Peter Loft: Vi får aldrig den perfekte grønne skattereform

KOMMENTAR: Hvis man i arbejdet med en grøn skattereform forsøger at forene alle parters forskelligrettede interesser, bliver resultatet nye regler, som ikke får den ønskede effekt på den grønne omstilling. Vi skal fokusere på det, der virker, skriver Peter Loft.

Forventningerne til en grøn skattereform er i øjeblikket meget store.

Både store dele af erhvervslivet, vismændene og fagøkonomerne, de fleste tænketanke og et bredt flertal i Folketinget går alle ind for en skattereform, som kan hjælpe den grønne omstilling godt på vej. Vigtige elementer heri er blandt andet en omlægning af bilafgifterne og en generel CO2-afgift.

Ud fra en ren skatteteknisk og retssikkerhedsmæssig betragtning burde det i forvejen håbløst overbelastede skattesystem ikke belemres med yderligere opgaver, men netop i forbindelse med den grønne omstilling er der nok grund til at fravige dette – i øvrigt aldrig nogensinde fulgte – princip.

For det første fordi det næppe er muligt at løse den altoverskyggende opgave at nedbringe CO2-udledningen uden en grøn skattereform. Skatter har i modsætning til mange andre forsøg på at regulere den menneskelige adfærd den klare fordel, at de virker, fordi de fleste af os også tænker med tegnebogen.

For det andet fordi de nuværende skatteregler på flere punkter faktisk modvirker den grønne omstilling. Og for det tredje fordi ændrede skatteregler er nødvendige for at opretholde det nødvendige provenu – gør man ingenting falder skatteindtægterne i takt med, at de fleste selv uden nye afgifter vil søge at finde alternativer til de allerede højt beskattede fossile energiformer, efterhånden som mulighederne herfor øges.

Problemet med at lave en grøn skattereform er som med alle skattereformer, at det er svært at forene de mange hensyn, som de forskellige involverede parter mener skal tilgodeses. Jo flere bindinger, der lægges ned over det forestående arbejde, jo sværere bliver det at lave en reform, som rent faktisk løser den primære opgave – at fremme den grønne omstilling.

Risikoen for, at resultatet bliver nye skatteregler, der ikke fungerer efter hensigten, er stor, og virker reglerne ikke, får de heller ikke den tilsigtede virkning på klimaet og miljøet.

De mange fagøkonomer og tænketanke, der har ytret sig i debatten, er optagede af, at vi gør det rigtige. At vi gør det økonomisk fornuftige, og at vi gør det, som er nødvendigt for at nå de ambitiøse mål.

Hvordan vi gør det rigtige, er de derimod ikke optaget af. Interesseorganisationer har også meldt sig på banen; deres forslag er ofte præget af de særlige hensyn, som organisationen er sat i verden for at tilgodese. Praktiske hensyn vejer sjældent så tungt i denne forbindelse.

Politikerne har heller ikke til sinds at give slip på deres traditionelle krav.

I den klimaaftale om energi og forbrug, som et bredt flertal i Folketinget indgik lige inden sommerferien, er det bestemt, at "en CO2-beskatning skal tage hensyn til en bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse, et stærkt velfærdssamfund, sammenhængskraften og social balance for dermed at skabe reelle reduktioner uden tab af arbejdspladser til udlandet."  

Elbiludvalget, der netop har afgivet sin første rapport, var tilsvarende bundet af kravene om, at udbredelsen af elbiler skulle ske under "opretholdelse af et uændret provenu, og under hensyntagen til fordeling, samfundsøkonomi og generel reduktion af CO2-udledningen."

Alt i alt forståelige krav at stille til reformarbejdet. Problemet er blot, at det næppe lader sig gøre at forene alle disse hensyn, og at resultatet bliver nye regler, som ikke virker, og som dermed heller ikke har den ønskede og forventede effekt på den grønne omstilling. 

De mange grupper, som er interesseret i, hvad en reform skal kunne – ikke hvordan disse mål rent praktisk skal nås – synes at nære en tyrkertro på, at blot man samler tilstrækkelig mange personer, der dækker de mange interesser, og blot man forener kompetencerne i alle de relevante ministerier, så finder man nok også brugbare løsninger, der tilgodeser de mange forskelligrettede hensyn.

Der er desværre ikke særlig mange eksempler på, at forventningen om, at specialister og embedsmænd både kan agere troldmænd, alkymister og Georg Gearløs på én gang, er berettiget.

Hvis en grøn skattereform skal fungere og rent faktisk have en grøn effekt, er det nødvendigt i højere grad at se på de faktiske muligheder. Arbejdet må tage udgangspunkt i, hvordan man kan lave nye afgifter, der lader sig administrere, som påvirker adfærden, og som derfor er egnede til at mindske CO2-udledningerne.

Dernæst må man se på, hvordan de uheldige effekter, en sådan omlægning vil have på for eksempel fordeling, samlet provenu og erhvervseffekter, kan afbødes – uden at skabe et virvar af regler, som hverken fungerer administrativt eller som drivkraft for en omstilling.

Det er muligt, at jeg ikke følger tilstrækkeligt med, men umiddelbart synes der at mangle svar på mange ret tekniske, men essentielle spørgsmål, såsom hvordan man beregner grundlaget for landbrugets CO2-udledning; hvordan en forbrugsafgift på visse varegrupper, der ikke kan omfattes af den generelle afgift af konkurrencemæssige årsager, skal beregnes og opgøres, og hvordan man styrer fri af EU's statsstøtteregler – blot for at nævne nogle enkelte udeståender. Det er vigtigt, at der findes egnede løsninger på sådanne spørgsmål, inden man beslutter sig for en model.

Der er næppe tvivl om, at skatte- og afgiftsreglerne er velegnede og nødvendige for at nå de ambitiøse klimamål. De nuværende regler er for manges vedkommende historisk begrundede, usammenhængende og uegnede til at dreje udviklingen i den ønskede retning.

En oprydning i de gældende regler og en teknisk grundig udarbejdelse af nye regler med primært fokus på at reducere udledningerne af klimagas mv. vil være et stort skridt i den rigtige retning.

Men lad nu hensynet til effektive regler råde. Hvis ikke, går det som med boligbeskatningen, som er præget af mange forståelige og rimelige hensyn til fordeling og provenu etc., men som desværre næppe nogensinde kommer til at fungere.

-----

Peter Loft (født 1957) var departementschef i Skatteministeriet fra 1993 til 2012 og har siden arbejdet som kommunaldirektør i Bornholms Regionskommune. Han er i dag advokat hos Bachmann/Partners. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Nikolaj Saadat: Abracadabra, Christiansborg. Jeres klima-bluff er kaldt Nikolaj Saadat: Abracadabra, Christiansborg. Jeres klima-bluff er kaldt Næste artikel Lars Trier Mogensen: Veganerpartiet har en reel chance for at komme i Folketinget Lars Trier Mogensen: Veganerpartiet har en reel chance for at komme i Folketinget
Konservatives fremgang sker på bekostning af V

Konservatives fremgang sker på bekostning af V

VÆLGERNE VANDRER: Næsten ni ud af ti af Konservatives nye vælgere satte kryds ved Venstre ved sidste folketingsvalg. Det viser en ny analyse af, hvordan vælgerne er vandret siden valget i juni 2019.