Peter Loft: Ny klimaaftale svarer ikke på det helt store spørgsmål

KOMMENTAR: Klimaaftalens grønne skattereform giver mulighed for at komme klimaet og skattesystemet til undsætning. Men aftalen giver ikke et svar på, hvordan man undgår, at virksomhederne flytter til udlandet, skriver Peter Loft.

Et meget bredt flertal i Folketinget har indgået en klimaaftale for energi og industri.

Aftalen indeholder en række konkrete initiativer, der samlet kan medvirke til at nedbringe udledningerne af drivhusgasser og dermed til at opfylde klimalovens krav om en 70 procents reduktion af de samlede udledninger inden 2030.

Aftalen indebærer blandt andet en omlægning af de eksisterende energiafgifter, således at afgiften flyttes fra elopvarmning til fossil opvarmning. Størst interesse er der imidlertid knyttet til den del af aftalen, der handler om en grøn skattereform.

Regeringen skal til efteråret fremlægge et forhandlingsgrundlag for skattereform, i hvilken en generel CO2-afgift indgår som et centralt element. CO2-afgiften har været foreslået af Klimarådet, de fleste fremtrædende økonomer og af tænketanke, der repræsenterer hele det politiske spektrum. Efterhånden har der også blandt Folketingets partier vist sig en tilslutning til denne idé, om end i starten med en betydelig skepsis fra regeringens side.

Der er næppe heller tvivl om, at indfrielse af den ambitiøse målsætning om at reducere udledningerne med 70 procent forudsætter et bredt fungerende virkemiddel, som er markedskonformt og som således direkte påvirker den generelle adfærd i en klimavenlig retning.

En generel afgift reducerer risiciene for, at man fra politisk side vælger forkert og for eksempel gennem tilskud satser på den forkerte teknologi eller på prioriteringer, der senere viser sig uhensigtsmæssige.

I de centrale ministerier, der skal udarbejde oplægget til efterårets forhandlinger om en grøn skattereform, venter der en travl, men givetvis også spændende sommer.

For ideen om en grøn skattereform indeholder dels en del muligheder for at rette op på nogle af skattesystemets mange skavanker, dels nogle meget tunge problemstillinger, som der skal anvises en løsning på.

Allerede af aftalen ses det, at det ikke er nogen enkel opgave, der venter embedsmændene: CO2-beskatningen skal – udover altså at bidrage væsentligt til indfrielsen af 70-procentsmålsætningen – tage hensyn til "en bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse, et stærkt velfærdssamfund, sammenhængskraften og social balance og dermed skabe reelle CO2-reduktioner og uden samlet tab af arbejdspladser til udlandet".

Det er vist kun ligestilling og biodiversitet, der ikke skal tages højde for i dette udspil. Det fremgår også af aftalen, at borgerne og virksomhederne samlet ikke skal betale mere i skat som følge af reformen.

Det er ubetinget klogt at se en CO2-afgift som et element i en samlet skattereform, således at det provenu, der tilvejebringes herved, kan indgå i en samlet skatteomlægning, der kan fjerne nogle af de mest uhensigtsmæssige skatter, som vi i øjeblikket døjer med.

Det er værd at håbe på, at muligheden udnyttes til at skabe et bedre sammenhængende skattesystem – i stedet for at der introduceres nye mærkelige særordninger, tilskud, grønne checks og andre specifikke anordninger, hvor politikere med en pincet kan uddele penge til formål, der ligger dem særligt på sinde.

Ligesom CO2-afgiftens force er, at der er tale om et generelt virkemiddel, bør provenuet herfra anvendes til generelle forbedringer og ikke til specifikke og ofte forvridende særordninger.

En grøn skattereform giver muligheder for både at komme klimaet til undsætning og for at forbedre skattesystemet, hvis reformen udvikles rigtigt.

Men der er sandelig også en hel del ikke uvæsentlige problemstillinger, der skal løses – ud over i de iøjnefaldende politiske problemer, som dette arbejde uvægerligt må udløse.

Både Klimarådet, de øvrige fortalere for en generel afgift og aftalepapiret nævner det helt store problem: Hvordan man undgår, at afgiften blot får virksomhederne – og dermed også deres udledninger – til at flytte til udlandet?

Selv med midlertidige store fradrag i opgørelsesgrundlaget for virksomheder med meget store udledninger vil der være tale om en ganske betydelig merbelastning for nogle sektorer, som næppe kan kompenseres hverken ved hjælp af ændrede produktionsmetoder eller gennem generelle skatte- og afgiftsomlægninger.

Klimarådet foreslår dernæst en forbrugsafgift på indenlandske og importerede varer fra de sektorer med store udledninger, som skal nyde godt af denne midlertidige lempelse – for herved at sikre en samlet afgiftsbelastning, der svarer til miljøbelastningen.

Den slags har været prøvet før – for eksempel med fedtafgiften – der viste, hvor kompliceret det er at introducere nye forbrugsafgifter uden stort administrativt besvær.

En afgift forudsætter et entydigt opgørelsesgrundlag. For eksempel for landbrugets vedkommende findes der ikke i dag præcise og retvisende metoder til opgørelse af CO2-udslippet.

Det er nødvendigt med et klart og sikkert grundlag for opgørelse af udslippet – forhåbentlig uden alt for store administrative besværligheder.

Et problem af en anden karakter er, at merprovenuet fra en CO2-afgift helst skal være af forbigående karakter.

Meningen er jo, at afgiften skal få borgere og virksomheder til at minimere deres udledning af drivhusgasser. Det provenu, som ifølge aftalen skal tilbageføres til borgerne og virksomhederne, er således ikke særlig stabilt. Hvis det er, er det et udtryk for, at afgiften ikke har virket efter sin hensigt.

Der er næppe tvivl om, at det haster med at få gang i drivhusgasreduktionen, hvis det ambitiøse mål skal indfries til tiden. Der er på den anden side næppe heller tvivl om, at det ikke er nogen lille og enkel opgave at udarbejde og beslutte en grøn skattereform.

Både af hensyn til klimaet og af hensyn til den de danske virksomheders muligheder for fortsat at kunne operere i et internationalt marked er det imidlertid vigtigt, at man får tænkt sig godt om, således at den forestående omlægning både fungerer i forhold til en begrænsning af CO2-udledningerne og i forhold til et skattesystem, som i forvejen er belastet med mange hensyn, som bestemt ikke har ført til enklere, mere velfungerende og konkurrencedygtige regler.

-----

Peter Loft (født 1957) var departementschef i Skatteministeriet fra 1993 til 2012 og har siden arbejdet som kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune. Han er i dag advokat hos Bachmann/Partners. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Johanne Dalgaard: Har folk et latent had til svagere mennesker end dem selv? Johanne Dalgaard: Har folk et latent had til svagere mennesker end dem selv? Næste artikel Lars Trier Mogensen: Herskeren Mette Frederiksen spiller partierne ud mod hinanden på skift Lars Trier Mogensen: Herskeren Mette Frederiksen spiller partierne ud mod hinanden på skift
Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

Alle partier står bag aftale om genåbning: Her er hovedpunkterne

FASE 4: Restauranter må holde længere åbent, men forsamlingsforbuddet består, og hårdt ramte brancher skal fortsat have hjælp. Det er nogle af hovedpunkterne i den aftale, regeringen netop har landet med alle Folketingets partier. Se dem alle her.