Peter Loft: Ny klimaaftale svarer ikke på det helt store spørgsmål

Et meget bredt flertal i Folketinget har indgået en klimaaftale for energi og industri.

Aftalen indeholder en række konkrete initiativer, der samlet kan medvirke til at nedbringe udledningerne af drivhusgasser og dermed til at opfylde klimalovens krav om en 70 procents reduktion af de samlede udledninger inden 2030.

Aftalen indebærer blandt andet en omlægning af de eksisterende energiafgifter, således at afgiften flyttes fra elopvarmning til fossil opvarmning. Størst interesse er der imidlertid knyttet til den del af aftalen, der handler om en grøn skattereform.

Regeringen skal til efteråret fremlægge et forhandlingsgrundlag for skattereform, i hvilken en generel CO2-afgift indgår som et centralt element. CO2-afgiften har været foreslået af Klimarådet, de fleste fremtrædende økonomer og af tænketanke, der repræsenterer hele det politiske spektrum. Efterhånden har der også blandt Folketingets partier vist sig en tilslutning til denne idé, om end i starten med en betydelig skepsis fra regeringens side.

Der er næppe heller tvivl om, at indfrielse af den ambitiøse målsætning om at reducere udledningerne med 70 procent forudsætter et bredt fungerende virkemiddel, som er markedskonformt og som således direkte påvirker den generelle adfærd i en klimavenlig retning.

En generel afgift reducerer risiciene for, at man fra politisk side vælger forkert og for eksempel gennem tilskud satser på den forkerte teknologi eller på prioriteringer, der senere viser sig uhensigtsmæssige.

Der er sandelig også en hel del ikke uvæsentlige problemstillinger, der skal løses – udover i de iøjnefaldende politiske problemer, dette arbejde uvægerligt må udløse.

Peter Loft

I de centrale ministerier, der skal udarbejde oplægget til efterårets forhandlinger om en grøn skattereform, venter der en travl, men givetvis også spændende sommer.

For ideen om en grøn skattereform indeholder dels en del muligheder for at rette op på nogle af skattesystemets mange skavanker, dels nogle meget tunge problemstillinger, som der skal anvises en løsning på.

Allerede af aftalen ses det, at det ikke er nogen enkel opgave, der venter embedsmændene: CO2-beskatningen skal – udover altså at bidrage væsentligt til indfrielsen af 70-procentsmålsætningen – tage hensyn til "en bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse, et stærkt velfærdssamfund, sammenhængskraften og social balance og dermed skabe reelle CO2-reduktioner og uden samlet tab af arbejdspladser til udlandet".

Det er vist kun ligestilling og biodiversitet, der ikke skal tages højde for i dette udspil. Det fremgår også af aftalen, at borgerne og virksomhederne samlet ikke skal betale mere i skat som følge af reformen.

Det er ubetinget klogt at se en CO2-afgift som et element i en samlet skattereform, således at det provenu, der tilvejebringes herved, kan indgå i en samlet skatteomlægning, der kan fjerne nogle af de mest uhensigtsmæssige skatter, som vi i øjeblikket døjer med.

Det er værd at håbe på, at muligheden udnyttes til at skabe et bedre sammenhængende skattesystem – i stedet for at der introduceres nye mærkelige særordninger, tilskud, grønne checks og andre specifikke anordninger, hvor politikere med en pincet kan uddele penge til formål, der ligger dem særligt på sinde.

Ligesom CO2-afgiftens force er, at der er tale om et generelt virkemiddel, bør provenuet herfra anvendes til generelle forbedringer og ikke til specifikke og ofte forvridende særordninger.