Peter Loft: Ansættelsen af Rossen er lige så nyskabende som den er nødvendig

Statsministerens udnævnelse af sin personlige rådgiver, Martin Rossen, til stabschef i Statsministeriet og som medlem af de centrale koordinations- og økonomiudvalg har skabt en del debat – også her i Altinget.

Et synspunkt har været, at der er tale om en nyskabelse, der fundamentalt ændrer på det hidtidige embedsmandssystem, og som rejser nye spørgsmål, blandt andet om den parlamentariske kontrol. Andre har anført, at der blot er tale om en naturlig fortsættelse af den hidtidige udvikling, der ikke adskiller sig nævneværdigt fra, hvad tidligere statsministre har gjort.

Efter min mening er der tale om en væsentlig ændring og dermed også om en nyskabelse, men det er samtidig min opfattelse, at det er både en naturlig konsekvens af den måde, centraladministrationen har udviklet sig på, og en nødvendig og fornuftig beslutning, statsministeren har taget.

Det har tidligere været fremhævet, at personlige rådgivere hverken i Statsministeriet eller i andre ministerier er noget nyt, og at der heller ikke er noget usædvanligt i, at andre end ministre sidder i de to centrale regeringsudvalg, idet der allerede sidder en del departementschefer.

Nyt er det imidlertid, at stabschefen med statsministerens ord skal styrke politikudviklingen og den politiske ledelse af regeringen. Han skal altså have en vigtig rolle i udformningen af regeringens politik. Der er næppe heller tvivl om, at Martin Rossen får en helt anden vægt i de to regeringsudvalg i forhold til de deltagende departementschefer, hvis indsats stort set alene har bestået i at lytte og fra tid til anden bidrage med faktuelle oplysninger.

Men selv om der er tale om en forandring og en forrykkelse af indflydelse fra de sædvanlige embedsmænd til den særlige rådgiver, så er der også tale om en ændring, der ikke bør overraske – af mindst to årsager.

Finanspolitikken og det finansministerielle syn på tingene har ligget al anden politikskabelse ihjel. Derfor er der behov for nye kræfter til at hjælpe politikudviklingen på vej.

Peter Loft

Den ene årsag har en snæver sammenhæng med Finansministeriets stærkt forøgede indflydelse i løbet af den seneste årrække. I takt med at Finansministeriet ikke længere blot er det koordinerende og økonomisk styrende ministerium, men tillige er blevet det ministerium, der både beslutter og i vid udstrækning udformer alle væsentlige initiativer, er fagministeriernes betydning tilsvarende svundet ind.

De øvrige ministeriers udfoldelsesmuligheder er derfor blevet begrænset, hvilket har dæmpet opfindsomheden og mulighederne for at skabe nye politiske initiativer – eller i hvert fald ensrettet alle de initiativer, der bliver taget. Dette har givetvis haft en positiv betydning for landets økonomiske situation, men det har også medført, at skiftende regeringer er kommet til at fremstå farveløse, ude af stand til at tage nye væsentlige initiativer og fattige på ideer. Finanspolitikken og det finansministerielle syn på tingene har ligget al anden politikskabelse ihjel. Derfor er der behov for nye kræfter til at hjælpe politikudviklingen på vej.

Den anden årsag er at finde i den ændrede sammensætning blandt ministeriernes topembedsmænd. Når en ny topchef rekrutteres til et ministerium, er det i dag evnen til at kunne udøve politisk rådgivning og til at få det interministerielle samarbejde til at fungere, der er udslagsgivende. Derimod lægges der ikke synderlig vægt på specifik faglig indsigt inden for det pågældende område. De enkelte fagministerier er derfor ikke specielt godt rustet til at bistå en regering med nye og nyskabende ideer.

Dette forudsætter nemlig ud over politisk flair en ret høj grad af faglig kunnen og teknisk indsigt på området. Ministerierne er indrettet til at kunne bistå ministeren i det daglige politiske arbejde – kun i mindre grad til at skabe nye løsninger. Også derfor er der behov for at styrke indsatsen for politikskabelse.

Det samme kan måske også udtrykkes på en anden måde: I Danmark har vi stedse hyldet princippet om upolitiske og partineutrale embedsmænd, der både kan bistå ministrene politisk og fagligt/teknisk. I takt med at den politiske bistand har fået overvægt i forhold til den faglige bistand, bliver det vel naturligt at stille sig selv spørgsmålet, om de upolitiske embedsmænd er de bedste til at yde politisk rådgivning, eller om politisk udpegede rådgivere er bedre til dette?

For mig at se er udnævnelsen af Martin Rossen til stabschef med medlemskab af de to vigtigste udvalg på lige fod med ministre en naturlig følge af en udvikling, hvor embedsmændene i stadig stigende grad har udfyldt det politiske tomrum, som de selv har været med til at skabe.

-----

Peter Loft er tidligere departementschef i Skatteministeriet og arbejder i dag som advokatfuldmægtig hos Bachmann/Partners. 

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.