Pelle Dragsted: Mette F. må fikse Finans­ministeriets absurde regnemaskine

I disse dage forhandler regeringen med sit parlamentariske grundlag om en økonomisk håndsrækning til de familier, der er ramt af de såkaldte fattigdomsydelser.

Forhandlingerne er en af de første udmøntninger af det forståelsespapir, som de fire partier blev enige om, før regeringen trådte til. Her aftalte partierne nemlig, at der skal afsættes 250 til 300 millioner kroner til at løfte indkomsten for de allerfattigste børnefamilier. 

Et læk fra forhandlingerne viser imidlertid nu, at regeringen vil bruge 65 millioner kroner, eller omkring en fjerdedel af de afsatte midler, til at dække for såkaldte negative adfærdseffekter. 

Begrebet negative adfærdseffekter dækker over en forventning om, at hvis man sætter ydelserne op til mennesker uden for arbejdsmarkedet, så vil de være "mindre tilbøjelige" til at komme i arbejde.

Det vil føre til både øgede udgifter til ydelser og til tab af potentielle skatteindtægter. Det tab opgør Finansministeriets efterhånden berygtede regnemaskine altså i det her tilfælde til præcis 65 millioner kroner. 

Antagelsen bygger åbenlyst på en dyb mistillid til de mennesker, der er ramt af arbejdsløshed. En mistillid, der har sin baggrund i ideologiske neoklassiske opfattelser af det nyttemaksimerende egoistiske menneske, der reagerer blindt på økonomiske incitamenter. 

Det kunne man måske leve med, hvis der samtidig var klar og entydig evidens for, at lavere ydelser til arbejdsløse rent faktisk resulterede i højere beskæftigelse i det omfang, som regnemaskinen antager. Den evidens findes bare ikke.

Som Enhedslisten sidste år påviste i en analyserapport om Finansministeriets regnemaskine, tager modellen udgangspunkt i et forældet studie fra OECD, mens resultater fra nyere studier fra samme organisation, der sår tvivl om konsekvenserne, ignoreres. 

Senest har Rockwool Fonden i det hidtil mest grundige danske studie af virkningen af det seneste års beskæftigelsesreformer konstateret, at de ikke kan finde belæg for de antagelser om adfærdseffekter, som Finansministeriet lagde til grund for reformerne. Effekterne er enten meget små eller meget usikre. 

Men på trods af årelang kritik – efterhånden også fra såkaldte mainstream-økonomer – lever regnemodellerne uforandret videre. Og regnemodellerne har – i hvert fald indtil videre – også overlevet endnu et regeringsskifte.

Det er stærkt bekymrende. For de aktuelle forhandlinger viser igen, at diskussionen om Finansministeriets regnemodeller ikke bare er tåget teori, men har store konsekvenser for den politik, som føres, og dermed for rigtige mennesker ude i virkeligheden.

I det her tilfælde forsvinder 65 millioner kroner, der kunne have været brugt til mad, tøj og medicin til fattige børn. 

Men langt værre er det selvfølgelig, at antagelserne også bruges omvendt. Da Lars Løkke Rasmussen (V) skar i dagpengene, kunne han a priori indregne de forventede positive adfærdseffekter. Et større millionbeløb blev konteret på saldoen, som den daværende regering herefter kunne disponere over.

Men hvis adfærdsændringerne aldrig skete i virkeligheden, sådan som Rockwool Fonden konstaterer, så mangler de penge reelt i kassen i dag. Der er altså ikke alene tale om en skævvridende politisk bias, men også om en uansvarlig politik, der risikerer at give grimme økonomiske overraskelser i fremtiden. 

Inden valget var Socialdemokratiet ganske klar i sin kritik af Finansministeriets regnemodeller, og senest har den nye beskæftigelsesminister, Peter Hummelgaard (S), også offentligt ytret sin stærke tvivl over for antagelserne om, at et stærkere socialt sikkerhedsnet skulle sænke beskæftigelsen.

Det er positivt, og derfor må det også være en pligtopgave for den nye socialdemokratiske regering med Mette Frederiksen (S) i spidsen at få rettet op på regnemodellerne og bringe dem bedre i overensstemmelse med virkeligheden.

Der bør derfor gennemføres en grundig evaluering af de seneste års mange reformer, som endeligt kan afgøre, om der er hold i de teoretiske neoklassiske antagelser.

Mens det arbejde pågår, må regeringen sætte de tvivlsomme antagelser om negative adfærdseffekter af fattigdomsbekæmpelse ud af kraft, så de ikke fortsat skævvrider den økonomiske politik og "stjæler" penge, som kunne have været brugt på at afhjælpe børnefattigdommen. 

-----

Pelle Dragsted (f. 1975) er forhenværende MF for Enhedslisten og har tidligere været presseansvarlig og politisk rådgiver, også i Enhedslisten.