Pernille Vermund: Hvorfor taler venstreorienterede altid om hudfarve?

Af Pernille Vermund
Formand for Nye Borgerlige

’Brun debattør’. Sådan kalder Nima Zamani sig selv i et interview med Altinget.

Farven ’brun’ fylder i det hele taget meget i debatten på venstrefløjen om, hvor forfærdelige vi er på højrefløjen til at tale om udfordringerne i udlændingepolitikken.

Men de eneste, der aldrig siger et kvæk om hudfarve, det er os, der befinder os modsat de kulturradikale og socialisterne. Herude på højrefløjen er hudfarve nemlig uendeligt ligegyldig. Det er holdninger og værdier, der er vigtige.

Alligevel formaster Nima Zamina sig i interviewet med en meget bred pensel til at påstå, at ”ekstremisme har en hudfarve for de nationalkonservative herhjemme”.

Jeg står gerne på mål for både de nationale og konservative værdier.

Det er kun i mediemenneskenes og de venstreorienteredes hoveder, at hudfarve og race betyder noget for udlændingedebatten.

Pernille Vermund

I den forløbne valgkamp oplevede jeg ofte at få skudt i skoene, at min holdning til islam, til indvandring fra de muslimske lande og til problemerne med uintegrerede indvandrere skyldes, at jeg ikke kan lide folk med anden hudfarve eller ikke mener, at mennesker med en anden kulør hører til i Danmark.

Mediernes farveopdelte menneskesyn 
Jeg ved ikke, hvor journalisterne får det fra. Det må komme fra deres eget farveopdelte menneskesyn. Koblingen mellem race og kritik af islam og indvandring må opstå i deres egne hoveder, for det er ikke et sprogbrug, et argument eller en begrundelse, som jeg bruger.

Det er en helt normal kobling i medie-kredse, som Nima Zamani også reflekterer over i interviewet forleden. DR’s politiske reporter Christine Cordsen formidlede helt naturligt og uden at blinke samme ’analyse’, da hun tilbage i januar kommenterede statsministerens nytårstale: ”Dansk Folkeparti som sådan dyrker en illusion om, at man kan rulle det hele tilbage, og man kan sende folk hjem, og vi kan få et samfund som i 50'erne, hvor der ikke var så mange med en anden hudfarve end grisefarvet.”

Den efterfølgende kritik af Christine Cordsen gik ikke på, om det virkelig for kritikerne på højrefløjen betyder noget, om folk er grise- eller nougatfarvede. Næh det blev blot til endnu en krænkelsesskandale helt i tidens ånd.

Men det har aldrig handlet om hudfarve. Det er kun i mediemenneskenes og de venstreorienteredes hoveder, at hudfarve og race betyder noget for udlændingedebatten.

Og når de trækker racismekortet, så afspores debatten. Det våben har medier og venstreorienterede brugt i årtier til at forhindre en lødig og løsningsorienteret debat om udlændingepolitikken. Kendsgerninger, viden og statistik er blevet druknet i beskyldninger om dårligt menneskesyn og racisme.

Det er rent ud sagt møgirriterende og bør holde op.

Kritikken af skiftende regeringers udlændingepolitik kan groft sagt deles op i tre hovedpunkter:

• Asylpolitikken – Der lukkes folk ind i vores land, uden hensyn til om de ønsker eller kan integrere sig og deler vores værdier
• Retspolitikken – Kriminelle udlændinge får lov til at forblive i Danmark i stedet for at blive vist ud
• Velfærdspolitikken – Politikerne lader udlændinge forsørge på danske skatteborgeres regning

Det er tre punkter, som intet har med race eller hudfarve at gøre. Det kan dokumenteres, at muslimske lande leverer en overvægt af de flygtninge/indvandrere/efterkommere, som skaber problemerne på de tre hovedområder.

Det kan ligeledes dokumenteres, at islam som ideologi er i opposition til de grundlæggende værdier, som vores samfund bygger på. Ergo skal tilstrømningen fra de muslimske lande bremses. De kriminelle skal sendes ud. Resten skal forsørge sig selv, og islam skal holdes uden for indflydelse på samfundet.

Det er sund fornuft – og har intet, intet overhovedet med hudfarve at gøre.