen netop har landet med alle Folketingets partier. Se dem alle her.