Kommentar af 
Peter Loft

Peter Loft efter svindelsag: Derfor kommer vi til at se flere skandaler i ministerierne

KOMMENTAR: Den mulige svindelsag i Forsvaret og Britta Nielsens formodede bedrageri i Socialstyrelsen er ikke blot uheldige enkeltsager, men en logisk konsekvens af grundlæggende systemfejl i ministerierne.

Møgsagerne i ministerierne synes at stikke dybere end tidligere, skriver tidligere departementschef Peter Loft efter sagen om mulig svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.
Møgsagerne i ministerierne synes at stikke dybere end tidligere, skriver tidligere departementschef Peter Loft efter sagen om mulig svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den aktuelle sag om regnskabsrod og mulig svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har – ud over nogle konkrete følger i Forsvarsministeriets organisation – ført til, at flere politikere nu stiller krav om en egentlig undersøgelse af ministeriernes økonomiforvaltning.

Både den aktuelle sag og sagen om Britta Nielsens formodede bedrageri over for Socialstyrelsen har givet anledning til bekymring om den måde, de enkelte offentlige instanser kontrollerer forbruget af offentlige midler.

Spørgsmålet er imidlertid, om en sådan gennemgang løser det egentlige problem. Om problemet relaterer sig til nogle regnskabsmæssige procedurer, som ikke er blevet overholdt og kontrolleret, eller om det stikker dybere.

De seneste cirka ti år har budt på talrige møgsager i ministerierne, som har ført til undersøgelser, kritik og i visse tilfælde ministres eller topembedsmænds afgang. Det er der måske ikke noget nyt i; der har alle dage været politiske skandaler i ministerierne. Nyt er det imidlertid, at disse sager synes at stikke dybere end tidligere. Hvor for eksempel tamilsagen alene handlede om en ministers konkrete handlinger og om embedsmændenes pligt til at sige fra, hvis de blev opmærksom på problemer, så synes de nyere sager i vid udstrækning at dreje sig om den måde, det pågældende ministerium handler på.

Fakta
Peter Loft (f. 1957) var departementschef i Skatteministeriet fra 1993-2012 og har siden arbejdet som kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune. Han er i dag advokatfuldmægtig hos Bachmann/Partners. 

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Om forvaltningen generelt er lovlig; om oplysninger fra ministeriet til Folketinget er korrekte, fyldestgørende og troværdige; om ministeriet overhovedet er i stand til at løfte sin overordnede opgave eller om helt grundlæggende demokratiske principper bliver fulgt. De nyere sager har ikke kun ført til kritik af enkeltpersoner, men til kritik af eller mistillid til hele den måde, det pågældende ministerium fungerer på.

Til disse sager, hvor der hersker tvivl om ministeriets måde at udøve sin udadvendte virksomhed på, kan nu føjes sagen om Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og Britta Nielsen-sagen. Sager, der tyder på helt afgørende brister i de pågældende ministeriers interne arbejdsgange, i de interne kontroller, i evnen til at reagere på advarsler og – for nogle få ansattes vedkommende – til tvivl om deres moralske habitus.

Når grundlæggende principper, rutiner og forretningsgange ikke får den nødvendige opmærksomhed, fordi ledelsens fokus er rettet den anden vej, svækkes det, vi troede var indarbejdede færdigheder, som man kunne tage for givet.

Peter Loft

Den generelt faldende tillid til embedsværket; de mange eksempler på manipulationer i ministerier, som Jesper Tynell fremhævede i sin bog 'Mørkelygten'; den grundlæggende kritik af flere ministerier, som de konkrete møgsager har ført til, og nu de seneste sager, som tyder på, at nogle fundamentale embedsmandsdyder er under pres, rejser det spørgsmål, om der blot er tale om enkeltstående, uheldige sager, eller om der er tale om mere grundlæggende systemfejl.

I vores bog 'Hvem har ansvaret' fra 2016 gør Jørgen Rosted og jeg os til talsmænd for det sidste synspunkt.

I dag er topembedsmændenes primære opgave at rådgive ministeren samt deltage i politikudviklingen og gennemførelsen heraf. De mere faglige sider af topembedsmændenes traditionelle opgaver er trådt i baggrunden. Den opgave, der består i at sikre kvaliteten af de oplysninger og produkter, der udgår fra ministeriet – at være den faglige garant – er således nedprioriteret i dag. Det samme gælder opgaven med at sikre, at ministeriet med tilhørende styrelser med videre er drevet hensigtsmæssigt, økonomisk forsvarligt og i overensstemmelse med forvaltningsretlige grundprincipper. 

Dette kan ikke undre. Der er kun 24 timer til rådighed i døgnet, og skal de øverste embedsmænd med departementschefen i spidsen rådgive ministeren om for eksempel potentielle møgsager og om pressesager og samtidig i vid udstrækning stå for politikudviklingen, bliver der ikke tid til de mere traditionelle opgaver, der stammer fra den tid, hvor den politiske rådgivning fyldte mindre. Af samme årsag rekrutteres topcheferne i dag på baggrund af deres brede, politiske og ledelsesmæssige indsigt; ikke som tidligere på baggrund af deres faglige indsigt.

Dette giver sig udslag på mange fronter.

Når topcheferne er generalister og ikke fagligt orienteret, indretter systemet sig hurtigt derefter. Faglige spørgsmål, teknikaliteter, administrative forhold og den konkrete forvaltning er ikke noget, den øverste ledelse involveres i. Det må klares på sagsbehandlerniveau.

Læs også

Styrelser bliver derfor mere selvstændige i forhold til departementet, der primært orienterer sig imod overordnede politiske forhold. Man taler i dag ligefrem om armslængde i forhold til styrelser, der således, hvad den daglige administration angår, anses for mere eller mindre uafhængige af minister og departement.

Når den øverste ledelse ikke er fagligt orienteret, er den tidligere eksisterende faglige styring af direktorater og styrelser erstattet med mere generelle styringsprincipper, såsom new public management.

Alt i alt betyder denne udvikling, at ledelsen både i departementerne og i styrelserne fokuserer på overordnede spørgsmål – på politikudviklingen, på kommunikation og på strategier, mens den egentlige produktion i form af for eksempel lovgivning og konkrete afgørelser over for borgerne samt de interne forretningsgange, der støtter op herom, ikke får samme opmærksomhed.

Både i departementerne og i styrelserne har der været en betydelig oprustning at stabsfunktioner, der tager sig af presse og kommunikation, af strategiudvikling, af organisationsudvikling, af styringsmekanismer og af interne målesystemer, mens den egentlige faglige produktion og de støttefunktioner, der knytter sig hertil, både ressourcemæssigt og hvad angår ledelsens bevågenhed, synes at friste en mere tilbagetrukket tilværelse.

Det er min opfattelse, at denne udvikling langt hen ad vejen kan forklare, hvorfor der løbende bliver begået fejl, både i forhold til konkrete beslutninger og i forhold til administrative rutiner; fejl, som umiddelbart forekommer uforståelige. Når grundlæggende principper, rutiner og forretningsgange ikke får den nødvendige opmærksomhed, fordi ledelsens fokus er rettet den anden vej, svækkes det, vi troede var indarbejdede færdigheder, som man kunne tage for givet.

Når offentlige midler ikke behandles på betryggende vis; når afgørelser træffes på et usikkert, fejlagtigt eller mangelfuldt grundlag; når forvaltningsretlige grundsætninger til sikring af borgernes retssikkerhed tilsidesættes; når administrationen bevæger sig ud over kanten af lovgivningen, eller når oplysninger til Folketinget ikke vurderes at være retvisende, forsvinder tilliden til ministerierne og administrationen.

En genskabelse af tilliden forudsætter, at ministeriernes ledelse igen retter opmærksomheden imod den faglige kvalitet i ministeriets arbejde. Ledelsen skal sikre, at den produktion, som udgår fra ministeriet, er faglig korrekt og underbygget; at alle oplysninger fra ministeriet er troværdige og fyldestgørende; at forvaltningen er betryggende og hensigtsmæssigt tilrettelagt, og at de forvaltningsretlige grundprincipper til stadighed følges.

Dette kræver en aflastning af og en ændret indstilling fra ministeriernes øverste administrative ledelse.

-----

Peter Loft (f. 1957) var departementschef i Skatteministeriet fra 1993-2012, hvor han blev fritaget for tjeneste pga. sin rolle i Helle Thorning-Schmidts skattesag. Han har siden arbejdet som kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune. Han er i dag advokatfuldmægtig hos Bachmann/Partners. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Loft

Advokat, fhv. departementschef, Skatteministeriet, fhv. folketingskandidat (LA)
cand.jur. (Københavns Uni. 1980)

0:000:00