Peter Loft: Velfærdsstatens siamesiske tvilling udsultes

I Danmark synes der at være en generel tilslutning til vores velfærdsstat.

Der er forskellige meninger om, hvorvidt den skal udbygges meget eller knap så meget, og der er mange forslag til forbedringer, ændringer og omprioriteringer.

Men ikke ret mange går ind for afvikling eller stærk beskæring af velfærdsstaten.

Velfærdsstatens siamesiske tvilling er skattefinansieringen. En udbygget velfærdsstat står og falder med en velfungerende skattefinansiering. Der er ingen reelle alternativer hertil.

Skattesystemet er velfærdsstatens fundament. De ønsker, der næres om velfærdsstatens udvikling og udbygning, må derfor nøje koordineres med nogle krav til skattesystemet.

Skal velfærden udbygges, vil det ofte stille krav om yderligere skattefinansiering, og fungerer skattesystemet ikke effektivt, vil det indebære problemer med finansieringen af ydelser, som de fleste opfatter som basale.

Selv hvis befolkningens vilje til at betale mere i skat måtte være til stede, er det ikke helt enkelt at pege på væsentlige yderligere finansieringskilder.

Peter Loft

Derfor er det vigtigt, at man politisk nøje vurderer, hvordan de offentlige udgifter må forventes at udvikle sig i forhold til skattesystemets evne til at løfte denne finansieringsbyrde.

Der synes allerede i dag at være en faldende tillid til det offentliges evne til at løfte sine bestående opgaver.

Ældreplejen, børnehaver og vuggestuer, folkeskolen, sundhedsvæsenet – alt sammen områder, hvor den generelle opfattelse er, at kvaliteten er faldende, og at der er behov for flere ressourcer og i hvert fald ikke færre.

Af helt naturlige årsager er produktiviteten i den private sektor steget mere end i den offentlige sektor. Det betyder, at det private forbrug kan stige mere end det offentlige forbrug, medmindre man er indstillet på at betale øgede skatter.

Og hvis det stigende private forbrug afføder yderligere stigende forventninger til den offentlige service, kræver det en yderligere forhøjelse af de offentlige indtægter.

Hvis Danmark skal udnytte sin status som en udbygget vidensøkonomi, forudsætter det en stadig opkvalificering af arbejdskraften.

Især ligger der en stor opgave i at gøre arbejdskraften parat til den stigende internationale konkurrence, ligesom det bliver nødvendigt at omstille de mange ufaglærte job, som i fremtiden må forventes at forsvinde.

Hertil kommer så klimaudfordringen, som formentlig vil afføde ganske betydelige offentlige udgifter. Selvom det muligvis i vid udstrækning bliver erhvervslivet, der skal håndtere denne udfordring, vil det påvirke denne sektors skatteevne, hvis store beløb skal disponeres til den grønne omstilling.

Hvad er så skattesystemets muligheder for at håndtere disse udviklingstendenser, der alle trækker i retning af stigende krav til skattefinansieringen?

Selv hvis befolkningens vilje til at betale mere i skat måtte være til stede, er det ikke helt enkelt at pege på væsentlige yderligere finansieringskilder.