Paula Larrain: Selvfølgelig skal præster blande sig i politik

Lad mig med det samme slå fast, at jeg finder det aldeles berigende, at en kendt muslimsk politiker har meninger om præsternes gøren og laden i folkekirken.

Det siger nemlig noget om, hvor god integrationen er i Danmark, når vi kan diskutere på tværs af både politiske og religiøse skel, uden at nogen bliver hidsige.

Derfor er Naser Khader så ubetinget velkommen til at indgå i debatten, der på det seneste er rejst af Københavns Domprovst, Anders Gadegaard, om forholdet mellem tro og politik.

Naser Khader skriver i Ræson, at han ikke gider at høre præster, der politiserer fra prædikestolen, og at "det er farligt for folkekirken, fordi de politiserende præster risikerer at splitte den."

Mon dog. Den danske folkekirke er netop så bred, at den indeholder teologiske retninger, der går i hver sin modsatte retning. Således kan man finde folkekirkepræster, der er imod skilsmisser, homovielser og sågar kvindelige kollegaer, selvom alt dette er sikret politisk ved lov, men som ikke forhindrer selvsamme præster i at have modsatte holdninger til den herskende tidsånd.

Der er stor forskel på en grundtvigsk præst og så en fra Tidehverv eller en fra Indre Mission. Alle tre retninger er stadig rummet i folkekirken, og dermed kan man slå fast, at folkekirken absolut allerede er splittet på kryds og tværs. Og hurra for det.

Det strider mod mit åbne sind og demokratiske opdragelse, når politikere vil bestemme, hvad præster – eller for den sags skyld kunstnere – må sige, når de er på arbejde.

Paula Larrain

Så her behøver Naser Khader ikke at være urolig. Folkekirken har på trods af disse meget forskellige retninger stadig en overvældende opbakning på 75 procent, og det er måske netop, fordi man som sognebarn er fri til at gå et andet sted hen, hvis man ikke bryder sig om sin lokale præst og dennes prædiken.

Anders Gadegaard bruger i sin bog 'Tro Mod Politik' blandt andet lignelsen om den barmhjertige samaritaner til at argumentere for, at vi som kristne har fået en direkte instruks fra Jesus om at gøre noget for de nødlidende, vi måtte møde på vores vej. Og ikke kun dem, der er lige foran os, men også dem, vi hører om og har et ansvar for som både individ og samfund.

Da vores samfund i høj grad er bygget på kristen etik, hører det sig ligesom til, mener domprovsten, at præsterne reagerer, når man i en tid som denne ser politikere bevæge sig bort fra næstekærligheden for eksempel i forhold til at modtage flygtninge og sikre børns vilkår på Sjælsmark.

Tro og politik kan ikke adskilles, fordi man som kristen af Gud har fået ansvaret for at forvalte vores jord, liv og samfund, og det kan vanskeligt gøres, uden at vi bruger politik. Tro er ikke kun noget, der foregår privat inde i os selv, som fejlagtigt slået fast af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, men er i allerhøjeste grad noget, der er iblandt os, og som direkte opfordrer til en relation.

Ikke kun til Gud, men også til næsten, som nødvendigvis er et menneske ud over en selv. Når vi tilmed lever i et land, hvor kirke og stat ikke er adskilt, men hvor folkets kirke er del af vores demokratiske fundament, giver det slet ingen mening at holde tro og politik adskilt i det offentlige rum. Alt skal kunne diskuteres – også af og med præster. Det er alle præster bestemt ikke enige om, men det er også lige meget, for de skal ikke være enige.

Man skal bare ikke bruge religionen til at argumentere politisk med, det vil sige, at det ville virke meget mærkeligt, hvis politikere fra Folketingets talerstol brugte enten bibeltekster eller Koranen til at argumentere for næste års finanslov. Eller hvis præster og imamer for eksempel direkte opfordrer til destruktion af demokratiet, fordi Gud alligevel bestemmer det hele.

Men fra prædikestolen er det en anden sag. Her er præsten bundet af sit løfte om at forkynde Kristi ord ud fra de bekendelsesskrifter, der ligger til grund for Folkekirken i Grundloven, og det er heri forventet, at man formidler med henvisning til, hvad der foregår i samtiden frem for at henvise til forholdene i for eksempel 1549. Både kirke, tro og samfund bevæger sig sammen fremad, og i dette samspil skal diskussionen altid være fri. Måske netop især fra prædikestolen.

Der er præster, der mener, at Guds nåde kommer til os, uden at vi behøver at foretage os noget som helst i livet, andet end at blive døbt, og så er der præster, der mener, at Guds rige er levende og iblandt os, hvilket opfordrer til, at vi ikke bare hviler i egen væren sammen med Gud, men også handler i overensstemmelse med, hvad hans søn kom til verden for at fortælle os.

Afgørende for denne evige diskussion er, at alle føler sig frie til at ytre nøjagtigt, hvad de mener, og ikke skal udskammes, hænges ud eller ties ihjel, hvis de for eksempel vil protestere over den herskende politik.

Og der er skam masser at tage fat i. Jeg er helt enig med de præster, der protesterer over vores merkantile forhold til flygtninge. Bibelen er fyldt med flugthistorier, og et minimum af omsorg for verdens forfulgte kan godt forventes af kristne mennesker.

Her er det efter min mening helt på sin plads, at præster træder ind og minder os om, hvad det egentlig er for værdier, vi forsøger at bevare, og ikke lader såkaldte "kulturkristne" redefinere kristendommens meget klare budskaber, så de passer bedre ind i vores økonomiske regnskaber.

Præster skal netop blande sig, når grundlæggende værdier er til diskussion, uagtet råderum og statsbudget. Faktisk vil jeg opfordre til, at mange flere gør det og gerne viderefører diskussionerne uden for kirkemurene, i avisspalter, forsamlingshuse og på gaden. Man behøver blot at tænke på reverent Martin Luther Kings Jr.'s opfordring til at bryde med uretfærdige love eller lige nu på den norske biskop emeritus Gunnar Stålsett, der risikerer fængsel, fordi han i civil ulydighed holder fast i sine kristne principper. Hellere det end tavse præster, der er bange for at stå ved deres tro og sige det højt.

Kun en levende diskussion blandt alle – også præster – kan udvikle vores demokrati og samfund. Begynder vi først at lukke ned for enkelte faggruppers ret til at blande sig frit i politik, skal vi være på vagt.

Det strider mod mit åbne sind og demokratiske opdragelse, når politikere vil bestemme, hvad præster – eller for den sags skyld kunstnere – må sige, når de er på arbejde. Og nej, vi kan ikke alle smide vores funktioner i samfundet for at kæmpe om de 179 pladser i Folketinget.

Demokratiet fungerer nu bedst, hvis vi alle deltager med vores ekspertiser, synspunkter og erfaringer, som de folkevalgte så kan lytte til og tage videre med i lovgivningsarbejdet på Christiansborg. Og det gælder selvfølgelig også Folkekirkens præster.

Naser Khader kan altid enten gå i en anden kirke og lytte til nogen, der er baskhamrende uenige med for eksempel Anders Gadegaard – eller endnu bedre: melde sig ind i folkekirken og stille op til menighedsrådsvalgene, hvorfra han kan få direkte indflydelse på, hvem der prædiker og hvordan i hans lokale sogn. Lukke munden på politiserende præster skal i hvert fald ikke lykkes ham.

-----

Paula Larrain (født 1970) er uddannet journalist i 1994. Har været udenrigsjournalist på Radioavisen og Berlingske Tidende, ledende redaktionssekretær på Berlingske Søndag og herefter nyhedsvært på TV Avisen. Hun er i dag vært på P1, selvstændig ordstyrer og foredragsholder. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.